Danmark forærer ukontrolleret milliarder væk til multinationale selskaber
I år 2000 var det således 8,2 milliarder kroner, som multinationale selskaber kunne trække fra i dansk skat, fordi de angiveligt havde underskud i datterselskaber i andre lande. Det viser et notat fra Told og Skats selskabsrevision. Men Told og Skat kan ikke kontrollere om skatterabatterne er berettigede.
Det kan ikke ses som andet end endnu en gave til de multinationale selskaber.
Regeringen bør gribe ind nu, således at firmaer ikke længere kan trække underskud i udenlandske datterselskaber fra. Det er et simpelt lovindgreb, der skal til for at lukke dette gigantiske hul, men regeringen har endnu ikke vist vilje til at gøre noget ved sagen. Og de penge, der ville komme ud af det ville falde på et tørt sted i forhold til at forbedre velfærden for os alle.
Det bliver fremført at selskaberne vil flygte ud af landet, hvis vi lukker hullet. Men faktisk har vores gode naboer allerede lukket for hullet, så det er ikke noget gyldigt argument, at en lovændring vil skabe selskabsflugt. Selskaberne har her i landet fået en ren foræring, som de ikke ville få andre steder. Der er ingen logiske grunde til ikke at skride ind nu.
Men regeringen har før vist, at de store selskabers milliardfiduser ikke bekymrer den stort. Regeringen 'glemte' for eksempel at lukke et skattehul, som betød at TDC kunne nå at skaffe sig et kunstigt skattefradrag på seks-syv milliarder kroner for udgifter, som TDC aldrig havde haft - på trods af at den tidligere regering allerede havde udarbejdet en færdig, men endnu ikke vedtaget løsning på netop det problem.
VK-regeringen har startet kampagner imod snyd med dagpenge og moms, som koster statskassen millioner. Men de store fisk holder regeringen stadig hånden over - og således lader den milliarder sive ud af statskassen.
Regeringen har nu endnu en god anledning til at vise, hvad den synes er vigtigst: Velfærd eller gaver til de store selskaber? Døm selv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278