Når nogle fra Enhedslisten og de mest kendte kommunistiske grupper snakker eller skriver om krigen, er I bange for at støtte det bevæbnede folk

af Ron Ridenour, Bornholm
Da mange millioner af verdens ikke-jødiske mennesker stod på jødernes side i Nazi-Tyskland og de besatte lande, som Danmark, tænkte de ikke, at de var jøder, eller at jøder var en trussel mod deres tro eller politik.
Kommunisterne insisterede ikke på, at alle i modstandskampen og dess støtter skulle være for kommunismen i Rusland. Vel?
Da mange millioner 'almindelige' mennesker - det vil sige ikke bevidst anti-imperialistiske aktivister - handlede imod imperialisternes krig i Sydøstasien i 1960'erne og 1970'erne, tænkte de ikke, at de var anti-imperialister eller støttede kommunistiske partier i Vietnam og Laos, og bagefter i Cambodia. De 'almindelige' folk i USA og Europa, og dermed i Danmark, kæmpede for krigens afslutning, og dermed for suverænitet for folkeslagene.
Da de socialistiske og kommunistiske guerillaer og folkebevægelserne kæmpede for befrielse fra den imperialist-støttede apartheid-regering i Sydafrika, var de fleste 'almindelige' mennesker i USA, Europa, og dermed Danmark, på folkets side. De ville have en ende på den brutale undertrykkelse og racisme. Der var ingen krav om at støtte ANC's politiske program.
Men når det kommer til at støtte de undertrykte muslimske folk i Afghanistan, Irak, Sudan og de andre truede lande med muslimsk tro, er venstrefløjen og fredsbevægelsen i Danmark gået i stå.
Ikke siden krigen imod Irak blev erklæret for 'afsluttet' har der været betydningsfulde aktioner, og heller ikke engageret interesse for disse folks suverænitet. Faktisk var der ikke mange, heller ikke såkaldte kommunister, med undtagelser, som protesterede, da terrorkrigen var søsat mod Afghanistan.
Enhedslisten, DKP/ML, KPiD og de fleste DKP'ere forsvandt fra gaderne, da den lille fredsbevægelse så småt begyndte. De få i Fredsvagten og Stop Terrorkrigen var alene i kampen igennem cirka et år. Så kom den traditionelle venstrefløj igen, da krigen mod Irak blæste op, men for en kort tid.
De fleste i venstrefløjen holdt op, da det irakiske folk, fra en sektor til en anden, voksede til et massiv oprør mod besættelsen. Og nu er de fleste så tavse igen. Og når nogle fra Enhedslisten og de mest kendte kommunistiske grupper snakker eller skriver om krigen, er I bange for at støtte det bevæbnede folk. I stedet for leger I med denne Quisling, det såkaldte Iraks Kommunistiske Parti, som er med i USA's marionet-regering. I glemmer fuldstændigt, at de fleste kommunister, som overlevede Saddam Hussein, forlod IKP og senere dannede modstand mod krigen og besættelsen. I dag er der mange kommunister og andre i venstrefløjen med i modstandsgruppen den Irakiske Patriotiske Alliance.
Så hvad er logikken i at sige, modsat hvad I sagde i de andre nævnte krige, at I ikke kan støtte religiøse fundamentalister og politiske reaktionære?
Hvad det drejer sig om, synes jeg, er at være progressiv/socialist/kommunist, at holde sammen med ofrene for imperialisternes krige, deres brutale undertrykkelse, deres racisme, tortur og mord. Hvis I ikke kan være solidariske med et andet folk, som har en anden tro eller politik, så må I holde op med at kalde jer progressive/socialister/kommunister. I må, når det kommer til stykket, være gået i seng med de borgerlige partier, som er glad for slagordet: 'længe leve racisme'. I må skamme jer, I som sidder på sidelinien, når kampen virkelig tår på.