Dialektikken og materialismen er uadskillelige i den marxistisk-leninistiske lære. Den dialektiske metode udgør denne videnskabs mest revolutionære element, uden hvilket den ville miste sin kraft
af Sven Tarp, DKP/ML
Kjeld Stenum går i to indlæg i Arbejderen (30.9 og 20.10) til angreb på marxismen-leninismens filosofiske og metodemæssige grundlag. Han erklærer det som sin målsætning at skabe 'en moderne, virkelig konsekvent materialisme', der er frigjort fra dialektikken.
Dialektikken og materialismen er uadskillelige i den marxistisk-leninistiske lære. Den dialektiske metode udgør denne videnskabs mest revolutionære element, uden hvilket den ville miste sin kraft. Uanset hvad Stenum personligt måtte mene, er hans kritik derfor objektivt set reaktionær og må tilbagevises.
Atomer og andre elementarpartikler
Kjeld Stenum begrunder sin kapitulation i den 'temmelig ukontroversielle empiriske kendsgerning', at atomer og elementarpartikler 'glimrer ved egenskaber som uforanderlighed og bestandighed'. De skulle derfor modbevise dialektikkens bevægelseslove.
Ud over at være reduktionistisk er dette mildest talt noget sludder.
For det første har den moderne fysik netop bedyret, at atomer og elementarpartikler har en historie, dvs. en begyndelse og slutning, hvor de er underlagt forandringens love. At de er forholdsvis stabile under lange historiske forløb ændrer intet ved denne kendsgerning.
For det andet er det, at de er forholdsvis stabile, samtidig udtryk for, at materien struktureres efter bestemte lovmæssigheder.
For det tredje er deres 'uforanderlighed og bestandighed' relativ. Det er således en kendsgerning, at de største atomer til stadighed nedbrydes til mindre atomer (fission), og at små atomer under bestemte betingelser smelter sammen til større atomer (fusion). Og samtidig kan alle atomer slås i stykker af udefra kommende partikler.
For det fjerde kan alle atomkerner betragtes som en enhed og kamp mellem modsætninger (dialektikkens første lov), ligesom den kendsgerning, at antallet af protoner bestemmer et atoms egenskaber, bekræfter loven om kvantitetens omslag i kvalitet.
For det femte er ingen af de kendte elementarpartikler stillestående, men i evig bevægelse efter bestemte love.
Og for det sjette er selve begrebet elementarpartikel relativt. Alene i min levetid er kendskabet til materiens mindste dele blevet kraftigt udvidet. Da jeg gik i skole, kendte man protoner, elektroner, neutroner og enkelte andre partikler. Senere blev det til flere hundrede elementarpartikler. Og i dag er antallet skåret ned til kun fire bittesmå partikler, som angiveligt skulle være universets mindste byggedele.
Man må kalde mig Mads, hvis videnskaben ikke allerede i morgen når frem til ny erkendelse på dette område. Alt dette er i overensstemmelse med den dialektiske erkendelsesteori.
Materiens og tænkningens love
Kjeld Stenum skriver:
'Marx, Engels og Lenin overtog dialektikken [efter Hegel], men mente, den angav lovene for materiens bevægelse, ikke blot tænkningens. Det var at forankre materiens love i noget rent spekulativt. Men de vidste ikke bedre og kunne ikke vide bedre.'
Dette er én stor misforståelse.
Det er rigtigt, at dialektikkens love hos Hegel i første omgang tager form af love for tænkningen og erkendelsen. Men Hegel var objektiv idealist og anerkendte den materielle verden, samtidig med at han besad en enorm encyklopædisk viden om såvel naturen som historien.
De love, der hos Hegel tager form af tænke- og erkendelseslove, er derfor på ingen måde 'rent spekulative', men er i sidste ende et resultat af iagttagelsen af de love, der gælder for materien.
Og desuden har Marx, Engels og Lenin ikke bare 'overtaget' Hegels dialektik. De har tværtimod stillet denne dialektik 'på benene' under en meget kompliceret proces, hvorunder de rensede den for idealistiske levn.
Determinisme
Kjeld Stenum maner også til kamp mod determinismen, dvs. den årsagsbestemte vekselvirkning og sammenhæng mellem ting, processer og fænomener på grundlag af objektive love. Den 30.9 skriver han:
'For at vi skal kunne tale om at erkende love i streng forstand, må vi have at gøre med så simple processer, at såvel ydre betingelser som processens egne materier i det mindste principielt lader sig reproducere. Altså stort set kun fysiske og kemiske processer... Allerede inden for biologien har vi at gøre med så sammensatte kemiske processer og så stort et antal udfaldsrum, at det ikke giver mening at tale om lovmæssighed i streng forstand.'
