07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dyrt, dumt og dårligt!

Dyrt, dumt og dårligt!

Onsdag, 06. oktober, 2004, 00:00:00

Mens der kan være mange gode grunde til at EU skulle blive bedre til at stå sammen i udenrigspolitikken, så er der absolut ingen grunde til at EU skulle følge ordene i udkastet til forfatningstraktat

ad Pernille Frahm, tidligere medlem af Folketinget og EU-parlamentet for SF

Her står der nemlig at medlemsstaterne forpligtes til at forbedre deres militære kapacitet. Derudover skal EU opbygge et europæisk forsvars-agentur, der kan sikre en samordning af de forsvarsmæssige behov og sikre opfyldelsen heraf.
Der er ingen tvivl om, at her har den europæiske forsvars-industri spillet deres kort godt, og formået at ramme ind i den konflikt, der har været i NATO gennem længere tid mellem de europæiske NATO lande og USA.

Militærindustriens fingeraftryk
Gennem lang tid har der nemlig her været den ubalance, at hver gang USA brugte 100 dollars på militært isenkram, lagde de europæiske lande alene 70 dollars. Denne ubalance er siden 11. september 01 blevet til 100/65. Presset har været der nogen tid fra amerikansk side, man ønskede at de europæiske lande tog deres del af ansvaret og dermed aflastede det betrængte amerikanske budget.
Den europæiske forsvarsindustri har været stærkt urolige over at sakke bagud i forhold til deres amerikanske konkurrenter, men gennem en aktiv indsats fra en række medlemmer af Europa-Parlamentets forsvars- og sikkerhedsudvalg, der i samarbejde med Giscard d'Estaing fik sat deres fingeraftryk på konventets arbejde med forfatningstraktaten, kan forsvarsindustrien se lysere tider i møde. Deres forsvarsagentur vil nu være med til at sikre en stemme direkte ind i kommissionen og ministerråd. En stemme, der vil styrke investeringer i forsvars materiel.

Milliarder til usikkerhed
Men allerede nu er der så stor en militær overkapacitet i USA og Europa, at verden burde være ren idyl, hvis våben kunne gøre det: USA forsvarsbudget er således omkring 343 milliarder dollars om året, De Europæiske NATO-lande bruger 205 milliarder dollars, Rusland 60 milliarder dollars, Kina 42 milliarder dollars og det, Bush tidligere kaldte 'Ondskabens Akse' bruger 12 milliarder dollars (2002-tal).
Der skulle så at sige ikke være så meget at snakke om, hvis militært isenkram kunne tale for freden. Men trods denne enorme overkapacitet oplever amerikanske borgere i dag en større utryghed end før 11.september.
Det er med andre ord dyrt og det virker ikke. Hvorfor i al verden skulle vi så lave så tåbelig en prioritering?
Der er kun én forklaring : Militærindustrien kræver det!
Men det ville være dyrt, dumt og dårligt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp