Vi taler om dialektikken - og dialektiske problemstilling møder vi overalt. Rører blot helst ikke for meget ved dem!

af Raymond Swing, medlem af DKP
Det var Storm P., som engang sagde de bevingede ord: Alle taler vejret, men ingen gør noget ved det!
Det er - desværre - lidt det samme med dialektikken, som nu har giver anledning til meget læserbrevsskriveri og endda til to hele kronikker af Sven Tarp. Alle kommunister taler om den - men ingen går virkelig ind på de problemer, den rejser. For så bliver det hele straks noget sværere!
Det drejer sig ikke kun om Marx' forhold til Hegel. Det drejer sig også om - i den historiske materialismes ånd - at bestemme Marx' egen genialitet. Dermed mener jeg ikke bare bedyre den, måske citere lidt hist og her fra Manifestet og andre gode steder, men også bestemme hans historisk betingede begrænsninger. Hvor standser Marx selv -? Jeg har somme tider talt om Med Marx at gå ud over Marx, kort sagt virkelig lade sig inspirere af ham.
Jeg skrev engang en debatterende artikel netop om at lade sig inspirere af Marx. Den og en udpræget debatterende artikel om de berømte 15 sætninger fra forordet til Kritikken af den politiske økonomi kan interesserede læse på min hjemmeside: http://home20.inet.tele.dk/swing.
Sven refererer udmærket Hegels idealistiske historiesyn, men hvori består så Marx' afgørende forskel herfra? Marxisterne ser ikke historiens mål i Frederik II's Tyskland, men i selve kommunismen. Denne er det historisk set nødvendige, naturgivne mål for hele samfundsudviklingen efter at have været hele møllen igennem med ursamfund, slaveri og så videre.
Og vel at mærke: Netop på dette 'løfte' bygger jo al vor fortrøstning i tidernes ugunst. Vore ideologer siger det jo, så det må jo passe. Jeg bragte selv spørgsmålet på bane i sin tid i Svens og min lange og (synes jeg selv) spændende debat her i bladet. Men du svarede nu ikke på det.

Det subjektive og det objektive
Den hegelske tankegang bygger på 'ideen' som bestemmende for udviklingen, dens virkeliggørelse i materien, en virkelig 'idealistisk' ide - hvis vi altså skal bruge et sådant ideologipolitisk udtryk, som jo brugt af os mere lyder som et skældsord end som virkelig lyst til saglig debat.
En tilsvarende opfattelse i biologien finder vi hos Lamark. Og pas på: Godt nok udtrykker både Marx og Engels deres store beundring for Darwin - men læs de relevante steder af Naturens Dialektik! Der vil du finde renlivet lamarkisme! Det lå dybt forankret i denne posthegelske tid at tænke sådan, også for Marx og Engels. Det kræver ingen undskyldning, ingen skamfølelse - men en materialistisk historieopfattelse vil vise tankegangens begrænsning.
Alt dette er udtryk for det store problem om forholdet mellem ide og materie, mellem subjektivt og objektivt - det store kærnespørgsmål i al dialektik. Jeg kan ikke præcist identificere det anførte citat om revolutionens naturvidenskabelige forudsigelighed og jeg tror ikke rigtig på det. Men hvad selve Marx' værditeori angår, så er den udtrykkeligt udarbejdet som en økonomisk naturlov i stil med fysikkens.
Hovsa, er samfundets udvikling altså naturgivet, som var den bestemt af tyngdeloven? Både ja og nej. Vi er igen ved forholdet mellem det subjektive og det objektive.
Men det subjektive taler Marx ikke meget om. Nærmest undgår det! (Han vil jo lige så lidt som vi andre beskyldes for at være idealist.) Men hvad så? Alligevel spiller det subjektive i dag en stadig større rolle i hele økonomien. Moderne arbejdsorganisering. Hele reklameindustrien lefler for subjektivitet for at få folk til at købe varerne. Materiel samfundsmæssig nytte er snart ligegyldig og så videre.
Og hele problematikken om, hvordan man skal forholde sig til problemet om profitratens tendentielle fald, en teori som Marx (Kapitalen Bd. III) godt nok aldrig fik udarbejdet endeligt, er i sidste ende et spørgsmål om modstridende subjektiviteter, kapitalisternes kontra arbejdernes, men vel at mærke på de materielle betingelser som væksten af kapitalens såkaldte 'organiske sammensætning' giver.
Et oplagt emne for arbejderbevægelsen at diskutere dialektisk, for denne har jo vitterligt nu store problemer i hele Europa. Hvorvidt er disse problemer objektivt betingede? - Nej, det indtryk fik man bestemt ikke af den store KPD-inspirerede artikel om de tyske problemer i Arbejderen for nogen tid siden. - Jo, for selv problemer, som væsentligt udtrykkes på det subjektive plan er netop betinget af deres objektive forudsætninger (vi er da vel ikke idealister?)

Tavshed om problemer
Kort sagt, hvad er de objektive (næsten ikke sige globale) forudsætninger for arbejderbevægelsens enorme subjektive problemer, ja rent ud sagt rådvildhed, i dag? Ingen svar!
Og sådan kunne jeg blive ved. Vi taler om dialektikken - og dialektiske problemstilling møder vi overalt. Rører blot helst ikke for meget ved dem! Opremsning af klassiske modsætningsformer har i sig selv ikke meget med dialektik at gøre. Jeg selv kunne remse lige så mange - og for kommunister langt væsentligere - modsætningspar op.
Gu' er det svært! Så jeg slutter hellere her.
Dette er faktisk min største og helt almene bekymring som kommunist: Hvis det ser ud til, at der et sted ligger et reelt og vanskeligt problem, så hellere tie stille med det - for så er der måske ingen, der opdager det. Og de der alligevel gør det, kan altid nedgøres. Hele arsenalet af skældsord og måder at gøre folk suspekte på kender jeg så udmærket fra DKP i gamle dage. Men resultatet er det samme: Rådvildhed, ordkløveri, frygt for at se dagens virkelighed i øjnene.