Når den borgerlige stat tilsidesætter de enkelte kapitalisters suverænitet og knækker arbejdernes fagforeninger for at tage vare på kapitalismens overlevelse som system, plejer man at tale om overgang til fascistiske tilstande. Og det er strengt taget, hvad Menneskerettighedsdomstolen nu lægger an til at gøre sig til redskab for

af Kjeld Stenum
Den europæiske menneskerettigheds-domstol har for sit storkammer optaget en bagatel af en sag, indbragt af en organisation kaldet Danmarks Frie Fagforeninger:
En knægt ved navn Morten Sørensen på sommerferiejob ved FDB i Viby blev for otte år siden fyret, fordi han ikke ønskede at imødekomme arbejdsgiverens (Brugsens) krav om, at alle ansatte var medlemmer af SiD. FDB har nemlig indgået eksklusivaftale med SiD. I de forløbne otte år er sagen vandret hele vejen op gennem det danske retssystem, hver gang naturligvis med medhold til FDB.
Dansk lov er nemlig typisk borgerlig og liberal. Grundpillen i borgerlig liberal retsopfattelse er, at den individuelle arbejdsgivers ret til at lede og fordele er principiel og ikke må krænkes. Heller ikke retten til at indgå aftaler med hvilke parter, arbejdsgiveren måtte ønske, herunder eksklusivaftaler med fagforeninger.
Eksklusivaftaler er jo frivillige. Den individuelle arbejdsgiver har interesse i sådanne aftaler, fordi det fremmer roen på arbejdspladsen, derfor indgås de. Ifølge gældende dansk lov er eksklusivaftaler lovlige, blot der gøres opmærksom på dem ved ansættelsen, og det havde FDB gjort.
Det danske retsvæsen kan ikke krænke retten til eksklusivaftaler, fordi det at ulovliggøre eksklusivaftaler er en tilsidesættelse af arbejdsgiverens suverænitet, og tilsidesætter man den, skaber man krise i hele retssystemets grundlag.
For Menneskerettighedsdomstolens storkammer indbringes kun sager af særlig principiel karakter, og kun én ud af hver hundrede sager skønnes at have så stor vigtighed.
Man kan sige, det er en voldsom forvrængning af sagens proportioner at blæse det, at en knægt fyres fra et sommerferiejob og mister et par ugers indtægt, fordi han ikke vil stå i fagforening, op til en sag af principiel karakter for menneskerettighederne i Europa.
Men det er ikke en tilfældig forvrængning. Grunden til, at der gøres så stort nummer ud af denne bagatel, er naturligvis dens politiske perspektiver. Hvis Menneskerettighedsdomstolen giver Morten Sørensen og de såkaldte frie såkaldte fagforeninger medhold - og det er der desværre kun meget lidt tvivl om, at den gør, dens tidligere praksis på området taget i betragtning - så følger dansk lovgivning utvivlsomt efter, Danmarks traditionelle dukserolle i europæiske sammenhænge taget i betragtning.
Og har man først et så eksemplarisk sagsforløb at henvise til, vil det være umådelig svært for noget europæisk land at argumentere for en afvigende praksis. Dermed vil enhedsfagbevægelsen på europæisk plan have fået et grundskud.
Gør det så meget? Er det ikke meget rimeligt, at den forpamprede danske fagbevægelse får lidt konkurrence? Er kontingenterne ikke altfor høje, og kunne den samme service ikke ydes for kontingenter af cirka samme størrelse som i de gule fagforeninger? Hvad er det egentlig, der er så slemt ved de gule fagforeninger?
Og bliver forskellen til dem ikke alligevel mindre og mindre, efterhånden som ansættelsesaftaler bliver mere og mere individuelle og retten til fælles faglige aktioner alligevel udhules mere og mere? Og endelig - når alt kommer til alt, er det så ikke rigtigt, at det er en del af foreningsfriheden, at man selv bestemmer, hvor man vil stå organiseret?
Der kan rejses mange spørgsmål. Hvad det sidste angår, så er man jo fri til at stå organiseret, hvor man vil. Ligesom man er fri til at takke nej til et stykke arbejde, hvor man afkræves medlemskab af den samme faglige organisation, som alle andre ansatte står i. Og ligesom vi andre er fri til at slås for en enhedsfagbevægelse og slås for at beskytte den ved at lave eksklusivaftaler med arbejdsgiverne.
Når enhedsfagbevægelsen er så vigtig, er det ikke fordi arbejdskammerater med afvigende politiske holdninger skal majoriseres. Men fordi rygraden og garantien for levevilkår og arbejdsforhold for enhver arbejder er sammenholdet med makkerne, og skal vi have det, må vi nødvendigvis være i en eller anden demokratisk dialog med hinanden. Og det kan godt være, demokratiet i fagbevægelsen har mange mangler.
Men din fagforening bliver ikke mere demokratisk af, at du opgiver at kæmpe for dit synspunkt i den, men mindre, for så er der det synspunkt mindre i den. Og at opgive enhedsfagbevægelsen er at medvirke til undergravning af alle kollektive aftaler på arbejdsmarkedet.
Det bliver det arbejdsmarked ikke behageligere af. Når du står alene og skal forhandle din ansættelseskontrakt med din arbejdsgiver, skider han på dig og er den, der kan sætte betingelserne.
Når Menneskerettighedsdomstolen topprioriterer en bagatelsag, der fører til tilsidesættelse af den individuelle arbejdsgivers suveræne ret til at lede og fordele, er det ikke fordi den er specielt optaget af, om din foreningsfrihed krænkes.
Nej, men eksistensen af eksklusivaftalerne og de enkelte arbejdsgiveres accept af dem er et svaghedstegn ved kapitalismen som sådan, navnlig hvis hård krisestyring er nødvendig. For så skal arbejdernes fagforeninger knækkes.
Når den borgerlige stat tilsidesætter de enkelte kapitalisters suverænitet og knækker arbejdernes fagforeninger for at tage vare på kapitalismens overlevelse som system, plejer man at tale om overgang til fascistiske tilstande. Og det er strengt taget, hvad Menneskerettighedsdomstolen nu lægger an til at gøre sig til redskab for.