I Palæstina oplever du undertrykte menneskers ufattelige sorg, men også en ekstrem livsglæde og vilje til at overleve, fortæller tidligere fredsvagt.

af Mette Marie Nielsen, tidligere fredsvagt i Palæstina
Da jeg tog til Vestbredden i Palæstina regnede jeg med at møde et undertrykt og deprimeret folk.
Men det jeg mødte var et utroligt gæstfrit og stolt folk.
Alle steder hvor jeg kom, blev der sagt velkommen mindst tyve gange, jeg blev stopfodret med mad og da ordet nej ikke eksisterer i Palæstina, havde jeg værsgo at spise op.
Jeg oplevede mere varme og venlighed på de tre uger jeg var der, end jeg har oplevet på et helt år i Danmark.
Der er også meget håbløshed og mange palæstinensere tror ikke på, at det gør en forskel, at man kommer som international fredsvagt, eller at apartheidmuren nogensinde bliver revet ned.
Frustrationerne kommer nok bedst til udtryk, når drenge helt ned til seks årsalderen, løber hen for at kaste med sten, lige så snart de får øje på en Jeep, selvom de risikerer at blive skudt eller anholdt på ubestemt tid.
Det er ikke fordi de tror, at det hjælper noget, men de er meget stolte af de skræmmer som de får, når soldaterne slår igen.
Det er palæstinensiske drenges måde at beholde deres værdighed på.

Sort humor
Det er mennesker med den sorteste humor jeg nogensinde har mødt. Eksempelvis snakkede jeg med en palæstinensisk mand, der med det største grin fortalte mig, at når en palæstinenser bliver anholdt, kan israelerne godt finde på at putte kæledyr ind i cellen til ham, som for eksempel slanger og skorpioner.
Han fortsatte med det samme grin: Når så at man er kommet i fængsel, kan de også finde på at eksperimentere med medicin på de fængslede palæstinensere.
Cirka 600.000 ud af en befolkning på tre millioner har siddet i fængsel op til flere gange.
Jeg oplevede samme distance til volden, i en landsby hvor jeg var på et tidspunkt.
Det var en familie, hvor den ene af brødrene var blevet skudt to måneder forinden af israelske soldater.
Om aftenen viste den ene mand os en film, fra da hans bror blev båret væk, efter at han var død. Han så sin egen bror smurt ind i blod uden at fortrække en mine. To minutter efter så vi film af hans datter, da hun lige var født.
I deres jagt på broderen var soldaterne kommet ind i familiens hus og havde skudt op i loftet og ind væggen. Der bor 15 børn i huset, det mindste barn var stadig en baby da det skete.
Alligevel kunne vi sidde og snakke udenfor, mens militæret der har øvebane lige i nærheden skød løs. Man kunne høre skuddene hele tiden. Jeg for sammen, men ingen i familien reagerede.
Det er en naturlig del af hverdagen.

Tur langs Muren
Så er der Apartheidmuren som jeg gik fredsmarch langs med.
På den uge hvor jeg gik, fik jeg mange historier om splittede familier og venskaber, stjålet land og arbejdsløshed.
Blandt andet besøgte jeg en by, der er blevet delt af muren, selv et af husene var blevet halveret, for at muren kunne være der.
Mange steder kunne man stå og røre ved et hus med den ene hånd og muren med den anden.
I den by blev jeg inviteret ind til en familie og op på deres tag, så vi kunne se over til nogle af deres venner, som de ikke havde set i over et år.
De var så nær ved, at hvis vennerne havde stået på deres tag, kunne vi have vinket til hinanden.
Jeg kom til en landsby, hvor israelerne havde givet 500 tilladelser til at komme igennem gaten for at dyrke deres jord, problemet var bare at tilladelserne enten var udstedt til børn, gamle eller døde mennesker.

Den første turist
Jeg vil slutte med at fortælle, hvordan jeg fik skældud af en mand, da hans datter spurgte om jeg kunne lide Israel og jeg sagde: Nej jeg kan lide Palæstina.
Manden forklarede mig, at det måtte jeg ikke sige, da israelerne også har ret til at være der og at begge folk skal leve sammen i fred.
Desværre er der nok ikke nogen tilbage af den slags mennesker om ti år, hvis Muren får lov til at stå. Apartheid er sjældent en måde at skabe dialog og fred på.
Det er mig ubegribeligt hvordan nogen har lyst til at myrde og undertrykke andre og hvis jeg havde troet, at jeg ville få svar på det, inden jeg tog af sted, må jeg tro om igen, for der er ingen grunde der er gode nok til at retfærdiggøre undertrykkelse, vold og krig og da slet ikke ordet: Sikkerhedsrisiko.
I de tre uger jeg har tilbragt i Palæstina har jeg oplevet undertrykte menneskers ufattelige sorg, men også en ekstrem livsglæde og vilje til at overleve.
Når Palæstina engang bliver frit, vil jeg være den første turist der.

Ovenstående tale blev holdt på lørdagens demonstration.