Det amerikanske valgsystem kan give absurde resultater: Den kandidat, der får flest folkelige stemmer, får ikke altid flest valgmænd

af Torben Retbøll
Fredag 8. oktober bringer Arbejderen en række artikler om det amerikanske præsidentvalg. Her kan man blandt andet læse, at præsidenten vælges af et valgkollegium, der består af 538 valgmænd, og at 'samtlige 51 delstater har mindst to valgmænd.'
Mange mennesker tror, at USA har 51 eller sågar 52 delstater, men det er altså ikke sandt. USA har 50 delstater. De sidste to var Alaska og Hawaii, der blev medlem i 1959. Siden da er der ikke kommet flere til.
De 50 delstater er markeret på alle moderne amerikanske flag med 50 stjerner i det ene hjørne. Flaget har også 13 vandrette striber (røde og hvide) for at markere de 13 oprindelige kolonier, der brød med England under den amerikanske revolution i 1776.
Det er korrekt, at der er 538 valgmænd. Dette tal svarer til antallet af pladser i Kongressen plus tre til Washington, DC. Der er nemlig 100 pladser i Senatet - to for hver stat - og 435 i Repræsentanternes Hus. Washington, DC er ikke en stat, men et føderalt område, hvor hovedstaden ligger. Bogstaverne DC står for District of Columbia. De to bogstaver bør altid tilføjes, når man taler om byen, for at undgå en forveksling med staten Washington, der ligger ud til Stillehavet.
Nogle amerikanere mener, at Washington DC burde være en stat, men det er Republikanerne imod, fordi byens indbyggere ofte stemmer på Demokraterne. Nogle amerikanere mener, at Puerto Rico burde være en stat, men det er Demokraterne imod, fordi øens indbyggere ofte stemmer på Republikanerne. En løsning kunne være, at gøre begge steder til nye delstater på én gang. Men det er ikke sket endnu. Derfor er antallet af delstater stadig 50.
Inden det amerikanske præsidentvalg finder sted, laver både Demokrater og Republikanere i hver enkelt delstat en liste med lige så mange navne, som delstaten har valgmænd. Hvis Demokraternes kandidat vinder flertallet i en bestemt stat, bliver alle personer på deres liste udnævnt til statens valgmænd.
Disse personer vil næsten altid alle stemme på den demokratiske kandidat, men de er ikke forpligtet til at gøre det. Der har faktisk været enkelte eksempler på valgmænd, der brød partilinjen og stemte på den 'forkerte' kandidat, men det sker meget sjældent og spiller i praksis ingen rolle.
Det amerikanske valgsystem kan give absurde resultater: Den kandidat, der får flest folkelige stemmer, får ikke altid flest valgmænd. Det sker ikke ret tit, men det skete ved valget i 2000, som det fremgår af reportagen i Arbejderen, og det gav anledning til en omfattende debat om systemet. Mange amerikanere blev for første gang klar over, at det amerikanske præsidentvalg er indirekte og ikke direkte.
Måske vil denne erkendelse føre til, at systemet bliver ændret, så det bliver mere demokratisk og mere gennemskueligt. Men endnu er det ikke sket.