Antallet af arbejdsulykker i Kina voksede med 27 procent fra 2000 til 2001. I 2002 blev 140.000 arbejdere slået ihjel på jobbet.

af John Graversgaard, Sanarbejdet Arbejdere Akademikere
En så voldsom og hastig industrialisering som vi ser i Kina, er verdenshistorisk. Kina bliver kaldt 'verdens fabriksgulv', og er i dag verdens femte største handelsnation. Havnebyen Shenzhen er den sjette største havneby i verden, og fabrikkerne i Kina producerer i dag 70 procent af verdens legetøj, 70 procent af fotokopimaskiner, 40 procent af mikrobølgeovne og sportssko og en voksende andel af videoudstyr, mobiltelefoner og så videre.
Med en befolkning på 1,3 milliarder er Kina også verdens største hjemmemarked, og den arbejdende befolkning vurderes at være på 750 millioner mennesker. Hvor de offentligt ansatte var over 90 procent for nogle år tilbage, er antallet nu nede på 35 procent. Og en voldsom afvandring fra landbruget til byerne, skaber voldsomme problemer med at skaffe boliger og arbejde til de mange som søger lykken i dette gigantiske kapitalistiske boom.

Hvad er prisen...
Iagttagere fra FN-organisationen ILO vurderer, at i 2001 var dødsrisikoen 11,1 pr. 100.000 arbejdere, sammenlignet med 4,4 i USA. Ifølge regeringsstatistikker voksede antallet af arbejdsulykker med 27 procent fra 2000 til 2001, og erhvervssygdomme voksede med 13 procent. Myndighederne anslog, at der i 2002 blev slået 140.000 arbejdere ihjel på jobbet, svarende til 380 dødsfald om dagen!
Samtidig er udviklingen i Kina med til at sætte et meget lavt niveau for arbejdsforhold på globalt plan, hvilket lægger et stort pres på andre lande om at reducere deres omkostninger. Nøgle-faktorerne er lønnen, arbejdstiden, forholdet til fagforeninger og investeringer i arbejdsmiljø.

Manglende kontrol
Der er i Kina vedtaget lovgivning omkring arbejdernes sikkerhed og sundhed, men bureaukrati og manglende vilje medfører, at arbejdsmiljø og sikkerhed bliver skubbet til side. Der er vedtaget lovgivning på statsligt niveau, men med ansvaret placeret hos lokale myndigheder, ses der gennem fingre med overtrædelser. Arbejdstilsynet er svagt og uden den fornødne myndiged til at stoppe sundhedsfarlig produktion. Fagforeningerne må ikke organisere arbejderne til at gå i konflikt, og grundlæggende så er profit og nye arbejdspladser det eneste som driver de lokale regerings-embedsmænd.
For eksempel er investeringer i sikkerheden indefor minedriften faldet voldsomt. I 2001 blev 5798 kulminearbejdere dræbt i kulminer i Kina, og ledende myndighedspersoner udtalte, at sikkerhed kun eksisterer på papiret. De statslige myndigheders forsøg på at påvirke de lokale regeringer bliver simpelthen ignoreret.
En kulmine havde modtaget seks advarsler fra myndighederne, men ejerne havde simpelthen ignoreret dem og henvist til økonomiske problemer. På dagen hvor tilsynsmyndighederne afgav endnu en advarsel og stillede krav om at stoppe farlig minedrift, blev 115 arbejdere dræbt ved eksplosioner i minen.
I en ti-årig periode er antallet af arbejdere som er dræbt ved gaseksplosioner fordoblet. Simple krav om gasventilation og måleudstyr bliver ikke overholdt, og modviljen fra fabriksejere og lokale myndigheder i kombination med korruption, bremser effektivt tilsynet med sikkerheden.
Der er udstedt mange nye love til forbedring af sikkerheden, men mængden af regler og bestandige ændringer i myndighedsstrukturen skaber kaos og god grobund for at ignorere sikkerhed som et væsentligt spørgsmål. I stedet sættes effektivitet, profit og kvalitet højest.
De mange arbejdere som kommer direkte fra landet uden industrielle erfaringer bidrager voldsomt til problemerne. De er parate til at tage en risiko for at tjene hurtige penge, og manglen på effektive arbejderstyrede fagforeninger betyder, at arbejdsskade-statistikkerne vokser eksplosivt.
Der er administrativt kaos i landet, statens og myndighedernes autoritet er faldende, der investeres ikke i sikkerhed og arbejdsmiljø og arbejdstilsynsmyndigheden er svag. Alle lamper blinker for at det går galt!

