Jeg blev fyret efter få dage, fordi jeg sagde nej til at køre betonbrokkerne væk i en bobcats skovl tværs over kystbanesporet, hvor der kom tog hvert tyvende minut. Det var noget hasarderet lort at rydde brokkerne væk på den måde, og det er jeg sikker på, arbejdstilsynet ville have givet mig ret i

af Kjeld Stenum
Hvad arbejdsgivere angår, så synes jeg afgjort bedst om regulært dumme svin. Den slags, der sukrer én ind i medarbejderomsorg, ansvarsuddelegering, korpsånd, personlige tillæg og andet ufordøjeligt klister, de er absolut ikke min kop te.
Arbejdsgiveren har magten og bruger den i egen interesse, og forsøger han at bilde mig og muligvis også sig selv noget andet ind, så tør og kan jeg ikke stole på ham. I denne skærveknuser skal jeg berette om et regulært dumt svin, som jeg har arbejdet temmelig meget for.
Det er snart mange år siden, jeg første gang arbejdede for ham. Det varede få måneder. Den sidste entreprise, jeg var på, var på Hellerup Station, hvor vi skulle renovere fodgænger-tunnelen under sporene. Det var noget med trykluftværktøj og nedbrydning.
Jeg blev fyret efter få dage, fordi jeg sagde nej til at køre betonbrokkerne væk i en bobcats skovl tværs over kystbanesporet, hvor der kom tog hvert tyvende minut. Det var noget hasarderet lort at rydde brokkerne væk på den måde, og det er jeg sikker på, arbejdstilsynet ville have givet mig ret i.
Men jeg fik ikke tilkaldt noget arbejdstilsyn, jeg røg ud. Nej, selvfølgelig var det ikke derfor, jeg røg ud, på papiret stod der arbejdsmangel, men jeg var godt klar over, hvad det handlede om. Og siden hørte jeg, at en anden efterfølgende var hoppet ombord i den bobcat.
Nå, få måneder senere, da jeg var inde for at hæve mine feriepenge, blev jeg jo taget ind igen. De spurgte mig, om jeg havde noget at lave, det havde jeg ikke, og så fik jeg tilbuddet om at komme til at arbejde for ham igen. Det kan godt være, nogen undrer sig over, at jeg sagde ja.
Men altså, den slags fyringsnumre er mere eller mindre dagligdag i branchen, og der ligger egentlig ikke noget personligt i det, det er bare en slags markering af magtforholdene.
Og jeg tog det såmænd heller ikke specielt personligt, jeg vidste godt, at jeg kunne løbe ind i en tilsvarende situation igen, og så måtte det jo gå på samme måde én gang til, i hvert fald hvis jeg ikke kom til at arbejde sammen med mere solidariske makkere. Men det var det jo på den anden side også muligt, jeg gjorde.
Derefter arbejdede jeg for ham i en del år. Firmaet blev opkøbt af en stor udenlandsk koncern, og fra at spille førsteviolin blev han degraderet til én af en hel del entrepriseledere.
Samtidig voksede vores arbejdsopgaver, fra relativt små entrepriser med renovering af motorvejstunneler og lignende fik vi årelange entrepriser på hundredvis af millioner af kroner med Øresundsforbindelse, kraftværksudbygning og lignende.
Man kunne måske forvente, at når han skulle have med hundredvis af mennesker at gøre, så blev det også mere sødsuppe end chili, men sådan var det ikke. En morgen med slud og møgvejr var vi godt nok gået ud for at vise vores gode vilje, men vi kom ikke længere end til værktøjscontaineren, der var dejlig lun og tør.
Da vi havde opholdt os der i en halv times tid, kom han forbi og spurgte, om vi havde problemer med vejret. Ja, det var jo noget lort at kravle rundt på de høje forskallinger i det møgvejr, forklarede vi, og halvfarligt også. Nå, men hvis vi havde problemer med vejret, så skulle vi slet ikke være der, sagde han, og så drejede han rundt og fortsatte ud i regntykningen, ned til næste sjak.
Hans holdning til regnvejr var legendarisk. Hvis folk ikke var til at drive ud i et regulært mudderhul i regulære skybrud, kunne han hitte på at storme hen og flå luftværktøj eller hvad det nu handlede om ud af værktøjscontaineren, selv hoppe ned i mudderhullet og give sig til at knokle som afsindig, mens vandet drev fra hans gennemblødte tøj og sprøjtede op af hans overfyldte gummistøvler.
Selvfølgelig mente vi alle sammen, han var fuldstændig sindssyg omkring det der, men på et eller andet plan tog vi vist også lidt hatten af for det. Han bød ikke os noget, han ikke ville byde sig selv. Og det var vel også lidt derfor, vi kunne holde ud at arbejde for ham.
Ja, og så fordi - det kan godt være, det lyder mærkeligt, men når klassekamp er regulær klassekamp og ikke sukkersirup, så kan man faktisk også se den humoristiske dimension i det. Sukkersirup derimod har absolut ingen humoristiske dimensioner, det er dødens pølse.
Siden kom jeg til at arbejde for andre i koncernen, det var sukkersirup og lønnedgang, og så sagde jeg op og fik arbejde andetsteds. Efter et års tid blev jeg arbejdsløs, så hørte jeg, at han også havde forladt firmaet og arbejdede som entrepriseleder i et andet firma. Skidt, tænkte jeg og tog op og søgte.
Han virkede underlig rørt over at se mig, det kunne jeg ikke lide. Efter et par dage ringede han og sagde, at jeg kunne få arbejde, noget med sikkerhedsforanstaltninger, jeg kunne godt se, det var et job, han selv havde opfundet til mig, for reelt så havde de ikke brug for nogen.
Men han var kun en skygge af sig selv. Han var flink, nærmest uengageret. Selv når det regnede, og vi gik i ly, skete der ikke noget. Han havde dårligt nosser til at sætte sig igennem overfor pladsformanden, der var en lumsk skid.
Nylig har jeg fået forklaringen. Før han skiftede firma, havde han lavet en bøf af format i forbindelse med en entreprise på nogen motorvejsbroer. Én af dem skulle have sænkede fundamenter i forhold til de andre, det havde han glemt, og det kom til at koste ikke hundredtusinder, og heller ikke en million, men snesevis af millioner af kroner.
Den bøf havde knækket ham. Modgang i det format gør selv arbejdsgivere til mennesker. Og menneskelige arbejdsgivere, nej, der er noget selvmodsigende i det, som gør mig utryg. Heldigvis varer de aldrig længe.