Fjerner vi dialektikken fra materialismen, fjerner vi samtidig erkendelsen af de lovmæssige bevægelser i materien, og umuliggør den videnskabelige analyse af samfundet.

af Lars U. Thomsen, DKP Esbjerg
Den seneste tids debat i Arbejderen om filosofiske spørgsmål, kan være med til at fremme afklaring, om nogle af de opgaver vi står over for. Det er glædeligt at flere indser nødvendigheden af, at videreudvikle den dialektiske materialisme.
Det indlæg som Kjeld Stenum har begået den 30. september i Arbejderen, er ikke med til at fremme dette, snarere det modsatte. I sin indledning erklærer han: 'Dialektikken er en idealistisk rest i filosofien, som en moderne virkelig konsekvent materialisme bør gøre sig fri af'.
Dermed stiller Kjeld Stenum sig på linje med hr. Eugen Dühring, der i Frederik Engels' 'Anti-Dühring' er blevet 'udødeliggjort', for sine angreb på marxismen. Dühring påstod at Marx` metode bestod i ,'at tilvirke dialektiske mirakler for sine adepter', og ' Den første og den vigtigste sætning om værens logiske grundlag angår modsigelsens udelukkelse. Det modsigende er en kategori, der kun hører til i tankekombinationer, men ikke i nogen virkelighed.'1)
Engels benyttede lejligheden til, at fremlægge sit syn på den dialektiske materialisme og ud fra videnskabens daværende trin, at videreudvikle de filosofiske begreber og gendrive Dührings falbelader.
En lignende fremgangsmåde anvendte Lenin, i sin polemik mod den opportunistiske fløj i det russiske socialdemokrati, der opstod efter nederlaget i den første russiske revolution. I 'Materialisme og empiriokirticisme' , angriber Lenin dem, der vil forvrænge marxismen ved, at adskille dialektik og materialisme . Det eneste der kommer ud af det, er et tilbagefald til tiden før de franske materialister.
Videre skriver Kjeld Stenum i sit indlæg: 'Desværre for dialektikken skyldes alle lovmæssigheder og typiske mønstre, som vi ser i dagligdagens processer, netop atomernes ensdannethedhed og uforanderlighed.'
Må jeg minde om, at der i videnskabens historie, er sket stadig ny udvikling i vores erkendelse, og at netop den dialektiske materialisme, i forholdet mellem relativ og absolut sandhed, har bidraget hertil. Stenums betragtninger om kvantemekanikken, minder mig om en artikel, som Ib Nørlund skrev i 1954, 'Videnskab i krise' (Clarté), der netop behandler forholdet mellem nypositivisme og marxisme i videnskaben. Heri kommer han til ganske andre konklusioner end Stenums, idet han understreger, at der gælder særlige love for de mikroskopiske legemer.
Efter i en halvsides artikel, at have revolutioneret fysikkens love, afslutter Kjeld Stenum med følgende salut: Det var fejlagtigt når Karl Marx ville anvende den videnskabelige socialisme til at forudsige hvordan den ene samfundsformation afløser den anden !
Dermed fjerner Stenum også grundlaget for de kommunistiske partiers virke; at analysere bevægelseslovene for samfundet, og herudfra fremlægge et overbevisende program, for hvordan kapitalismen kan afløses af noget bedre. Fjerner vi dialektikken fra materialismen, fjerner vi samtidig erkendelsen af de lovmæssige bevægelser i materien, og umuliggør den videnskabelige analyse af samfundet.

Anti-Dühring af Fr. Engels s. 138 og 133 f.