Tale af Felipe Pérez Roque, Cubas udenrigsminister ved FN´s 59. generalforsamling

Hvert år skal vi ved FN's generalforsamling trækkes gennem det samme ritual. Vi deltager i debatten, vel vidende at kravet om retfærdighed og fred for vore underudviklede lande atter vil blive ignoreret. Men vi insisterer. Vi ved, vi har ret. Vi er sikre på, at vi en skønne dag vil opnå social retfærdighed og udvikling.
Vi ved også at disse goder ikke er noget, vi får foræret. Vi ved at befolkningerne vil være tvunget til at tage dem fra de, der i dag nægter os retfærdighed, fordi de baserer deres rigdom og arrogance på foragt for vore lidelse. Men det vil ikke altid forblive på den måde. I dag siger vi dette med større overbevisning end nogen sinde før.
Når det er sagt, velvidende at nogle af de magtfulde - blot en håndfuld, som er til stede i dag - vil føle sig krænkede, vil Cuba nu sige et par sandheder; synspunkter, som vi ved deles af mange:

Ti sandheder
For det første: Efter angrebet på Irak, findes der ikke længere et FN - i det mindste ikke som et brugbart og mangfoldigt forum baseret på respekt for alles rettigheder, og som også kan sikre de mindre lande.
Organisationen gennemlever den vanskeligste periode i sine næsten 60 år. Den blegner, snapper efter vejret, forstiller sig - men den fungerer ikke.
Hvem lagde det FN, der blev navngivet af præsident Roosevelt, i håndjern? Præsident Bush!
For det andet: USA's tropper skal trækkes ud af Irak.
1000 nordamerikanske unge liv er spildt til ingen nytte for at tjene en samling af forbrydere og svindleres fordækte interesser. Flere end 12.000 irakere er dræbt, og det er tydeligt, at den eneste udvej for besættelsesstyrkerne, der konfronteres med en oprørsk befolkning, består i at erkende et umulige i at underlægge sig denne befolkning og trække sig ud.
På trods af det imperialistiske informationsmonopol, lykkes det altid befolkningerne at få sandheden at vide. En skønne dag vil de ansvarlige og deres kumpaner blive stillet til regnskab for deres gerninger af deres egne befolkninger.
For det tredje: For tiden vil ingen ønskelig, reel eller anvendelig reform af FN kunne vedtages.
Det ville forudsætte at supermagten, der arvede den enorme fordel at kunne regere en hel verden, inden for en ramme, som var skabt i en situation med to magtpoler, skulle give afkald på sine privilegier. Og det gør den ikke.
Vi indser at det forældede privilegium med vetoer vil fortsætte; at Sikkerhedsrådet ikke vil blive demokratiseret, som det egentlig burde eller udvidet til omfatte tredjeverdens-lande; at Generalforsamlingen fortsat vil blive ignoreret, og at der fra FN vil komme yderligere aktioner, der drives igennem af de interesser, organisationen påtvinges af supermagten og dens allierede. Vi, som alliancefrie nationer, bliver nødt til at grave os ned i skyttegrave for at forsvare FN-pagten. I modsat fald vil der komme et udkast til en ny FN-pagt, som eliminerer enhver rest af principper, som for eksempel den suveræne lighed mellem nationerne, ikke-intervention og afståelsen fra at bruge trusler om vold.
For et fjerde: De magtfulde konspirerer for at splitte os.
De flere end 130 underudviklede lande må etablere en fælles front til forsvar af vore befolkningers uantastelige interesser, af vor ret til udvikling og fred. Lad os genoplive de alliancefri landes organisation. Lad os styrke G-77.
For det femte: Millenium-deklarationens beskedne målsætninger vil ikke blive opfyldt. Vi vil runde femårs-dagen for vedtagelsen af årtusinde-erklæringen på topmødet i FN i en værre situation:
* I erklæringen påtog vi os inden 2015 at halvere antallet - de 1.276 millioner - mennesker, der levede i ekstrem fattigdom i 1990. Det kræver en årlig reduktion af antallet af fattige på 46 millioner. Bortset fra i Kina, så øgedes den ekstreme fattigdom ikke i perioden 1990-2000 med 28 millioner. Fattigdommen reduceres ikke, den tager til.
* Vi ønskede inden 2015 at halvere antallet af de 842 millioner sultende mennesker, der er registreret i verden.
Dette ville forudsætte en årlig reduktion på 28 millioner. Men man har kun opnået en reduktion på 2,1 millioner sultende årligt. Med det tempo vil målet kunne nås i 2215, 200 år senere end oprindeligt beregnet - og det kun hvis menneskeheden overlever ødelæggelsen af miljøet.
* Vi udtrykte målsætningen om at sikre grunduddannelse til alle inden 2015. Ikke desto mindre går 120 millioner børn, eller hver femte i den alder, ikke i skole. Ifølge UNICEF vil vi med det nuværende tempo nå målet efter 2100.
* Vi satte os som mål at reducere dødeligheden for børn under fem år med to tredjedele. Den reduktion, som hidtil er opnået er rent symbolsk:
Der døde 86 børn ud af hver 1000 i 1998, nu er tallet 82. Hvert år dør 11 millioner børn af sygdomme der kan forebygges eller helbredes, og forældre undrer sig med rette over hvorfor vi afholder møder.
