Det er nøddvendigt, at kommunismen kommer på højde med, og også helst på forkant af moderne erkendelse - og ikke stivner i gammeldags mysticisme fra 1800-tallet.

af Kjeld Stenum, Ejby
Dialektikken er en idealistisk rest i filosofien, som en moderne virkelig konsekvent materialisme bør gøre sig fri af.
Vor tids begreb om dialektik er skabt af den idealistiske filosof Hegel som et alternativ til den klassiske logik, som har domineret filosofien siden grækeren Aristoteles. Den klassiske logiks regler krævede, at de logiske slutninger handlede om størrelser, der var identiske med sig selv (et grønt æble er et grønt æble), krævede modsigelsesfrihed (et grønt æble er grønt og ikke rødt), og krævede, at enten gjaldt et udsagn eller også gjaldt det modsatte udsagn (enten er æblet grønt eller også er det ikke grønt), og en tredje mulighed fandtes ikke.

Dynamisk logik
Det var Hegels opfattelse, at denne logik kun kunne bruges på en statisk, uforanderlig verden, og denne verden fandtes ikke. Efter hans opfattelse var virkelighedens verden i stedet karakteriseret ved, at alt var processer i udvikling og forandring. Og Hegels hensigt var at udvikle en dynamisk logik, dialektikken, som gjorde os i stand til at sætte en verden, hvor alting flyder, på begreb.
Fra erkendelsen af, at noget var til, for eksempel den grønne farve på et æble, bevægede vi os over trinnet at erkende, at det alligevel ikke var til, fordi æblet ikke blev ved med at være grønt, frem til at erkende selve processen, at et grønt æble var ved at forvandles til et rødt æble.
Og i dette erkendelsesforløb brød dialektikken med alle den klassiske logiks principper, idet den dels ikke fastholdt det grønne æbles identitet med sig selv, dels anerkendte modsigelsen mellem det grønne æble og det ikke-grønne æble, og dels anerkendte en tredje mulighed mellem at et æble var grønt eller ikke-grønt, nemlig at det var på vej til at blive rødt.

Materiens love
Marx, Engels og Lenin overtog dialektikken, men mente, den angav lovene for materiens bevægelse, ikke blot tænkningens. Det var at forankre materiens love i noget rent spekulativt. Men de vidste ikke bedre og kunne ikke vide bedre. De havde det at bygge antagelsen på, at de fleste processer i verden lader sig beskrive i mønstre, der kan minde om Hegels dialektiske erkendelseslove, og at verden i al almindelighed syntes at indeholde love og bevægelsesmønstre snarere end kaos.
Dette er unægtelig sandt, men at de fleste processer lader sig beskrive dialektisk betyder ikke, at det også nødvendigvis altid er den mest rammende beskrivelse. Og det er et paradoks, at alle materielle processers mindste byggesten, atomerne og elementarpartiklerne, for så vidt som de indgår i de daglige processer omkring os, netop glimrer ved egenskaber som uforanderlighed og bestandighed og altså på mange måder passer langt bedre til den klassiske logik end til dialektikken. Men den viden opstod først et godt stykke ind i 1900-tallet.
Desværre for dialektikken skyldes alle lovmæssigheder og typiske mønstre, som vi ser i dagligdagens processer, netop atomernes ensdannethed og uforanderlighed. For at vi skal kunne tale om at erkende love i streng forstand, må vi nemlig have at gøre med så simple processer, at såvel ydre betingelser som processens egne materier i det mindste principielt lader sig reproducere. Altså stort set kun fysiske og kemiske processer.
Hvis ikke processen lod sig reproducere, hvordan skulle vi så kunne vide, vi havde fat i en lov? Allerede indenfor biologien har vi at gøre med så sammensatte kemiske processer og så stort et udfaldsrum, at det ikke giver mening at tale om lovmæssighed i streng forstand. Ikke to biologiske individer er jo hundrede procent ens, sådan som to brintatomer ifølge alt hvad vi ved er, ligegyldigt om de atomer så kommer fra hver sin ende af universet.

Moderne erkendelse
Skal man tale om de parametre, der styrer udviklingen af - ikke biologiske individer, men samspillet mellem biologiske individer i samfund, har man at gøre med så uendeligt meget mere sammensatte fænomener med så uendeligt meget større udfaldsrum, at det i hvert fald slet ikke går an at hævde, at eksempelvis revolutioner kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed. Men netop dette hævdede Karl Marx temmelig ordret. Og de fleste kommunister har ukritisk overtaget opfattelsen efter ham.
Verdenshistorien giver intet belæg for denne forestilling om strenge historiske love. Og det er min opfattelse, at denne ulyksalige tradition for historisk bedrevidenhed har ledt til mange fatale moralske fejltrin fra kommunisters side. Men det tillader pladsen her ingen uddybning af.
Lad mig blot her bemærke, at det aldrig kan være socialismen, der skal gøre vore handlinger moralsk bæredygtige, det må til enhver tid omvendt være vore handlinger, der skal gøre socialismen moralsk bæredygtig. Og hvis kommunismen nogensinde skal vokse til andet end en politisk magtesløs sekt, handler det selvfølgelig også om at lægge kommunistiske smågrupper sammen, men ikke først og fremmest det.
Nej, det er først og fremmest absolut nødvendigt, at kommunismen kommer på højde med, og også helst på forkant af moderne erkendelse - og ikke stivner i gammeldags mysticisme fra 1800-tallet.