Det er vigtigt at få frem, hvordan ´krigen mod terror´ bruges til at legitimere stormagternes overgreb
af Arne Langhelle, aktivist i ATTAC Sydvestjylland
Dette er en kommentar til opslaget 'Fredskonference: Hvad skaber terrorisme?' her i Arbejderen den 16. oktober.
'Når de mægtige taler om fred, da skal du forberede dig på krig.' Jeg tror det var Bertolt Brecht der sagde det - en gang mellem den første og anden verdenskrig. I dag burde man måske heller sige: 'Når de mægtige maner til kamp mod terror - da skal du forberede dig på mere terror.'
For hvad er så terror? For dem der tror på menneskets ligeværd er svaret enkelt: Terror er ethvert voldeligt angreb på uskyldige civile i den hensigt at opnå et politisk mål.
Derfor er det selvfølgelig statsterrorisme når imperialistiske stormagter som USA, Israel eller Rusland bruger massiv bombning af civile som gengældelse for militære angreb mod dem selv. Efter at fire ansatte ved såkaldte 'private sikkerhedsbureauer' (i gamle dage kaldte man det for lejeknægte) blev dræbt i Falluja i foråret, bombede eksempelvis amerikanerne byen som hævn. Rundt regnet 600 blev dræbt - de fleste civile. Nu er de i gang igen.
Vores regering fører ingen kamp mod den terror der bliver udført af Sharon, Bush eller Blair. Tværtimod - de støtter den. Derfor er den danske regering selv en del af 'terrorens infrastruktur'. Derfor skal de danske soldater selvfølgelig hjem nu.
Hvad gør en imperialistisk stormagt der ønsker frit lejde til at 'varetage sine nationale interesser' på trods af internationale lover og regler? Hvad gør en regering der gerne vil censurere besværlig opposition? Man skaber en fjende. Så viser man vilje til 'at gøre det der er nødvendigt i denne helt specielle situation'. For at undgå at 'denne helt specielle situation' alt for hurtigt tager slut, starter man en krig man ikke kan vinde. 11. september var på den måde en gave til Bush. Bush sagde tak og fik 'krigen mod terror'.
Vi i ATTAC Sydvestjylland synes det er vigtigt at få frem hvordan 'krigen mod terror' bruges til at legitimere stormagternes overgreb. Blandt andet derfor deltager vi gerne på fredskonferencen på 'Tobakken' i Esbjerg den 24. oktober.
ATTAC Sydvestjylland var medarrangør af søndagens fredskonference i Esbjerg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278