Netop Sovjetunionen har i særlig grad farvet vores forestilling om, hvad realpolitisk socialisme er. Derfor er det særlig vigtigt, at vi gør os fri af netop dens fejl.

af Kjeld Stenum, Ejby
Først af alt tak for såvel venlig som mindre venlig kritik af, at jeg har droppet dialektikken (Arbejderen 8. oktober).
Men jeg vil nu ikke vedkende mig betegnelsen reduktionist. Jeg hævder netop, at der er forskel på strengheden i lovmæssigheden ved enkle (tilnærmelsesvis atomare) processer og ved meget komplekse processer som for eksempel samfundsmæssige processer. Determinismen må nødvendigvis aftage voldsomt, jo kompleksere niveau vi befinder os på. Skal ret være ret, passer betegnelsen 'reduktionist' vel bedre på den, der (som Karl Marx) hævder, at der er tale om samme nødvendighed i samfundsmæssige love som i lovene for naturprocesser.
Til Lars U. Thomsen vil jeg sige: Det hjælper ikke at kaste Engels, Ib Nørlund med flere i hovedet af mig, sålænge du undlader at forholde dig til kernen i mit argument: Den temmelig ukontroversielle empiriske kendsgerning, at de allerallerallerfleste af alle materielle processers byggesten, atomerne, har vandret absolut uforandrede gennem alle processer og forandringer på denne planet i de 4,5 milliard år, planeten har eksisteret, er dog et paradoks, ja, et tankekors for den dialektiker, der påstår, at det dybeste i disse processer har været forandring og uforenelige modsigelser. Det dybeste i dem har indtil videre været atomernes ensdannethed og uforanderlighed.
Det betyder ikke, at processerne selv lader sig reducere til noget uforanderligt. Men grunden til, at vi overhovedet kan finde mønstre og undertiden love i dem, og ikke slet og ret kaos, er at fællestrækket for dem alle er ensdannede atomer. Spørg nano-teknologerne, spørg gen-teknologerne, om ikke jeg har ret!

Kommunismens grundlag
Det er helt over målet, når du beskylder mig for at ville grave grunden væk under kommunismen. Kommunistisk ideologi har eksisteret længe før dialektisk materialisme og skal såmænd også nok overleve, at netop dialektikkens tese måske ikke holder. Jeg for min del har ingen problemer med at være kommunist af ren og skær moralske grunde.
Det er muligt, du har et problem med mine holdninger, men det får så være dit problem. Jeg har til gengæld problemer med at stole på dem, hvis motiv til at være kommunister er, at de mener at have indset, at det er historiens bevægelsesretning.
Socialismen er altid mulig og var det også før kapitalismen, men aldrig nødvendig. At socialismen nødvendigvis skulle være netop kapitalismens historiske afløser savner enhver empirisk bekræftelse, ligesom et nøjere studium af historien snarere viser brud på systematik end systematik.
Historiedeterminismen har kun skadet kommunismens sag dybt. Den, der mener at kende historiens love og ser sig selv som historiens redskab, vil også være tilbøjelig til at se det som moralsk retfærdiggjort at sætte disse love igennem med størst mulig effektivitet. Det kan føre til alt fra arrogance til terror, når den oplyste partifunktionær kender de undertryktes virkelige, sande interesser bedre end de undertrykte selv! Det er muligt, man kan vinde magt på den måde, men ikke bæredygtig socialisme, langt mindre kommunisme.

Eksemplet Trotsky
Et vigtigt historisk eksempel: Leo Trotsky var en af dem, der mest udpræget har set sig selv som den nødvendige historiske udviklings redskab. Han så enhver politisk handling fra verdensrevolutionens synsvinkel. Følgelig mente han og hans fløj i det russiske kommunistparti allerede i begyndelsen af tyverne, at det var en rigtig ting at udvikle socialismens rygrad, storindustrien, gennem socialistisk udbytning af bønderne.
Naturligvis er det ikke moralsk forsvarligt at udbytte bønder, heller ikke selv om man er socialistisk storindustri. Men Trotsky mente, det var, socialismens udvikling var jo også bondemassernes egentlige interesser. Han og hans fløj led nederlag. De fleste bolsjevikker forsvarede i begyndelsen af tyverne det moralsk holdbare standpunkt, at storindustrien måtte udvikles på grundlag af en udvikling af bøndernes evne til at efterspørge industriprodukter.
Ikke desto mindre var det netop Trotsky-fløjens ide om at industrialisere ved at udbytte bønderne, som et kongresflertal sidst i tyverne tog op, da det vedtog Stalins femårsplaner. Dette førte til voldsom konflikt med bønderne og i begyndelsen af trediverne til hungersnød. Det er få, der i dag forsøger at benægte, at antallet af ofre for katastrofen skal tælles i millioner.
Kommunisterne så ikke bøndernes modstand som en konsekvens af, at man handlede moralsk ukorrekt overfor dem. Men som resultat af, at de var tilbagestående og bare interesserede sig for kapitalistisk småproduktion. Derfor skulle de værste af dem forfølges, man kaldte dem kulakker.
I dag kan man ikke engang forsvare det med, at det var et nødvendigt offer på historiens uafvendelige vej mod kommunismen. For kommunismen kom jo aldrig til Sovjetunionen.
Netop Sovjetunionen har i særlig grad farvet vores forestilling om, hvad realpolitisk socialisme er. Derfor er det særlig vigtigt, at vi gør os fri af netop dens fejl.