08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

I trance i løvens gab

I trance i løvens gab

Lørdag, 06. november, 2004, 00:00:00

Hvis man laver en prognose ud fra SF´s udvikling på EU-spørgsmålet de sidste blot fem år, så vil SF i løbet af de næste fem år være det mest EU-ivrige parti i EU-koalitionen.

Bush bliver i Det hvide Hus. Bush-regimet vil få mange konsekvenser i verden. De skal ikke nævnes her. ét forhold vil vi få at føle i form af et paradoks.
Opbygningen af EU-staten bliver forstærket med argumentet om behovet for et stærkere EU overfor USA.
Det gode EU med den menneskelige dimension stilles over for et USA, der alene baserer sig på markedet og individualismen. Samtidig vil Anders Fogh Rasmussen kunne fortsætte sin nære alliance med Bush i den imperialistiske koalition.
Tirsdag meldte SF sig ind i en anden koalition. Det er koalitionen af danske EU-forfatningspartier - regeringspartierne plus Socialdemokarterne og de radikale.
- Jeg glad i dag, var Anders Fogh Rasmussens kommentar.
- Nu kan vi lægge den golde triste debat om ja eller nej til EU bag os... tilføjede han.

Det er ikke så mærkeligt at Anders Fogh er glad. Bush er genvalgt og Holger K er med på EU-forfatningen. Oven i begynder det mere og mere at ligne fire år mere til Fogh.
Og hvad sagde Holger K så? Jo såmænd, at kun det yderste højre udgør i dag den rabiate EU-modstand i Europa.
Hvordan vil EU-modstanderne i Holger K's eget parti mon reagere på den svada? Det vil nok vise sig, at det var meget dumt sagt af Holger K, ligesom deltagelsen i koalitionen vil vise sig dyr for SF.
Holger K og folketingsgruppen vil sikkert hævde, at partiet har opnået meget i forhandlingerne med regeringen.
Slagnummeret er, at alle partier i koalitionen har vetoret på spørgsmål, der omhandler arbejdstageres sociale sikring, beskæftigelsesvilkår for tredjelandeborgere, direkte personskatter og harmonisering af indirekte afgifter som for eksempel moms.
Hvis ét parti kræver det, skal regeringen melde fra i EU. Til gengæld er der givet grønt lys for flertalsafgørelser på en række områder som for eksempel miljø og energi.

Der er meget at sige til dette. Men SF vil sikkert gå ud i afstemningskampen som 'garanten for den sociale dimension i EU og omegn'.
Men hvad er SF's garantier værd? Hvis man laver en prognose ud fra SF's udvikling på EU-spørgsmålet de sidste blot fem år, så vil SF i løbet af de næste fem år være det mest EU-ivrige parti i EU-koalitionen.
I bunden af hele dette spørgsmål ligger opfattelsen af hvad EU er. Er EU skabt og indrettet til at tøjle markedskræfterne og tage kampen op med USA på et ædelt humant grundlag?
Eller er EU - med sin nuværende udvikling - et organ, der er skabt som led i den neo-liberale offensiv på globalt plan, som et redskab til at nedbryde den demokratiske dimension i nationalstaterne?
Det er naturligvis det sidste. Det virker fuldstændigt som om SF's folketingsgruppe er gået i trance og modstandsløst har lagt hovedet i løvens gab. Hvordan mon det vil lyde?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp