Generalsekretær Kofi Annans tale ved åbningen af FN´s generalforsamlingen.

Verden har i dag mere end nogensinde brug for et effektivt redskab, hvormed man kan søge at finde fælles løsninger på fælles problemer. Det er grunden til at denne organisation blev stiftet. Vi må ikke tro, at hvis det ikke lykkes at anvende FN fornuftigt, så vil vi være i stand til at finde et mere effektivt redskab.
Som jeg sagde for et år siden, er vi nået til en skillevej. Hvis I, verdens politiske ledere, ikke kan nå frem til enighed om vejen frem, vil historien træffe beslutningerne for jer og verdens befolkningers interesser vil blive tilsidesat.
Jeg vil ikke foregribe disse beslutninger, men blot minde om den overordnede ramme, inden for hvilke de skal træffes - nemlig retssamfundet, både hjemme og i resten af verden.

Det land vi nu kalder Irak
Visionen om 'en regering, der bygger på love og ikke mænd' er omtrent lige så gammel som civilisationen. I en korridor ikke langt denne talerstol hænger en kopi af den lovsamling, der blev udstedt af Hammurabi for mere end 3000 år siden, i det land, vi nu kalder Irak.
Mange af Hammurabis love forekommer i dag at være barske. Men vævet ind i teksten støder man på retsprincipper, som er anerkendte, om end sjældent overholdt, af så godt som alle samfund siden hans tid:

Retsbeskyttelse af de fattige.
Begrænsninger på de stærke, så de ikke kan undertrykke de svage.
Love, der vedtages i fuld offentlighed og kendes af alle.
Denne lovsamling var en landvinding i menneskehedens kamp for at etablere et grundlag, hvor ret fører til magt i stedet for at magt fører til ret. Mange lande, der er repræsenterede her kan med stolthed pege på deres egne love, som omhandler det samme enkle princip. FN er grundlagt dette princip.
Men restsamfundet er i fare verden over. Atter og atter ser vi grundlæggende love skamløst tilsidesat - love, der foreskriver respekt for uskyldige liv, for civile, for de sårbare og især for børn.
For blot at nævne nogle graverende og aktuelle eksempler:
I Irak er vi vidner til civile, der slagtes med koldt blod, mens ansatte i bistandsorganisationer, journalister og andre ikke-militærfolk tages som gidsler og dræbes på den mest barbariske måde. Samtidigt har vi set irakiske fanger udsat for skammelige overgreb.
I Darfur har vi set hele folkeslag drevet på flugt og deres hjem ødelagt, mens voldtægt bruges som overlagt strategi.
I det nordlige Uganda, har vi set børn blive lemlæstede og tvunget til at deltage i ubeskriveligt grusomme handlinger.
I Beslan har vi set børn blive taget som gidsler og brutalt myrdet.
I Israel har vi set civile, her iblandt børn, med fuldt overlæg blive valgt som ofre af palæstinensiske selvmordsbombere. I Palæstina har vi set hjem blive ødelagt, land besat, og unødvendige civile tab forårsaget af Israels overdrevne voldsanvendelse.
Og over hele verden ser vi mennesker, der bliver forberedt til flere af den slags handlinger, ved hjælp af hadefuld propaganda rettet mod jøder, muslimer - imod enhver, der kan betegnes som værende anderledes end éns egen gruppe.
Ingen sag, ingen beklagelser - uanset hvor rimelig i sig selv - kan berettige til sådanne handlinger. De fylder os alle med skam. Udbredelsen af dem afspejler vores kollektive, manglende evne til at fastholde et retssamfund og indgyde respekt for det blandt vore medmennesker. Vi er alle forpligtede til at gøre, hvad vi kan for at genoprette denne repekt.
For at gøre dette, må vi begynde med princippet om, at ingen er over loven, og at ingen må fratages lovens beskyttelse. Ethvert land, der erklærer at være et retssamfund på hjemmebane må også respektere dette uden for sit lands grænser. Ethvert land, der insisterer på dette i udlandet, må også håndhæve det hjemme.

