Fogh-Thor-Pia-regeringen overholder ikke grundloven paragraf 75 stk. 1. Regeringens grundlovsstridige politik
af Leif Hartman, Haderslev
Preben Brandt - formand for Rådet for Socialt Udsatte - har rigtig godt fat i den rigtige paragraf 75 i grundloven. For en ordens skyld følger her hele ordlyden af paragraffen:
75, stk. 1: 'Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
75, stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.'
Her står, at man er berettiget til hjælp. En hjælp, der skal betrygge ens tilværelse. Man skal være villig til at overholde de forpligtelser, der følger med. Det vil sige, at kravet om rådighed ikke er i strid med grundloven. En lav ydelse er heller ikke i strid med grundloven, hvis den trods alt betrygger ens tilværelse. Og det er jo subjektivt.
Min anke er, at den nuværende regering ikke overholder stk. 1, som er forudsætning for stk. 2.
Nyrup-Lykketoft-Jelved-regeringen overholdt stk. 1. De førte en politik, der gav flere og flere arbejdsduelige borgere mulighed for at få arbejde.
Fogh-Thor-Pia-regeringen overholder ikke stk. 1! Og har dermed - i min verden - ikke ret til at stille krav til de mennesker, de selv forhinder i at arbejde på vilkår, der betrygger deres tilværelse.
At Venstre står for en sådan politik, ved vi jo. Skide med de andre. Men det er forkert af Dansk Folkeparti at støtte en sådan politik. Hvis Dansk Folkeparti vil gøre noget for det danske samfund - så skal de arbejde for en politik, der giver enhver arbejdsduelig borger mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278