Det borgerlige demokrati, der har været på vej et par hundrede år. Man må sige, at det har haft sin chance. Duer ikke...

'Kendt tandlæge i chok over Margrethes gule tænder'! Det var en af overskrifterne på forsiden af et af ugens mange ugeblade. Det var virkelig noget af en nyhed, og selvfølgelig en original journalistisk vinkel på en stor historie. Det er naturligvis ikke hvilke som helst tænder, der er tale om. Overskriften - 'Ukendt tandlæge i chok over Mariannes gule tænder' - ville aldrig du. Der er forskel på tandlæger såvel som andre folk.
Mediernes tænder nu en gang på royale tænder. Og der blev sandelig noget at skrive om. Skilsmissen på Schackenborg har bragt den royale gryde i kog, og truer ligefrem med at stille livet i og udenfor til skue. Men facaden holdes stort set pæn og velorganiseret. Alligevel melder spørgsmålet om selve kongehusets berettigelse sig forsigtigt. Skilsmisser er med til at verdsliggøre hoffet, så dets særlige kvaliteter fordamper.
Men hvordan er det dog muligt, at et kongehus kan overleve i et moderne samfund? Umiddelbart er det jo ufatteligt, at blodsbånd fra middelalderen kan give en så unik position og funktion i år 2004, i et samfund baseret på borgerligt demokratiske grundprincipper.

Sådan er der flere fænomener i vor tid, som slet ikke - formelt set - passer til vores samfund. Kirken er et andet eksempel. Men vores verden er ikke baseret på formelle borgerlige, demokratiske principper. Kongehuset og kirken er to store institutionelle støtter til den borgerlige magt. De kan bruges, og de bliver brugt.
Det nye operahus i København, som er skænket af Mærsk Mc-Kinney Møller, viser noget om relationer og positioner i forholdet mellem kongehuset og pengemagten. På den ene side har skibsrederen fremmet sin sag via sin tætte royale forbindelse, der er med til at give ham pondus. På den anden side udfordrer operahuset selveste Amalienborg med en majestætisk placering og dimension på Amalienborgaksen over havnen. Huset står og stirrer lige ind i gemakkerne og ned på dem.
Den ekstraordinære position, som Møller har, kommer også til udtryk i forhold til regeringen. Pyt med at milliarderne fra nordsøolien strømmer modstandsløst ned i Mærsk-koncernens lommer. Det er business as usual. Men det er i sandhed afklædeligt for det borgerlige demokrati, når Mærsk Møller formulerer regeringens tak-for-gaven-brev til Mærsk Møller. Det er pokkerme utroligt - men måske også sædvanligt.

I det hele taget er det meget interessante breve, der kommer ud af ministerierne. Den danske kandidat til landbrugskommissærposten Marianne Fischer Boel er kommet i uføre. Kan en godsejerfrue blive landbrugskommissær? Der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. EU afspejler trods alt de borgerlige nationalstater, med alt hvad dertil hører af pleje af magtens interesser og personer. Men formaliteter kan komme i vejen. Når man færdes i godsejerlaget, er det ikke altid til at holde styr på hartkornet. Således glemte Fischer Boel lige medejerskabet til en stor farm under opbygning i Rusland i revisionserklæringen til EU.
Sådan er det borgerlige demokrati, der har været på vej et par hundrede år. Man må sige, at det har haft sin chance. Duer ikke - og kommer aldrig til at virke!
sam