07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dialektik og opdelelighed

Dialektik og opdelelighed

Fredag, 22. oktober, 2004, 00:00:00

Jeg fastholder forventningen om, at alting er opdeleligt niveau for niveau nedad uden nogen ende

af Terkild Marker, København
Lad mig stilfærdigt sige, at jeg mener, at såvel Carlo H. Hansen med sin notits på side 9 i Arbejderen den 16. oktober som Kjeld Stenum med sin halve side på side 9 i Arbejderen den 30. september har uret.
De har efter min mening begge uret på et nøglepunkt. De hævder direkte eller indirekte at dialektik kræver, at der ikke findes noget uforanderligt. Vi forventer at finde bevægelser og forandring. For at noget kan ændre sig, må det nødvendigvis være sammensat. Og jo, jeg forventer virkelig også, at kvarkerne og leptonerne vil vise sig at være sammensatte på én eller anden måde. Og jeg er ikke overbevist om, at alle elektroner er ens.
Hvis man spørger mig om hvad jeg tror, så må jeg svare, at indtil jeg ser nogle mere holdbare argumenter, så vil jeg fastholde forventningen om, at alting er opdeleligt niveau for niveau nedad uden nogen ende. Men det er ikke noget jeg kan sige, at jeg ved. Men jeg ved heller ikke det modsatte. For jeg tror ikke nødvendigvis på den enkelte fysiker.
For samfundsforskeren, geologen og biologen er dialektikken ikke i samme grad et problem. For den eventuelle uforanderlighed ligger uden for deres horisont.
Jeg vil pege på to geologer: Darwin og Wegener. Den unge Darwin skrev en lille bog om atoller - de der bizarre ringformede øer, der lige akkurat når op over havets overflade. Han forklarede deres opståen historisk. Det vil jeg kalde dialektik.
Jeg er overbevist om, at også Wegener og hans teori om kontinenternes vandringer er et eksempel på anvendelse af dialektik. Og jeg er sikker på, at selv hvis Kjeld Stenums fysikere skulle vise sig at have ret, så vil der være situationer, hvor dialektik kan være et godt og brugbart redskab, hvis det bliver brugt ordenligt.
Det kunne være interessant at udarbejde en nøgtern beskrivelse af den dialektiske materialisme, som almindelige mennesker ville kunne forstå. Hvad jeg gennem årene har læst om emnet har ikke været tilfredsstillende som den første indgang til et svært emne.
Noget har været godt og interessant. Men jeg tror ikke, at tekniske gennemgange af hvor man kan finde spor af dialektik i første bind af kapitalen er det rette at udsætte novicen for. Er der virkelig ingen, der kunne tænke sig at være med til at gøre en indsats på dette felt?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. okt. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp