Jeg spørger mig selv: Hvad skulle Færøerne gøre i den store union? Hvilken indflydelse ville den enkelte færing have på sit eget samfund?

af Høgni Hoydal, medlem af Lagtinget i Færøerne for Det Republikanske Parti
Jeg vil først af alt beklage, at det ikke var muligt for mig at være tilstede og deltage i jeres landsmøde. Det skyldes politiske problemer i Færøerne, som denne gang ikke har noget med EU at gøre.

Dernæst vil jeg takke Folkebevægelsen mod EU for tildelingen af årets Træskopris. Jeg ser det som en stor hæder og som en støtte til EU-modstanden i Færøerne som helhed. Og jeg ser det samtidig som et udtryk for, at Folkebevægelsen altid har arbejdet i det internationale perspektiv, og ikke i noget snævert dansk nationalt perspektiv, som man som EU-modstander altid beskyldes for.
Den store EU-modstand i Færøerne synes at være intakt på trods, at den ikke har været meget debatteret siden vi i 1973 valgte at stå udenfor EF. Og jeg synes, det er vigtigt at erindre sig, hvordan det lykkedes for Færøerne at stå udenfor EU. Det var direkte en folkebevægelse i Færøerne, der forhindrede indlemmelsen.
De politiske partier i landet var lunkne. De havde ingen klare meninger. Og der er for mig ingen tvivl om, at vi lige så stille var gledet ind i EF sammen med Danmark, hvis der ikke var stiftet en Folkebevægelse i Færøerne. Den fik sat spørgsmålet om selvbestemmelsesretten på dagsordenen. Og med debat, møder og demonstrationer lykkedes det at samle folk fra alle samfundslag og fra de politiske fløje. Det medførte at alle de politiske partier lyttede. Og enstemmigt valgte parlamentet, at Færøerne skulle stå udenfor.

Union uden demokrati
Retten til at administrere vore egne fiskeressourcer var en betydelig del af debatten, ikke mindst fordi Færøerne dengang havde mulighed for at udvide sin fiskerigrænse til 200 sømil.

I dag er der bred enighed om, hvis vi var blevet en del af EU - med den fælles fiskeripolitik - så var Færøerne i enorme problemer. Dette argument bruges stadig som hovedargument i den færøske EU-modstand - ligesom vi kender det fra Norge, Island og Grønland.
Der er for mig heller ingen tvivl om, at Nordatlanten bør stå sammen i en fælles politik for at forvalte de enorme naturressourcer og havmiljøet i Nordatlanten. Men jeg er ikke enig i, at det kun handler om EU's fælles fiskeripolitik, når vi siger nej til EU.
Det handler om grundlæggende demokrati. Og om hvilken udvikling vi ønsker i den globaliserede verden. Jeg er dyb modstander af en union med stadig øgede centrale magtbeføjelser, hvor man først presser en økonomisk overbygning og siden en politisk overbygning ned over folkene i Europa.
Jeg spørger mig selv: Hvad skulle Færøerne gøre i den store union? Hvilken indflydelse ville den enkelte færing have på sit eget samfund?
Og mit svar er selvfølgelig givet: Ingen som helst demokratisk indflydelse. Og økonomisk ville vi uden tvivl udvikle os endnu mere til en periferi, der ville være varigt afhængig af støtte fra EU.

Et mangfoldigt Europa
Så EU-debatten på Færøerne trænger også til, at vi sætter den i et internationalt og grundlæggende demokratisk perspektiv. Ønsker vi en verden og et Europa, hvor globalisering betyder ensretning, centralisering og uigennemsigtighed? Eller ønsker vi en verden og et Europa, hvor globalisering betyder mangfoldighed, nærdemokratiu, gennemsigtighed og åbenhed?

Jeg ønsker i hvert fald en verden og et Europa, der skal være som en mangfoldig og frodig have med alskens vækst og liv i forskellige størrelser. Og ikke en veltrimmet græsplæne fyldt med skilte, som påbyder hvilken vej massen skal gå.
Men vi kan ikke sidde i Færøerne og tro, at vores valg om at stå udenfor EU bare bliver respekteret. Og at situationen er den samme i dag som for 30 år siden. Danmark har hidtil integreret sig mere og mere i EU, mens Færøerne og Grønland af indlysende årsager har valgt at stå udenfor.
Nu skal Danmark så stemme om en EU-grundlov eller forfatningstraktat, som lægger mere suverænitet ind under EU's institutioner. Ja, man skaber en forbundsstat.
Hidtil har det været sådan, at de områder Danmark har lagt ned til EU, har været områder, som Grønland og Færøerne egentlig forvalter selv, handelspolitik, miljøpolitik og andre ting. Men med den ny EU-grundlov (og en afskaffelse af de fire forbehold), så bliver det jo også færøsk og grønlandsk udenrigspolitik, færøsk og grønlandsk forsvarspolitik og færøsk og grønlandsk retspolitik der nu flyttes til Bruxelles. Og det sker uden, at det færøske folk og det grønlandske folk er blevet spurgt.
Det er ikke demokratisk. Og det er heller ikke holdbart. Man er i færd med denne store proces i Danmark, uden at man egentlig har taget stilling til, hvordan det færøske og grønlanske folk skal spørges i dette spørgsmål.

Danmark løsriver sig
Vi kan forestille os nogle mærkelige scenarier: at Grønland og Færøerne sidder tilbage i Nordatlanten med en dansk udensrigspolitik, en dansk forsvarspolitik, en dansk krone og en dansk retspolitik - mens Danmark har flytte sin politik ned til EU!

Så kan vi - i Færøerne - ende som en slags krympet uldsok, der både er periferi i Danmark og i EU. Danmark er efter min mening altså i færd med reelt at lsørive sig fra Færøerne og Grøndland. Og man kan jo stille det banale spørgsmål: Hvis det nu er muligt (som det efter alt at dømme er) at flytte suveræniteten til EU, hvorfor kan man så ikke flytte suveræniteten til Grønland eller til Færøerne på disse områder?
Det vil vi i hvert fald kæmpe for i Færøerne.
Men jeg tror dog på, at det vil lykkes - for jer i Folkebevægelsen - at standse den øgede unionsudvikling. Vi vil i hvert fald følge jeres kamp med spænding.
Og træskoprosen giver mig inspiration til at kæmpe videre for, at der findes et levende alternativ til EU-medlemskabet.
Med disse ord vil jeg ønske jer et fortsat godt landsmøde. Og held og lykke med de forestående politiske slag. Det er kun en folkelig bevægelse, der kan få ændret de etablerede partiers stilstand i EU-spørgsmålet.

Ovenstående er den takketale, som Høgni Hoydal's faster, Annika Hoydal, oplæste på hans vegne på Folkebevægelsens landsmøde i forrige weekend. Her blev Høgni Hoydal tildelt den internationale træskopris.