Terrorlovgivningen er udtryk for en frygtens politik, som afspejler den egentlige terrors væsen. Det er på tide at gøre op med denne optik.

af Patrick Mac Manus, forfatter, Foreningen Oprør
Når alle andre veje afskæres, når fredelige og demokratiske protestformer undertrykkes, kan det være både moralsk og politisk legitimt at beslutte sig for væbnet modstand som middel til forandring.
En lang retstradition giver belæg herfor. Dansk historie giver belæg herfor.
Den nuværende terrorlovgivning, hvis kerne er straffelovens paragraf 114 og tilhørende ændringer i retsplejeloven, ser helt bort fra denne kendsgerning.

'Krig mod terror' - kilde til terror
De såkaldte 'terrorlister' over bandlyste organisationer er tilvejebragt uden politisk, social eller historisk granskning af de vilkår, der har ført til dannelsen af væbnede modstandsorganisationer på staters territorier eller på områder, der er besat af disse stater.
Alene fremkomsten af sådanne modstandsorganisationer er et symptom på disse staters svigtende demokratiske orden.
Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed, er uden nogen form for høring blevet stemplet.
Dette har givet en række stater frie hænder til at forstærke en igangværende undertrykkelse, om det er i Tjetjenien, Palæstina, Tyrkiet, Indonesien, Nepal, Filippinere eller Colombia.
Den internationale 'krig mod terror' har været en kærkommen anledning for illegitime og kriseprægede stater overalt på kloden. Den interne undertrykkelse er blevet tilført ny international legitimitet.
Terrorens kilde udtørres ikke på denne måde, den springer endnu mere voldsomt frem.

Gør op med frygtens optik
Terrorlovgivningen er udtryk for en frygtens politik, som afspejler den frygtens politik, som er den egentlige terrors væsen. Parterne er fanget i en gensidig spejling af hinanden.
Det er på tide at gøre op med denne optik, på tide at se verden i sin historiske, politiske, sociale og kulturelle sammensathed. Dette er kulturkamp, kulturkamp her og nu: at forsvare verdensåbenhed mod angstens og fordommens lukkede verden.
Det er på tide igen at etablere de normer for folkelig bistand til undertrykte befolkninger og modstandsbevægelser, som er en dansk tradition.
Ikke mindst da den sydafrikanske befolkning overvandt årtiers undertrykkelse, anført af ANC, hvis ledere blev fængslet for terroristisk virksomhed, og som i hele perioden af USA's og det britiske udenrigsministerium blev klassificeret som terroristisk organisation.
Der skal findes modeller for inddragelse af modstandsbevægelserne i en international dialog, der kan erstatte ensidigheden i den hidtidige tilgang til interne konflikter og folkeretsstridig besættelse.

Behov for sociale og politiske løsninger
Terrorlovgivning og 'terrorlister' underminer alle borgeres frihedsrettighederne. Herunder retten til at støtte frihedsbevægelser i deres kamp for selvbestemmelse og demokrati. Vi bliver ramt i vor egen medmenneskelighed.
Terrorlovgivningen og den såkaldte 'krig mod terror' er et instrument til at udstøde disse modstandsbevægelser fra det internationale samfund.
Terrorlovgivningen er dermed egentlig i pagt med den statsterrorisme, der søger at knuse enhver folkelig modstand mod uret og fremmed besættelse, ikke mindst i Palæstina.
Der er behov for et politisk opgør om denne lovgivning. Mere konkret er der behov for en revision af straffelovens paragraf 114. En revision, der indarbejder de indsigelser som er indeholdt i blandt andet Advokatrådets og Center for Menneskerettigheders høringssvar til lovudkastet.
Som det står nu, er straffelovens paragraf 114 en juridisk og politisk skændsel, der kan kriminalisere både faglige arbejdskampe og det mellemfolkelige samarbejde med undertrykte befolkninger.
Der er ikke mindst behov for sociale og politiske løsninger af de konflikter i verden, der giver unge kvinder og mænd ingen anden mulighed end den væbnede modstands nødtvungne liv.
Et liv der i stedet bør være en 'tid hvor ingen skal savne brød, roser, sol, frihed og dø unge af længsel og nød, i kamp,' for at citere den tyrkiske digter Nazim Hikmet, som selv sad fængslet i tretten år og døde i eksil.

Mellemoverskrifterne er indsat af redaktionen.