Og den 20.10 fortsætter han i samme spor:
'Der er forskel på strengheden i lovmæssigheden ved enkelte (tilnærmelsesvis atomare) processer og ved komplekse processer som for eksempel samfundsmæssige processer. Determinismen må nødvendigvis aftage voldsomt, jo kompleksere niveau vi befinder os på.'
Det virker her, som om Kjeld Stenums kendskab til begreberne lovmæssighed og determinisme er hentet fra den mekaniske og ikke den dialektiske materialisme.
Den dialektiske materialisme har aldrig indskrænket begrebet lovmæssighed til udelukkende at gælde processer, der gentager sig på identisk vis. Og den har heller aldrig påstået, at determinisme alene gælder for processer og fænomener, der kan forklares med hundrede procents nøjagtighed.
Den dialektiske determinisme adskiller sig tværtimod fra den mekaniske ved at relatere tingenes, processernes og fænomenernes vekselvirkning og sammenhæng til kategorierne nødvendighed og tilfældighed samt mulighed og virkelighed.
På dette grundlag kan man - som allerede Engels antydede - forklare og forudsige komplekse biologiske og samfundsmæssige processer på grundlag af statistiske muligheder og sandsynlighed. Det vil sige på grundlag af en mere kompleks form for determinisme - en slags sandsynligheds-determinisme, der stiller store krav til forskeren og den interesserede.
I den forstand kan man sige, at det dialektiske begreb determinisme udvikler sig og beriges i takt med videnskabens og erkendelsens udvikling. Determinismen 'aftager' ikke, men får nye bestemmelser.
Historisk materialisme
I forbindelse med kritikken af den dialektiske determinisme har Kjeld Stenum også set sig ond på grundlæggende principper i den historiske materialisme. Den 20.10 skriver han således:
'Socialismen er altid mulig og var det også før kapitalismen, men aldrig nødvendig. At socialismen nødvendigvis skulle være netop kapitalismens historiske afløser, savner enhver empirisk bekræftelse, ligesom et nøjere studium af historien snarere viser brud på systematik end systematik. Historie-determinismen har skadet kommunismens sag dybt.'
For den, der kender den historiske materialisme, er det indlysende, at Kjeld Stenum her totalt sammenblander de dialektiske kategorier historisk og logisk.
I det konkrete historiske forløb, som det har fundet sted og finder sted for øjnene af os, findes der ingen rene produktionsmåder, ligesom ingen produktionsmåde automatisk efterfølges af en anden efter et eller andet forudbestemt skema. Tværtimod er hovedreglen, at den konkrete historie forløber i zigzag og spring, både frem og tilbage, og undertiden hopper bestemte etaper over.
Marxismen har aldrig påstået andet. Derimod har den på et abstrakt-logisk plan opstillet en model for denne udvikling, der skal hjælpe til at forstå de konkrete processer. Det er på dette abstraktionsniveau, at teorien om samfundets udvikling gennem en række på hinanden følgende produktionsmåder er opstået.
Man må medgive Kjeld Stenum, at en række socialistiske teoretikere har forvekslet det abstrakt-historiske med det konkret-historiske plan. Men dermed bliver misforståelsen ikke mindre.
Socialismens nødvendighed
Man kan også følge Kjeld Stenum, når han vender sig imod folk, der hævder, at socialismen er nødvendig i den forstand, at den uundgåeligt vil blive til virkelighed.
Socialismen er en nødvendighed, fordi den er determineret af objektive love i vore dages kapitalisme. Men da vi har med komplekse systemer at gøre, er den alene en mulighed, hvis virkeliggørelse afhænger af et samspil mellem objektive og subjektive faktorer.
Den historiske determinisme må ikke forveksles med teleologien, hvor historien udfolder sig efter en forudbestemt plan. Faktorer og begivenheder, som de revolutionære kræfter ikke behersker, kan give historien en ganske anden retning end den 'determinerede'.
Det er derfor, at den internationale kommunistiske bevægelse i dag med så stor alvor diskuterer Rosa Luxemburgs gamle tese om socialisme eller barbari i dens moderne udformning: civilisation eller undergang.
Moral
Derimod har Kjeld Stenum uret, når han hævder, at 'socialismen er altid mulig'. Derved bryder han ikke alene med dialektikken, men også med materialismen, idet overgangen til socialismen forudsætter en række objektive og materielle betingelser, som indtil videre kun er frembragt i kapitalismens skød.
Kjeld Stenum erklærer sig som 'kommunist af ren og skær moralske grunde'. Det er selvsagt ganske prisværdigt. Men han skylder os at fortælle, hvor hans moral i så fald kommer fra.
Hvis man opgiver den dialektiske vekselvirkning mellem det materielle og det ideelle, mellem det objektive og det subjektive, er det meget svært at se, hvordan denne moral kan være opstået, og hvordan den overhovedet kan gavne noget som helst.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278