Jeg synes, debatten her har vist, at jeg ikke ser spøgelser. Der er masser af frelsthed

af Kjeld Stenum, Ejby
Svar til Helle Due.
Nej, jeg tror såmænd ikke, du har misforstået noget (Arbejderen den 28. oktober) - blot læst mig en smule uvenligt.
Jeg synes også, denne diskussion er kommet til at handle alt for meget om atomer. Jeg troede ikke, det var så svært for folk at forstå. Men du er den første, der har forstået, hvor simpel en sandhed det er, jeg prøver at fortælle.
Jeg har aldrig stået af på hverken Marx, Engels, eller Lenin sådan grundlæggende. Jeg synes, de var store materialister og har gjort umådelig meget for at samle og systematisere undertryktes og udbyttedes erfaringer i kampen for frihed og frigørelse.
Men som materialist må man også være åben for al ny erkendelse og se alt i sin historiske begrænsning. Jeg er gået i kødet på et aspekt hos klassikerne, dialektikken og historiedeterminismen, fordi jeg har den opfattelse, at de ting er kejserens nye klæder. Det er materialismen, der er substansen.

Frelsthed
Derudover har jeg oplevet en god portion bedrevidenhed for ikke at sige frelsthed omkring kommunismen. Jeg mener, den bedrevidenhed har en lang tradition i kommunismen, den har skadet forsøgene på socialistisk opbygning i mange lande meget, måske ligefrem været en væsentlig årsag til sammenbruddene, den skader kommunistpartier meget i dag og er en stærkt medvirkende årsag til, at de næsten overalt er reduceret til sektstørrelse.
I nogen år følte jeg, frelstheden var ved at forsvinde omkring dansk kommunisme, spalten Skærveknuseren har i al beskedenhed været mit personlige forsøg på at bidrage til den proces. I de seneste par år har jeg følt, det er gået mærkbart modsatte vej.
Jeg synes, debatten her har vist, at jeg ikke ser spøgelser. Der er masser af frelsthed. Og den har at gøre med dialektikken og historiedeterminismen, for det er de ting, der gør, at rigtig mange kommunister tror, de har en særlig udvalgt indsigt i fremtiden. De, der tror sådan, og måske oven i købet kun har ringeagt til overs for det at forholde sig moralsk til kommunismen, har også meget kort til at gentage alle fortidens fejl med overgreb på dem, de skal befri, for at sætte den historiske nødvendighed igennem.

Snæver port
Socialismen er et hus, vi skal bygge sammen, ikke en nødvendighed, vi skal sætte igennem. Jeg går til daglig blandt makkere, der ved temmelig meget mere end mange kommunister om udbytning, selv om de aldrig har læst et ord Marx, og slet ikke hørt om Hegel. De ved om udbytning og undertrykkelse, for de går midt i det. De er ikke socialister, fordi der har været omtrent lige så meget undertrykkelse af arbejderne som af undertrykkerne i al den socialisme, de ved om.
Jeg har læst tanker om socialisme og de undertryktes diktatur over undertrykkerne og endda teori om merværdi og udbytning fra hundreder af år før Hegel og Marx blev født ('diggeren' Gerrard Winstanley fra den engelske borgerlige revolution). Folk opnår sådanne indsigter ved at gøre sig materielle erfaringer med at bekæmpe uretfærdighed.
Alligevel er der her i debatten af flere blevet snakket som om den eneste vej til at opnå kvalificeret indsigt i de udbyttede klassers frigørelse - og man har næsten lyst til at tilføje: kvalificeret ret til at have meninger om den - det var at beherske dialektik og helst også være hjemme i både Hegel og en del andre luftige sager.
Undskyld, men skal folk gennem denne snævre erkendelsesport og oven i købet sige ja til, at den bare kejser har klæder på, før deres meninger får lov at tælle, så tror jeg, eliteteorien bliver temmelig selvbekræftende. Det bliver endda en meget lille elite. Og så bliver de lavtlønnede så trætte af at have med politik at gøre, at de aldrig går i generalstrejke.
Og hermed har jeg ikke mere at sige i denne debat, udover undskyld til alle dem, hvis kritik og spørgsmål jeg ikke har svaret på.

Med dette indlæg stopper vi denne debat, der blev startet af Kjeld Stenum med et indlæg i Arbejderen den 30. september.
Redaktionen