* Vi sagde, vi især ville rette opmærksomhed mod Afrikas behov. Men der er ikke gjort ret meget. De afrikanske lande behøver ikke udenlandske råd eller modeller, men økonomiske ressourcer og adgang til både markeder og teknologier. At yde bistand til Afrika ville ikke være en velgørenhedsgerning, men blot ren og skær retfærdighed; det vil være ensbetydende med at gøre det historiske regnskab op, som stammer fra århundreders udplyndring og undertrykkelse.
* Vi tog initiativ til at sætte en stopper for og vende AIDS-epidemien inden 2015. I 2003 krævede sygdommen ikke desto mindre næsten tre millioner menneskeliv. Med det tempo vil cirka 36 millioner mennesker være døde af sygdommen inden 2015.
For det sjette: Kreditorlandene og de internationale finansinstitutioner har ikke i sinde at finde en retfærdig og varig løsning på problemerne med udlandsgælden.
De foretrækker at holde os gældsatte, det vil sige sårbare. Selv om vi har betalt 4100 milliarder dollars i renter og afdrag de seneste 13 år, er vor gæld vokset fra 1400 milliarder til 2600 milliarder Det betyder at vi har betalt tre gange det beløb, vi oprindeligt skyldte og nu er væres gæld dobbelt så stor.
For det syvende: Det er os i de underudviklede lande, der finansierer den rige verdens ødselhed og overforbrug.
Mens de i 2003 ydede os 68,4 milliarder dollars i udviklingsbistand; sendte vi dem 436 milliarder i afdrag på udlandsgælden.
Hvem hjælper egentlig hvem?
For det ottende: Krigen mod terrorismen kan kun vindes ved samarbejde mellem alle lande og med respekt for international lov - ikke med massive bombardementer eller forebyggende krige mod 'mørke kroge i verden'.
Dobbeltmoralen og hykleriet må stoppe. At give ly til tre cubansk-fødte terrorister i USA betyder at gøre sig til medansvarlig i terrorisme. At straffe fem cubanske unge, som kæmpede mod terrorisme, og at straffe deres familier, er en forbrydelse.
For det niende: Almindelig og fuldstændig nedrustning, også atomar nedrustning, er ikke en mulighed i dag. Ansvaret herfor påhviler en gruppe rige lande, som også er dem, der køber og sælger de fleste våben.
Men vi bliver nødt til at forsætte med at kæmpe for at opnå det. Vi må kræve at de mere end 900 milliarder dollars, der hvert år anvendes på militærudgifter, bliver brugt til udvikling.
For det tiende: De økonomiske ressourcer, til sikre en bæredygtig udvikling for alle klodens indbyggere eksisterer. Det der mangler, er den politiske vilje fra de, som regerer verden.
En udviklingsskat på blot 0,1 procent af de internationale finansielle transaktioner ville rejse et beløb på op mod 400 milliarder dollars årligt.
Annullering af udlandsgælden, der plager de underudviklede lande, ville sætte disse i stand til at disponere over hele 436 milliarder dollars årligt til udvikling - penge, der i dag anvendes til renter og afdrag på gælden.
Hvis de udviklede lande opfyldte deres erklærede forpligtelse til at yde 0,7 procent af deres bruttonationalprodukt i udviklingsbistand, ville deres bistand øges fra nu 68,4 milliarder dollars til 160 milliarder dollars
Til slut, vil Cuba gerne have lov til at fastslå, at jordens 6,4 milliarder mennesker - der ifølge FN's charter alle har lige rettigheder - akut har behov for en ny verdensorden, hvor verden ikke efterlades i uvished, som tilfældet er nu, hvor man afventer resultatet af valget i det nye Rom, hvor kun halvdelen af de stemmeberettigede vil deltage og som vil koste næsten 1,5 milliard dollars.
Jeg vil gerne sige helt klart, at der ikke ligger mismod bag vore ord. Vi er optimister fordi vi er revolutionære og vi er overbeviste om, at vi vil nå frem til en ny verdensorden, baseret på respekt for alles rettigheder; en verdensorden baseret på solidaritet, retfærdighed og fred, som en essens af det bedste af en universel kultur og ikke som et sammendrag af middelmådighed og brutal styrke.

Om Cuba
Om Cuba, som ikke kan slås ud af kurs af hverken blokader, trusler, orkaner, tørke - hverken af politiske kræfter eller naturkræfter, vil jeg ikke sige noget.
Den 28. oktober vil denne generalforsamling for 13. gang diskutere og stemme om en resolution vedrørende blokaden mod det cubanske folk. Og endnu engang vil moral og principper vinde over arrogance og magt.
Jeg vil gerne afslutte med at gentage de ord, præsident Fidel Castro udtalte netop her for 25 år siden:
'Raslen med våben, lyden af fornærmende ordvalg og den internationale scenes hovmod må bringes til ophør. Vi har fået nok af illusionerne om at verdens problemer kan løses ved hjælp af atomvåben.
Bomber kan muligvis dræbe de sultne, de syge og de uvidende, men bomber kan ikke dræbe sult, sygdomme og uvidenhed. Og bomber kan heller ikke slå folkenes retfærdige oprør ned.'

Talen er oversat af Arbejderen. Overskrift og mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.