Borgerlige friheder begrænses
Retssamfundet starter hjemme. Alt for mange steder er det fortsat en flygtig sag. Had, korruption, vold og marginalisering finder uhindret sted. De sårbare mangler effektiv beskyttelse, og de magtfulde manipulerer med lovene for at fastholde magten og ophobe rigdom. Man tillader at den nødvendige kamp mod terror fører til unødvendige indgreb mod de borgerlige friheder.
På det internationale niveau behøver alle nationer - stærke såvel som svage, store såvel som små - en ramme af retfærdige regler, som den enkelte kan stole på at andre vil overholde. Heldigvis findes der en sådan ramme. Fra handel til terrorisme, fra søfartslove til masseødelæggelsesvåben, har nationerne skabt en imponerende samling af normer og regler. Det er én af vores organisations stolteste landvindinger.
Men denne ramme er fyldt med huller og svagheder. Alt for ofte iværksættes reglerne selektivt og håndhæves vilkårligt. Der mangler det 'bid', der gør en samling af love til et effektivt juridisk system.
Der, hvor muligheden for at gennemtvinge faktisk eksisterer, som for eksempel i Sikkerhedsrådet, føler mange, at den ikke altid anvendes retfærdigt eller effektivt. Der hvor man stærkest forsøger at påkalde sig restsamfundet, som for eksempel i Menneskerettighedskommissionen, er de varmeste tilhængere ikke altid de, der praktiserer, hvad de prædiker.
Retssamfundet rækker ikke i sig selv. Love må håndhæves i praksis, og præge vores samfund.
Det er via styrkelse og iværksættelse af nedrustningsaftaler, herunder kontrolforanstaltninger, at vi bedst kan forsvare os mod spredning - og den mulige anvendelse - af masseødelæggelsesvåben.
Det er ved at iværksætte loven vi kan forhindre terroristerne i at skaffe sig økonomiske resurser og finde skjulesteder - hvilket er en afgørende faktor i enhver strategi mod terrorisme.
Det er ved at genindføre retssamfundet og genskabe tilliden til dens uvildighed, at vi kan håbe på at genoplive de samfund, der hærges af konflikter.

Sikkerhedsrådets resolutioner
Det er loven, også Sikkerhedsrådets resolutioner, der kan sikre det bedste grundlag for en løsning af de langvarige konflikter - i Mellemøsten, i Irak og i resten af verden.
Og det er ved konsekvent at fastholde international lov at vi kan og må leve op til vort ansvar for at beskytte uskyldige civile mod folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. For fem år siden advarede jeg denne forsamling om at historien vil være nådesløs, hvis vi lader os aflede fra denne opgave, eller tror vi kan sige os fri ved at påkalde national suverænitet.
Sikkerhedsrådet har netop anmodet om, at jeg udpeger en international kommission for at undersøge rapporterne om overgreb på menneskerettighederne i Darfur og afgøre, om der har været begået folkedrab. Det vil ske så hurtigt som muligt. Men der bør ikke være nogen, der opfatter det som en 'helle', hvor begivenhederne i det hårdt plagede område kan fortsætte som nu. Uanset den juridiske definition, foregår der ting, som må ryste samvittigheden hos enhvert menneske.
I sidste måned lovede jeg Sikkerhedsrådet at jeg i resten af min embedsperiode, vil prioritere organisationens arbejde med at styrke restsamfundet og overgang til retfærdige regler i de lande, der enten hærges af konflikter eller lider under konsekvenserne af disse.
I samme åndedrag opfordrer jeg til at I gør mere for at sikre restsamfundet hjemme såvel som ude.
Jeg beder alle jer, der er tilstede i dag om at gøre brug af anledningen til at undertegne aftaler om beskyttelse af civile - aftaler I selv har forhandlet jer frem til - og siden tage hjem og iværksætte dem. Og jeg tilskynder jer til at yde fuld opbakning til de initiativer, jeg i løbet af dette møde vil præsentere for jer, for at forbedre sikkerheden for FN's medarbejdere. Disse ikke-militærfolk, der frivilligt bringer sig selv i farezonen for at bistå deres medmennesker, fortjener jeres beskyttelse og jeres respekt.

Ofrene venter
Overalt i verden venter ofrene for volden og uretfærdigheden. De venter på at vi holder ord. De lægger mærke til når vi bruger ord for at dække over mangelen på handling. De bemærker sig når lovene, der skulle beskytte dem, ikke håndhæves.
Jeg tror på at vi kan genskabe og udvide retssamfundet overalt i verden. Men til syvende og sidst vil det afhænge af den indflydelse, lovene har på vores samvittighed. Denne organisation blev grundlagt i asken fra den krig, der bragte hidtil ukendt sorg til menneskeheden. I dag er vi atter granske vores kollektive samvittighed, og spørge os selv om vi gør nok.
Enhver generation har sin rolle at spille i den ældgamle kamp for at styrke restsamfundet for alle - som er det eneste, der kan sikre alles frihed.
Vores generation kan ikke lade stå til.

Annans tale er let forkortet. Overskrift og mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.