Opgiver man dialektikken, så opgiver man samtidig forståelsen af, at tingene i verden, herunder også de historisk bestemte produktionsforhold og så videre, udvikler sig i en bestemt retning bestemt af materielle lovmæssigheder. Og så er man hurtigt ude i den virkelige mysticisme

af Bo Møller, Albertslund
Den materialistiske dialektik er ikke så mystisk, som Kjeld Stenum mener. Desværre er det begrænset, hvad marxismens klassikere fik skrevet om emnet - bortset fra populære fremstillinger (som nogle af Engels eller Stalin), polemisk prægede indlæg (som Materialisme og empiriokriticisme) eller mere ufærdige tanker (som Lenins Filosofiske Hæfter).
Derfor har der været en tendens til at reducere dialektikken til en skematisk fremstilling af et antal konkrete fænomener. I et kort indlæg er det ikke muligt at beskrive den materialistiske dialektik, så jeg vil blot trække et par punkter frem.
Alting er under konstant forandring - det ses tydeligt i den virkelige verden! Selv atomerne og elementarpartikler er netop ikke, som Kjeld hævder, uforanderlige og bestandige. Det er tværtimod et evigt røre, der præger disse smådele, kvantespring og andre dramatiske ændringer.
Dialektikken er den videnskabelige lære om denne evige bevægelse - i modsætning til den klassiske formelle logik, der omhandler det konstante. I stedet for med den klassiske logik at konstatere, at når A = B, så er B = A, så beskriver dialektikken hvordan A påvirker B og omvendt - og hvilken samlet udvikling, der bliver resultatet.

Evig bevægelse
Den evige bevægelse, som verden - materien - er i, sker ikke bare 'tilfældigt'. Der er en lovmæssig retning. Ligesom en flod ikke skiftevis løber frem og tilbage, så flytter de enkelte vandpartikler sig stort set samme vej, så floden flyder nedad med tyngdekraften i stedet for opad. At der så på grund af andre omstændigheder (for eksempel vind) kan findes partikler, der midlertidigt flyder den modsatte vej eller snurrer rundt på en måde, der virker tilfældig, ændrer ikke på, at floden stadig flyder nedad.
Flodens bevægelse er samtidig påvirket af andre kræfter end tyngdekraften, så det samlede resultat i et vist omfang kan blive forstyrret. Der er en sammenhæng mellem de forskellige materielle fænomener - de påvirker hinanden. Det enkelte materielle fænomens bevægelse og udvikling er et resultat af på den ene side nogle umiddelbare nære kræfters stærke påvirkning, men samtidig er den også under en større eller mindre påvirkning fra andre nære eller fjerne materielle fænomener.
Eksemplet med at en sommerfugls slag med vingerne et sted i Asien kan påvirke klimaet i Sydamerika, er nok noget overdrevet - men at det altid er nødvendigt også at tage bibetingelserne i betragtning er klart.
Det, der skaber denne evige bevægelse i materien, er de indre modsigelser eller modsætninger mellem flere sider af samme materielle fænomen eller fænomenkompleks. Det kan lyde lidt mystisk. Men en del af mystificeringen kan skyldes, at man opfatter begrebet 'modsætning' eller 'modsigelse' for firkantet. Nogle gange kan man finde ganske klare eksempler på modsætninger som for eksempel positivt og negativt ladede elementarpartikler. Andre gange er det mere snørklet.
Bevægelsen sker ikke bare gradvis - tværtimod er bevægelsen kendetegnet ved at der sker spring. Et spring skal her forstås relativt i den forstand, at det ikke behøver at være et momentant spring (som kvantespringene, der måske ikke har nogen tidsmæssig udstrækning) - det kan også være et kortere eller længere tidsrum, hvor tingene blot sker meget hurtigere og helt anderledes end før.
Sådanne situationer opstår, når kvantiteten slår om i kvalitet. Fra naturvidenskaberne og dagligdagen ved vi for ekempel, at vand, når man gradvis afkøler det, på et tidspunkt får en helt anden kvalitet og bliver til is. Fra historien ved vi, at de stadig skærpede klassemodsætninger kan føre til en revolution. Kunsten for videnskaben og for os som revolutionære er at finde ud af, hvornår kvantiteten slår om i kvalitet, og hvordan vi kan påvirke udviklingen.

Ingen facitliste
Et sådant kvalitativt spring medfører, at det tidligere materielle fænomen bliver afløst af et andet - det bliver negeret, som klassikerne sagde. Nu skal ordet negation ikke opfattes matematisk, som om der blot bliver sat et minus foran - det kan være meget mere kompliceret. Men pointen er, at den indre modsigelse bliver ophævet ved at begge sider i en eller anden forstand går til grunde - og noget nyt opstår.
Når ilt og brint slår sig sammen, så forsvinder ilten og brinten som luftarter - og i stedet opstår noget helt andet, nemlig vand. I historisk perspektiv blev det klasseløse ursamfund ophævet, negeret, ved overgangen til klassesamfundet. Klassesamfundet vil dog igen blive ophævet. Såvel arbejderklassen som kapitalistklassen forsvinder som udbyttede og udbyttere ved indførelsen af det klasseløse samfund. Negationen bliver selv negeret.
Dialektikken er ikke bare er en facitliste, der kan give nemme svar. Men når man forstår, at der findes objektive love for den materielle verdens udvikling, og at disse love ikke er statiske men dialektiske, så har man langt bedre muligheder for at analysere verdens gang og de faktiske forhold i jernindustrien. Og dermed kan man også finde måder, hvorpå man kan udnytte naturlovene og kan ændre naturen og samfundet.
Dialektikken har en dobbeltkarakter: Dialektikken er på den ene side en verbal tankemæssig beskrivelse af virkeligheden. Men samtidig er dialektikken i sig selv en del af den materielle virkelighed - det er efter de generelle dialektiske love, at materien forandrer sig, uanset om vi erkender det eller ej.

Risiko for idealisme
En generel forståelse af dialektikken i tanken og i virkeligheden er dog ikke nok. Man må supplere den filosofiske indgang med resultater fra videnskaberne, biologi, fysik, samfundsvidenskab og så videre, og for os kommunister ikke mindst arbejderbevægelsens kollektive erfaringer. I den sammenhæng må man tage højde for, at de generelle materielle love for et fænomen sjældent fremstår entydigt - de står selv i et dialektisk forhold til den øvrige verden. Det kan de konkrete videnskaber belyse, hvis de anvendes ud fra et dialektisk materialistisk udgangspunkt.
Dialektikken kan derfor naturligvis ikke give beviset på, at det kapitalistiske samfund er født til undergang. Men det kan økonomien som videnskab, hvis den som Marx gjorde, udvikler de økonomiske teorier byggende på dialektikken og med udgangspunkt i den materielle virkelighed.
Opgiver man dialektikken, så opgiver man samtidig forståelsen af, at tingene i verden, herunder også de historisk bestemte produktionsforhold og så videre, udvikler sig i en bestemt retning bestemt af materielle lovmæssigheder. Og så er man hurtigt ude i den virkelige mysticisme: At alt er tilfældigt. Men da floderne øjensynlig stadig løber nedad, kommer man let frem til, at der må være en anden mystisk eller guddommelig kraft, der driver værket. Så en materialisme uden dialektik ender nemt i rendyrket idealisme!