Det skal ikke være de offentligt ansatte, som af egen lomme skal finansiere regeringens skattestop
af Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand FOA Århus siden 2003. Aktivt medlem af Folkebevægelsen mod EU, var opstillet som kandidat ved valget til EU-parlamentet i juni.
Anders Foghs Velfærds-Danmark er ”kejserens nye klæder”, men det skal ikke afholde de offentligt ansatte fra at stille sobre men realistiske lønkrav til overenskomstforhandlingerne 2005.
Urealistisk stramme budgetter i kommuner og amter er resultatet af regeringens skattestop. Det er der ikke ændret på, med det nyligt indgåede finanslovsforlig. Offentligt ansatte er nærmeste vidner til den hovedløse nedskæringspolitik, som er ført i amter og kommuner i denne regeringsperiode. Sygehuslukninger har medført, at patienter næsten ligger i lag på sygehusene, der er færre voksne til at passe vores børn, ældreplejen er bestemt heller ikke noget at skrive hjem om, der kører færre busser til det samme antal passagerer og så videre.
Men den slags gør ikke indtryk på regeringen, som ufortrødent fortsætter kursen, med henvisning til yderligere rationaliseringer.
Anstændig løn
Det er selvfølgeligt mere rationelt om patienter kunne dele seng og dyne, men næppe en løsning borgerne billiger. Udlicitering som en anden metode er også på sigt en dyr løsning. Allerede i dag lander alt for mange skattekroner i multinationale virksomheders lommer, alt mens de offentligt ansatte selv måtte indhente den sjette ferieuge.
Ikke desto mindre er vi nødt til, i respekt for os selv, at forlange en anstændig løn, for det arbejde vi udfører.
Vi vil i kraft af vores faglighed kæmpe borgernes sag sammen med borgerne, men vi kan ikke - og vi vil ikke - være alene om at betale for regeringens nedskæringer.
Vi vil ikke gå på kompromis med tryghedsaftaler, og vi vil ikke gå på kompromis, når det gælder om at rette op på de offentligt ansattes lønefterslæb.
Nej til regning
Der er behov for massive kollektive lønforbedringer, hvis vi også i fremtiden skal kunne rekruttere nye velkvalificerede kolleger. Hvis økonomiaftalen med kommuner og amter for 2005 var et signal om at være tilbageholdene i forhold til lønkrav, så vil vi sidde dette krav overhørigt.
Ny Løn skal dermed også begraves og erstattes af gennemskuelige lønsystemer, som sikrer os den løn, der tilkommer os.
Hvis Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen af vanvare skulle få den ide, at de offentligt ansattes overenskomst skal være med til at finansiere udgifterne til en kommunalreform, så melder vi også hus forbi - regningerne skal sendes til regeringen - hos os er modtagelse nægtet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278