Ideen om den sociale kontrakt mellem arbejdsgiver og arbejder, klassesamarbejdets vej, er simpelthen stendød.

af Karen Sunds, økonom og medlem af DKP/ML's landsledelse
'Der er ingen grund til at være så skeptisk overfor globaliseringen. Rygterne om udflagningens omfang er stærkt overdrevet, og globaliseringen vil samlet set blive en stor fordel for det danske samfund.'
Sådan cirka lyder omkvædet, næsten uanset om man vender sig til Christiansborg, Dansk Industri eller fagbevægelsens top. Beroligende.
Men den udvikling, der er i fuld gang lige nu på verdensplan er alt andet end beroligende.
For blot at nævne et par eksempler: I USA, hvor udflagningsbølgen er startet tidligere end i Europa, blev der i 2000 udflaget omkring 50.000 job til Indien. I år, fire år efter, er tallet steget til 400.000 job. Og det er vel at mærke kun til Indien.
Men udviklingen er også dramatisk i Europa. Tag blot den europæiske bilindustri: Her er mere end 10.000 arbejdere truet af fyring. Kravet fra bilmonopoler som GM og VW er en sænkning af lønnen med 30 procent her og nu, ellers flyttes produktionen til Asien.
Selvom Danmark af forskellige årsager ikke er så hårdt ramt af udflagningen lige nu som Tyskland og Frankrig, ville det være naivt at tro, at vi ikke bliver ramt af denne markante strukturelle ændring, som sker i den kapitalistiske økonomi.
For det er stærke kræfter, der driver den nye globale arbejdsdeling. Det er nemlig selve grundloven i den kapitalistiske økonomi: Jagten på maksimal profit. De transnationale monopoler placerer produktionen der, hvor afkastet bliver størst. Simpelthen.

Vindere og tabere
'Danmark vil vinde på globaliseringen', hører vi. Men spørgsmålet er: Hvem i Danmark vil vinde, og hvem vil tabe?
Globaliseringens fordele og ulemper er uhyre ulige fordelt. Dette illustreres klart af det regneeksempel, som regeringens tænketank har konstrueret: Ifølge det skulle vi angiveligt tjene 1,15 kroner, hver gang vi udflager for en krone. Men dykker man ned i tallene viser det sig, at den eneste sikre gevinst på globaliseringen er den forøgede profit i aktionærernes lommer.
Den dramatiske udvikling i globaliseringen ændrer dermed også det politiske billede. Ideen om den sociale kontrakt mellem arbejdsgiver og arbejder, den korporative ide, som har stået stærkt i Europa, frem for alt i Tyskland, men også i Danmark, står for fald. Den har simpelthen ikke længere noget underlag.
Innovationsrådet formulerede det åbenhjertigt i deres rapport 'Det globale Danmark - en nyvurdering af fremtidens konkurrencevilkår', der kom i maj: 'Der er i forvejen en stigende bevidsthed i befolkningen om, at den gamle sociale kontrakt mellem erhvervslivet og samfundet er brudt - når de nationale erhvervslokomotiver kan vokse og tjene milliarder uden at det skaber nævneværdigt med arbejdspladser i hjemlandet, så er der ikke længere det samme skæbnefællesskab. Hvad der er godt for Siemens er ikke længere så godt for Tyskland, som det engang var.'

Skærpet klassekamp
På den politiske dagsorden er derimod en markant skærpelse af klassekampen. Signalet blev givet af Siemens, da de gennemtvang længere arbejdstid og direkte lønnedgang i den tyske metalindustri i sommer. Siemens har et overskud på seks milliarder kroner, alene i første kvartal af 2004, så det er ikke røde tal på bundlinien, der får koncernen til at erklære sine arbejdere krig.
Bolden blev straks spillet videre af andre. Således er det netop lykkedes computer-koncernen Fujitsu-Siemens at indgå en historisk aftale med fagforeningerne på de tyske produktionsanlæg: Aftalen betyder, at arbejderne i princippet aldrig ved, hvor længe de skal arbejde, når de møder om morgenen. Måske bliver de sendt hjem til middag, hvis der ikke er ordrer nok. Måske skal de arbejde over. Dertil kommer, at der er åbnet for, at koncernen kan bruge løse vikarer som arbejdskraft, næsten uden restriktioner.
Aftalen kom i stand, fordi Fujitsu-Siemens havde truet med, at produktionen ellers ville blive flyttet til Asien.
Her er ingen nostalgisk dvælen ved gammelt tankegods om social kontrakt og klassesamarbejde. Den nye magtposition bliver nådesløs omsat til effektiv klassekamp.

Opbakning fra EU
Og de europæiske monopoler bliver uden tøven bakket op af EU.
Således skal EU-lederne på deres topmøde den 5. november diskutere den kontroversielle Wim Kok2-rapport, der lægger nye linier for EU's såkaldte Lissabonstrategi. Her fejer EU-Kommissionen enhver snak om at prioritere beskæftigelsen og den sociale samhørighed til side, og slår fast, at der fremover kun vil være et succeskriterium: Virksomhedernes konkurrenceevne. Og for at få presset lønnen ned, må der rettes tages et opgør med de sociale sikkerhedsordninger.
'EU har brug for at bevæge sig mere i retning af den amerikanske socialmodel, hvis vi skal nå vores økonomiske mål og komme på højde med USA, hvad angår konkurrenceevne', lyder det fra Laurens Jan Brinkhorst, der er formand for EU´s konkurrenceministre.
I lyset af denne offensiv fra de europæiske monopoler på alle planer, er dét at prædike klassesamarbejde det samme som at diktere et nederlag. Den socialdemokratiske 'tredje vej' er simpelthen stendød i dag, fejet væk af historiens skrappe lud.
Tilbage står opgaven at udvikle modstanden mod kapitalens offensiv. Det er ikke nogen let opgave, men der går ingen vej tilbage. Denne kamp må også have et revolutionært perspektiv, for målet er et opgør med selve imperialismens grundlæggende struktur. Det vil være det eneste, der kan stoppe monopolernes tyranni og den stadig mere åbenlyse modsætning mellem de fås profitjagt og den almindelige arbejdende befolknings behov.