08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Handling efterlyses

Handling efterlyses

Fredag, 05. november, 2004, 00:00:00

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er utrolig dygtig til at holde befolkningen hen med snak

fra Metal Århus
Siden han tiltrådte som statsminister, er arbejdsløsheden vokset støt og roligt, men alligevel hører vi ham gang på gang sige, at nu er arbejdsløshedskurven knækket. Enhver ved imidlertid, hvilken vej det er gået.
Også andelen af langtidsledige er stærkt stigende til 49.000 personer, svarende til en stigning på cirka 50 procent i perioden 2001 - 2004, uden at det i øvrigt har givet regeringen anledning til at sadle om.
VK-regeringens mantra er jobtræning i private virksomheder - altså tilskud til arbejdsgiverne og nedprioritering af uddannelse og opkvalificering. Regeringen må snart erkende, at indsatsen mod langtidsledighed skal opprioriteres.
Flere metoder skal bringes i anvendelse og specielt er der behov for uddannelse- og efteruddannelse til at sikre de ledige kvalifikationer både på kort og langt sigt. Samtidig skal indsatsen lægges langt tidligere og begrænsningen på seks ugers uddannelse indenfor de første 12 måneders ledighed fjernes.
Selv en statsminister som Anders Fogh Rasmussen kan ikke snakke opsvinget i gang. Der skal mere konkrete initiativer til. Det kan for eksempel ske i form af offentlige investeringer og anlægsarbejder og udbygning af infrastrukturen. På den måde kommer nogle af de mange arbejdsløse i job.
Regeringen er efterhånden blevet verdenskendt for at sige et - og så gøre noget helt andet. Seneste eksempel herpå er, at de vil styrke uddannelse- og efteruddannelse. Men fakta er, at regeringen siden 2001 har gennemført massive milliardbesparelser på tekniske skoler, handelsskoler og i folkeskolen. De har afskaffet uddannelsesgarantien på erhvervsuddannelserne og fjernet skolepraktikken på en lang række fag. På voksen- og efteruddannelserne er tilskuddene beskåret samtidig med, at der er indført øget brugerbetaling.
I en tid med udflagning af danske arbejdspladser er det en utrolig farlig vej at betræde. Med den stigende globalisering handler det tværtimod om det stik modsatte, - nemlig at afsætte endnu flere midler til forskning, udvikling og forbedring af hele vores uddannelsessystem. Herigennem skal vi styrke dansk viden, knowhow og konkurrenceevne og dermed sikre fortsat vækst og velfærd i Danmark.
Generalforsamlingen tager skarpt afstand fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens planer om at lempe virksomhedernes ansvar for arbejdsmiljøet og lige så stille skubbe ansvaret for sikkerhed på arbejdspladsen over på medarbejderne.
Det er arbejdsgiverne der har ledelsesretten, og dermed er det også arbejdsgiverens ansvar, at der et ordentligt og sikkert arbejdsmiljø på arbejdspladsen!
Efter tre år med en borgerlig regering kan generalforsamlingen konstatere, at den førte nedskæringspolitik ikke har været til gavn for den brede del af Danmarks befolkning - tværtimod. Vi skal derfor opfordre til, at der ved det kommende folketingsvalg bliver gjort op med denne asociale politik, - og at der efterfølgende føres en ny politik til genopretning af det tabte.
En sådan politik kan kun føres af arbejderpartierne, hvorfor generalforsamlingen skal opfordre alle til at stemme på Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten.
Vedtaget på generalforsamling den 1. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp