Den 75-årige Yasser Arafat er død. I 40 år var han det personificerede symbol på det palæstinensiske folks kamp for en selvstændig og demokratisk palæstinensisk stat

af Jørgen Petersen, formand for DKP/ML
Mere end noget andet er Arafats liv historien om den palæstinensiske revolutions opgange og nedture.
Utallige gange har Arafat været i meget store vanskeligheder, men han overlevede, bevarede sin position og fandt nye veje frem for den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO og det palæstinensiske folk.
PLO blev fordrevet fra Jordan i 1970 og fra Libanon i 1983. PLO har under Arafats ledelse mange gange været i store vanskeligheder. Men da Arafat den 1. juli 1994 for første gang satte sin fod på palæstinensisk jord efter 27 år i eksil, blev han modtaget som sit folks ubestridte leder,

Arafat var en kæmper, som gennem sit liv prøvede det meste. Fra den væbnede kamp og illegaliteten til hyldest på FN's generalforsamling. Han har mødtes med stats- og regeringschefer fra alle kontinenter.
På trods af Israels og USA's energiske forsøg på at isolere Arafat, der de seneste år har været holdt i husarest i Ramallah, forblev han det palæstinensiske folks legitime leder til sin død.
Under hans lederskab startede det palæstinensiske folk den første intifada i 1987 som en regulær folkeopstand imod den israelske besættelsesmagt. Det var i disse år, at det for alvor lykkedes PLO at bryde igennem Israels og USA's isolationsforsøg og skabe en storstilet international solidaritet med det palæstinensiske folk.
Efter USA's første krig mod Irak og Sovjetunionens sammenbrud blev styrkeforholdet rykket til palæstinenserne ugunst. I denne situation søgte Arafat og den palæstinensiske ledelse at indgå en forhandlingsløsning med Israel. Gennem flere år blev der forhandlet i både Madrid, Oslo og Camp David.

I erkendelse af at det under de nuværende internationale styrkeforhold ikke var muligt at slå Israel militært, håbede palæstinenserne at en forhandlingsaftale kunne blive starten på en proces mod freden og en palæstinensisk stat. Men Israel og dets amerikanske bagmænd ønsker, at det palæstinensiske spørgsmål forbliver uløst.
Permanent uro i Mellemøsten skal legitimere USA's massive militære tilstedeværelse i hele regionen og dermed sikre, at Mellemøstens store olierigdomme forbliver under amerikansk kontrol.
Det har hele vejen igennem været grundlaget for, at Israel stort set uhindret har kunne krænke folkeretten. Det er grundlaget for, at Israel har kunnet handle i åbenlys modstrid med en endeløs række af FN-resolutioner. Og det er grundlaget for, at Israel stadig er den største modtager af amerikansk økonomisk og militær hjælp.
På trods af overmagten lykkedes det aldrig at tvinge Arafat i knæ. Det lykkedes godt nok ikke at opbygge en demokratisk palæstinensisk stat.
Det palæstinensiske selvstyre har også en lang række svagheder og fejl. De skyldes ikke først og fremmest fejl hos Arafat og den palæstinensiske ledelse, men de næsten umulige forhold der er skabt af den israelske besættelsesmagt og krigsmaskine, som i bogstaveligste forstand slagter tilløb til en regulær folkemagt.

Til det sidste bevarede Arafat sit folks støtte og respekt, fordi han nægtede at give op.
På trods af at de israelske tanks smadrede hans hovedkvarter og dagligt truede ham på livet, solgte han ikke ud af det palæstinensiske folks fundamentale rettigheder.
En selvstændig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad og de mange millioner palæstinensiske flygtninges ubestridelige ret til at vende hjem var Arafats ufravigelige krav - i fuld overensstemmelse med det palæstinensiske folks legitime ret.
I dag er Arafat død. Han efterlader et stort politisk tomrum, som vil blive søgt udnyttet af det palæstinensiske folks fjender til at skabe splittelse og mismod. Men det palæstinensiske folk vil finde ny styrke og fortsætte deres ukuelige kamp for et frit og demokratisk Palæstina.
Æret være mindet om Yasser Arafat.