Nu er den begyndt, den længe ventede - og frygtede - offensiv mod den ´oprørske´ by Falluja i Irak. Allerede nu, på anden linie i denne tekst, er det på sin plads at spørge: ´Hvad vil vi gøre ved det?´

af Peter Kofod, tidligere menneskeskjold i Irak
Ufattelige menneskelige lidelser venter forude, ligesom ufattelige menneskelige lidelser er gået forud for det sted vi nu står.
Allerede inden krigen, var mellem en- og halvanden million irakere døde som følge af de sanktioner som 'det internationale samfund' påtvang landet efter Golfkrigen i 1990-91. Folkemord, kaldte skiftende chefer for FN's fødevareprogram sanktionerne, og det var lige præcis hvad det var: Folkemord. Og folkemordet forsætter.
Det højt ansete engelske lægetidsskrift, The Lancet, offentliggjorde for nyligt, at det anslås at 100.000 irakere har mistet livet som følge af krigen; 85 procent af disse myrdet af besættelsesmagten, hovedsageligt som følge af bombardementer.
Iraq Body Count dokumenterer at mindst 14.727 civile irakere er blevet dræbt, og påpeger selv at tallet er 'lavt', fordi de kun medregner dødsfald som er dokumenteret af mindst to kilder. Alt dette burde være slemt nok, men vi har slet ikke set det værste endnu.

Hykleri
Realiteterne er, at ligegyldigt hvor forfærdelig og grusom (osv. osv.) Saddam Hussein var, er disse myrderier nøjagtigt lige så forfærdelige og grusomme.
Realiteterne er, at vores 'ledere' støttede Saddam Hussein da han udførte sine værste ugerninger, og at enhver antydning af at vores 'ledere' nu pludseligt skulle bekymre sig det fjerneste om irakernes menneskerettigheder, er det rene nonsens, og hykleri af værste skuffe.
Realiteterne er, at vores 'ledere' er ansvarlige for de myrderier som finder sted i Irak, nu aktuelt i Falluja, og den ubehagelige konsekvens af dette er, at vi, som indbyggere i et 'demokrati', i sidste ende også er ansvarlige.
Det er dejligt nemt bare at tænke, at Anders Fogh, Bush, Blair & co. er krigsforbrydere - hvilket de sandelig er - og så læne sig tilbage i sofaen og se dagens afsnit af krig (sponsoreret af Mærsk) med en lidt dårlig smag i munden og underlige tanker rumsterende rundt i underbevidstheden.
Og hvad så? Hvad vil vi gøre ved det?

Vores ansvar
Det er vores ansvar. Med den mulige undtagelse af Bush, har vi selv valgt de ledere, som nu udfører alskens forbrydelser i vores navn; de bomber og de patroner der bliver brugt til at dræbe irakere, er købt og betalt med vores skattekroner.
Vores soldater - som for det store flertals side blot forsøger at passe deres arbejde i en umulig situation - er udsendt med et folketingsflertal i ryggen. Den statsminister som løj Danmark med i krigen (vi følger FN... blah blah blah), og som efter Nürnberg-principperne nu burde sidde anklaget i Haag, er stadig statsminister; og flere meningsmålinger antyder, at et folketingsvalg intet ville ændre ved det.
Så spørgsmålet er: Hvad vil vi gøre ved det?
Afholde demonstrationer? Ja, endelig så mange som muligt. Men er det nok?
Skrive læserbreve? Ja for søren da. Lad en sand syndflod af fornuft vælte ud over de danske medier. De danske medier har været ualmindeligt lydige overfor regeringen i hele spørgsmålet omkring Irak, og en lille smule ansvarlighed fra deres side ville da være dejligt; Men er det nok?
Jeg havde for nyligt fornøjelsen af at være i selskab med den berømte amerikanske whistle-blower, Daniel Ellsberg (som lækkede 7000 sider hemmelige dokumenter under Vietnam-krigen), da han besøgte Danmark; den over 70 år gamle mand er som følge af anti-krigsaktivisme og civil udlydighed blevet arresteret over 70 gange, og har været i fængsel cirka 50 gange. Er der nogen der synes at det er en for høj pris at betale, når mennesker bliver slået ihjel i vores navn?
Så længe der er danske soldater i Irak, bærer vi, som befolkning, ansvaret. Når dødstallene i Falluja hober sig op i tusindvis, sker det - desværre - i vores navn.
Hvornår er nok, nok.
Hvad ville en Martin Luther King, en Gandhi eller en Henry David Thoreau gøre hvis de stod i vores sko?
Med det i baghovedet, burde svaret på hvad vi vil gøre ved det være: 'Hvad der er nødvendigt'.