Lange arbejdstider
Disciplinen er hård og ensrettende i kinesiske fabrikker. Eksempler på regler som fabrikker selv opstiller er på en privatejet skofabrik for eksempel: Der må ikke finde snak sted i arbejdstiden og opsigelser medfører ikke udbetaling af skyldig løn, men hensættes til at dække virksomhedens tab.
Ansatte skal gå ind i cafeteriat i kø, og må ikke tale højt mens de spiser, og det er forbudt at spise eller drikke suppe stående.
Og arbejdstiden er ekstremt lang. En arbejdsdag op til 10-16 timer seks dage om ugen er almindeligt.
I legetøjsindustrien i højsæsonen med korte leveringstider er der rapporteret om arbejdstider op til 20 timer om ugen og syv arbejdsdage om ugen.
I de multinationalt ejede skofabrikker hvor det internationale pres for bedre vilkår har været stærkest, er den korteste arbejdsuge på 55 timer over seks dage. Samtidig arbejdes der normalt på akkord med højt tidspres. Det betyder, at belastninger fra ergonomiske, fysiske, psykiske og kemiske risikofaktorer stiger voldsomt med alvorlige helbredsfølger for de kinesiske arbejdere.
I kombination med manglende kontrol, manglende investeringer i sikkerhed, profitgrådige arbejdsgivere og manglende viden om beskyttelse er det en giftig cocktail.

En svag fagbevægelse
De statsejede virksomheder har faglige organisationer, medens de udenlandske og lokalt ejede virksomheder næsten ikke har fagforeninger. 50 procent af byernes arbejdere er organiseret, mod kun cirka 20 procent i den private sektor.
Den kinesiske fagbevægelse er tæt knyttet til stats-og regeringsapparatet, og spiller normalt ikke nogen selvstændig rolle. Manglen på uafhængige og medlemsstyrede fagforeninger i Kina er uden tvivl en afgørende forhindring for en mere effektiv varetagelse af arbejdernes sikkerhed og arbejdsmiljø.

Indlægget, der her er lettere forkortet, har tidligere været bragt i bladet arbejde & sundhed - læs mere på www.aktionsgruppe.dk

Kilder:
International Journal of Occupational and Environmental Health. Oct./dec. 2003. På internettet: www.mhssn.igc.org/ijoeh.htm

Bud på forandringer
Amerikaneren Garret Brown, som er internationalt kendt for sin indsats for udsatte arbejderes sikkerhed og arbejdsmiljø, har i en årrække arbejdet med arbejdsmiljø i Kina. Han opsummerer, hvad der skal til for at forandre situationen:
* Arbejdsgiverne skal anerkende og følge arbejdsmiljølovgivningen og tage etiske hensyn med henblik på at skabe sikre og sunde arbejdspladser. Det gælder især for de transnationale firmaer som oversvømmer Kina i jagten på maksimalprofitter.
* Den kinesiske regering må skabe politisk vilje, som kan forbedre mulighederne for, at den nye arbejdsmiljølovgivning bliver gennemført og at der investeres de fornødne menneskelige og økonomiske ressourcer, som kan sikre dette.
* Kinas størrelse og mangfioldighed af virksomheder betyder, at effektive arbejdsmiljø-programmer ikke kan indføres uden deltagelse af aktive, informerede og selvstændiget handlende arbejdere. Arbejderdeltagelse og medindflydelse på alle spørgsmål om sikkerhed, kontrol og træning, er en grundlæggende nødvendig forudsætning.
* Støtte fra civilsamfundet og arbejdsmiljø-professionelle i både Kina og fra udlandet er vigtig. Det kan ske for eksempel gennem forbrugerkampagner mod bestemte transnationale selskaber og deres produkter