07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunikation sætter bevægelser i gang

Kommunikation sætter bevægelser i gang

Lørdag, 16. oktober, 2004, 00:00:00

Demonstrationerne må tage klart afstand fra Irak-besættelsen og Buhs, Blærs og Fjogs såkaldte krig mod terror, men ikke gå meget længere, heller ikke for eksempel med Ron Ridenours ønske om ubetinget at støtte irakernes væbnede modstand

af Jørgen Manniche, fredsVagt og kulturaktivist, medlem af Enhedslisten
Tak for Ron Ridenours kommentarer om den svage fredsbevægelse i Danmark og Erik Petersens kommentar til paneldebatten om Krig og Fred på Danmarks Sociale Forum.
Det dur ikke, at de store initiativer til en fredsbevægelse styres af partimedlemmer til venstre for SF. De skal være aktive, men i samarbejde med den øvrige fredsbevægelse og kræfter fra SF og midten, ja selv med borgerlige humanister.
Helene fra DKP/ML og Nej til Krig udtrykte det helt rigtigt: Demonstrationerne må tage klart afstand fra Irak-besættelsen og Buhs, Blærs og Fjogs såkaldte krig mod terror, men ikke gå meget længere, heller ikke for eksempel med Ron Ridenours ønske om ubetinget at støtte irakernes væbnede modstand. Det er tilbagetrækningen og et eventuelt løfte om at støtte, ikke styre, selvstændigheden, freden og genopbygningen, der må være vort fælles ærinde.
Personligt mener jeg dog, vi også skal gå i demo med det positive alternativ: Styrk en retfærdig handel med den tredje verden og støt selvbestemmelsen blandt verdens folkeslag.
Mon ikke vi kan få en bred bevægelse omkrig disse krav? Det haster med en virkelig dialog i fredsbevægelsen.
Jeg var glad for Michael Alberts, Lindsay Germans, Niels Hahns og mange andres bidrag på Det Sociale Forum og arrangørernes enorme engagement. Men for mig er et græsrodsforum et stort mødested med politiske og kulturelle inspirationer, oplevelse af fællesskab og udvekslinger, værksteder og særlige spørgsmål til debat og aftaler om handling, noget uundværligt at komme efter.
Der burde være værkstedsdebat efter de tre store fællesmøder, og de andre aktiviteter burde ligge uden for disse samlinger eller koordineres ind. Alt for få kredse deltog, sociale, kulturelle og oplysende, kulturmøder og så videre. Men måske skulle arrangørerne afsætte to til tre timer til boder og korte introduktioner og i samarbejde med bevægelserne stå for tilrettelæggelsen af et antal workshops med aktuelle udfordringer.
Derved kunne det færdige program sikres tidligere og nå rundt til langt flere mails, kredse og offentlige steder. Værterne (i år Christiania og Christianshavns Gymnasium) kunne sikkert involveres langt mere i en spændende og bredere tilrettelæggelse.
Det Sociale Forum bør styrke folkelig medvirken og institutionernes samarbejde: Kommunikationen og handleevnen. Vælte egoismens hærgen og sit eget kejseri.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. okt. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp