Hvis man arbejder i byggebranchen, ved man, at det med om man har arbejde eller ej, det har ikke noget med ens personlige fortrin eller mangler at gøre. Det har at gøre med konjunkturer. Byggebranchen er umådelig konjunkturfølsom

af Kjeld Stenum
Er der drøn på økonomien, bliver kapitalisterne optimistiske og vil udvide, og så kommer der dobbelt drøn på byggebranchen. Og går det lidt trægt, er udbygningsplaner noget af det første, der bliver ofret. Man vil lige vente og se tiden lidt an. Derfor rammer også økonomiske nedgange dobbelt hårdt i byggeriet.
Tæt på hvor jeg bor ligger tre millioner kubikmeter overskudsjord fra tressernes byggeboom i København. Det er Danmarks største kunstige høj, cirka 90 meter, og derfra har jeg udsigt over hele Storkøbenhavn. Jeg kommer der tit, og hver gang jeg kommer der, spejder jeg efter byggekraner, jeg kan ikke lade være.
Går det godt, skyder de op overalt. I lavkonjunkturer er de så sjældne som de gode spisesvampe i et tørt efterår. Sådan holder jeg øje med konjunkturerne!
I Kinas største by Shanghai stod allerede for ti år siden over halvdelen af verdens højhus-kraner. Og den voldsomme økonomiske vækst, som dette viser, har holdt sig. I dag siges omkring hver fjerde store byggekran i verden at stå i Shanghai. Hvilket ikke skyldes, at væksten er ved at flytte væk fra Kina, men at en god portion af den næste fjerdedel af kranerne står i Beijing.
I Shanghai påbegyndes der en skyskraber i World Trade Center-klassen hver 36. time.
Det siger noget om Kinas betydning for verdens økonomiske udvikling i øjeblikket. Det må jo være et eventyr at være bygningsarbejder i en af Kinas storbyer. De sagnomspundne gyldne tressere her i Danmark har i det perspektiv været som en myretue i forhold til Himalaya-bjergene.
Der er også andre end bygningsarbejderne, der tjener penge i Kina i disse år, blandt andet international kapital, som indgår tidsbegrænsede kontrakter med den kinesiske stat. Men der er også mange, der ikke gør, snarere tværtimod.
Der er store områder, hvor man stadig lever som fattige bønder og ikke har anden funktion i samfundsøkonomien end at producere arbejdssøgende, som kan holde lønudviklingen i ave. Hvad man først og fremmest skal forstå om Kina, fortalte en gammel fan af landet mig for nogen år siden, er, at det er stort - umådelig stort.
Og der bor mange mennesker - umådelig mange. De har det hele på én gang, og der er enorme forskelle fra den ene ende af landet til den anden. Og mens nogle bliver styrtende rige i Shanghai, mærker man andre af kapitalismens velsignelser for eksempel i de nordlige områder op mod Mongoliet, hvor der, efter hvad man kan dømme, er stor arbejdsløshed.
Kinas økonomiske mirakel har ubestrideligt siden firsernes begyndelse løftet overordentlig mange ud af den helt ekstreme fattigdom, hvor man har under en dollar om dagen at leve for, men cirka 17 procent af befolkningen skønnes fortsat at falde under denne kategori.
Det er ikke kun kinesere, der bliver rigere af det kinesiske mirakel. Det siges, at Kinas rivende udvikling er en væsentlig del af årsagen til de høje oliepriser på grund af den øgede efterspørgsel på energi. Og de høje oliepriser er med til at skabe grundlaget for økonomisk tilbageslag mange andre steder, først og fremmest i lande, som er stærkt afhængige af energiimport, for eksempel USA.
Det betyder ikke, at den kinesiske udvikling er med til at skabe fattigdom andre steder. Det er jo ikke de kinesiske kapitalister, der bliver rige af de høje energipriser, det er olieselskaberne. Det er dem, der skaber fattigdom.
Og det er ikke lande som USA, der bliver fattige. Hvis en økonomi som den amerikanske trues af øget rivalisering om energiforsyningerne, så har USA jo rigeligt med militært potentiel til at sikre sine interesser med andre midler end pengene. Og det er også, hvad vi ser dem gøre.
Så det kinesiske mirakels virkning på verdensøkonomien bliver i kort formel: Shanghais bygningsarbejdere får råd til en ekstra bajer om lørdagen, ganske få af kineserne og et stort antal udenlandske selskaber bliver rige i Kina, oliemonopolerne bliver meget rige af den øgede efterspørgsel, og amerikanerne besætter vigtige olieproducerende lande andre steder i verden.
De 1,2 milliard mennesker i verden, som har mindre end en dollar om dagen at leve for, de får næppe andet ud af det kinesiske mirakel, end at rigere landes interesse i at investere i deres områder bliver endnu mindre, fordi man frygter et generelt tilbageslag i økonomien på grund af de forhøjede energipriser.
Af disse fattige befinder størstedelen målt i antal sig i Sydøstasien (måler man i procent af befolkningen, ligger det sydlige Afrika højere). De fleste af disse fattige lever fortsat i landsbyer, hvor man er helt eller delvist afhængige af landbrug og fiskeri.
I Kina findes også stadig mange, mange fattige landsbyer, som det ikke er attraktivt at investere i. Det, rygtet om et Klondyke i storbyer indenfor rimelig nærhed sætter i gang i sådanne områder, er, at mændene rømmer hjemmefra for at komme ind til byerne og tjene penge.
Så står kvinderne alene tilbage med ungerne og det hårde arbejde. Og mændene - få af dem får måske virkelig heldet med sig, de fleste af dem bidrager blot til at skabe en løntrykkerhær af arbejdsløse.
Selv Kinas store økonomiske mirakelby Shanghai huser fortsat stor fattigdom, og af byens totale befolkning på omkring 15 millioner mennesker lever hele to millioner som, hvad der kaldes løsarbejdere. Med sådan en løntrykkerhær gnider Shanghais entreprenører sig i hænderne. Og Shanghais bygningsarbejdere får aldrig råd til mere end denne ene ekstra lørdagsbajer.