07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister tager til Europas Sociale Forum

Kommunister tager til Europas Sociale Forum

Tirsdag, 05. oktober, 2004, 00:00:00

Dele af globaliserings-bevægelsen er modstander af, at partier er en del af bevægelsernes forum. De risikerer at gå glip af en masse saft og kraft, mener Lotte Rørtoft-Madsen, der deltager på Europas Sociale Forum i London.

af Peter Rasmussen, medlem af DKP/ML's landsledelse
Danmarks Sociale Forum er netop blevet afsluttet i København. Her deltog flere partier med workshops på linjer med bevægelser og organisationer som Operation Dagsværk, SiD og ATTAC. Partierne DKP/ML og KPiD stod for to møder om socialisme og EU's nye forfatning.
Kommunisterne bliver også at finde på Europas Sociale Forum, der afholdes den 14.-17. oktober i London.
- De sociale fora er gode steder at udveksler erfaringer og møde andre bevægelser, både fra rige og fattige lande. Det er med til at udvikle kampen, mener Lotte Rørtoft-Madsen. Hun sidder i DKP/ML's landsledelse og deltager den europæiske udgave af det politiske ta'-selv-bord.
Det er første gang, partiet deltager på Europas Sociale Forum, der blandt andet sætter fokus på krig og fred, velfærd og kollektive rettigheder og på kampen mod racisme. En lang række kendte og ukendte debattører vil være at finde på forummet, blandt andre Sinn Feins Gerry Adams, økonomen Samir Amin og forfatteren John Pilger. Nøjagtig som det var tilfældet i København er der lagt op til en eksplosion af idéer, modstand og drømme.
Mattias Tesfaye, der holdt oplæg i workshoppen 'Socialisme... Derfor!' på Danmarks Sociale Forum, er begejstret over erfaringerne fra weekenden.
- Det er fantastisk flot, at man kan afholde en politisk festival med den gejst og nysgerrighed som det var tilfældet. Folk kommer for at diskutere og tage politiske kampe, men det sker i en åben og god atmosfære. Problemet er naturligvis, at det først og fremmest er bevægelsernes egne aktive, der deltager, siger Mattias Tesfaye.

Når enigheden slipper op
- Jeg tror de fleste vil være enige om, at verden ikke kan blive ved med at udvikle sig, som den gør nu - med krig, sult og mangel på demokrati. Men her slipper enigheden nok også op: Nogle mener at systemet kan helbredes. Vi andre diskuterer, hvad vi skal arbejde for at sætte i stedet. I øjeblikket er der stor uklarhed i de globale bevægelser, men det er på sin vis en del af konceptet bag et socialt forum. Der er jo også en styrke i forskelligheden, mener Lotte Rørtoft-Madsen.
Kommunistisk Parti i Danmark deltager også Europas Sociale Forum. Det samme gør en lang række danske foreninger og bevægelser.
På de sociale fora er der traditionelt en vis skepsis mod, at partier deltager. En angst for at partierne skal overtage og ensrette de mange bevægelser. I Danmark har partier derimod lov til at deltage og arrangere møder uden videre. Det netop overståede forum definerer sig selv som et mødested for bevægelser, men 'politiske partier er dog velkomne til at arrangere og deltage i debatmøder (...) og til at bidrage til forberedelsesprocessen,' skriver forummet i en samarbejdsaftale.

Partier skaber resultater
- Jeg forstår ikke, at dele af bevægelsen har en skepsis over for politiske partier. Der er opnået store resultater for mennesker over hele kloden netop gennem partier som politisk kollektiv. Bevægelserne går glip af en mase input og kraft, hvis partier ikke er med. På den anden side: Hvis folk kigger på de systembevarende partier - partier, der forsøger at styre de folkelige bevægelser - så forstår jeg godt, at man bliver skeptisk, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun understreger, at partier ikke bør have nogen særstatus, men skal kunne deltage på lige fod med bevægelserne.
- Vi vil ikke påtvinge nogen vores politik, men vi vil gerne i dialog. Vi har et alternativ - socialisme - og samtidig vil vi gerne lære af andres erfaringer, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
I London vil hun kaste sig ud i diskussionerne om situationen i Palæstina, debatten om EU og om privatisering.
DKP/ML deltager også i Verdens Sociale Forum, der afholdes i januar 2005 i Porto Alegre i Brasilien.
Læs mere på www.efs.org.uk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp