Nå, 190 meter er nu heller ikke så helt lidt, selv om jeg aldrig ville lade en svensker vide, at jeg er en smule imponeret. Det bliver uden diskussion Skandinaviens højeste hus.

af Kjeld Stenum
Det var i forsommeren, jeg så den første gang. Vi gik langs Amager Strandvej og gravede fjernvarmemuffer fri. 'Hold kæft, det er stort, det der ovre! ' sagde han, vores gravemester, og pegede. Jeg kiggede ud over Øresund, ventede at se en supertanker eller sådan noget derude. Men der var ingen skibe.
Han pegede på noget ovre på den anden side, et tårn ovre i Malmö, flere gange højere end noget andet hus, som man kunne se tværs over vandet. Det var kun lige akkurat, vi kunne se det gennem disen den dag. Det plejede ikke at være der. Altså, sidste år havde der ikke været noget at se, mener jeg.
Det er allerede en del år siden, jeg hørte om det tårn første gang. Det var, mens jeg arbejdede på landanlægget til Øresundsforbindelsen, der var en masse svenskersjak med i det byggeri. Og i svenske byggesjak der ved man sådan noget, ligesom vi i danske sjak ved om alle de store fremtidige byggeprojekter i Danmark.
Som regel så bliver virkeligheden en smule mindre end det, vi ved, i hvert fald her i Danmark. Men altså, de her svenskersjak de var jo ikke så imponerede over alle Ørestadsprojekterne, Fields, og hvad der ellers var ved at starte op så småt dengang. Nej, for i Malmö der skulle de have noget, der gjorde København til en ligegyldig lille provinsflække: et tårn, der skulle være mere end 400 meter højt.
Det ville blive Europas højeste hus. Fields, ja selv Storebæltsbroen kunne godt gå hjem og lægge sig. Og når svenskerne var færdige med at slave her i Danmark, så skulle de alle sammen hjem og være med på den skyskraber og tjene rigtig mange penge.
Altså, nu vidste vi danskere godt, at når svenskersjakkene kom herover for at arbejde, så var det, fordi lønnen var en del højere herovre, end hvad de kunne tjene i Sverige. Så den del af historien passede i hvert fald ikke.
Derfor havde vi heller ikke vildt meget tillid til resten. Ja, vi mobbede dem lidt for at fare med den slags halve sandheder, gjorde vi. Men nu, hvor gravemesteren sad og pegede, blev jeg lidt bleg.
'Hold kæft, så var det rigtigt alligevel! ' sagde jeg og fortalte ham om de rygter, der havde huseret dengang. 400 meter! Ja, nu vidste vi jo ikke, om ikke de havde smurt lidt tykt på, beroligede vi hinanden.
Men i de følgende dage skottede vi ofte uroligt derover. Det var stort. Foruroligende meget større end noget andet synligt i broderlandet derovre. En klar dag påstod gravemesteren, at han kunne se to kraner i toppen. Det skulle være større endnu.
Nu har jeg arbejdet en del på Amager her i de forløbne måneder, efter fjernvarmemuffesæsonen kom jeg til at gå på Amagerværket, helt yderst ude mod kysten, hvor der ligger en lille uanselig nyopført bygning. Der er en tre kilometer dyb boring nedenunder, og det vand, man pumper op, er varmt og rigeligt nok til at varme alle Amagers huse op.
Men her ude ved kysten har vi rigtigt kunnet holde øje med tårnet. Og forleden slog jeg det op på internettet. Det er firkantet og hedder Turning Torso, og sådan hedder det, fordi det er snoet en kvart omgang. Det ser ganske spøjst ud.
Det skal ikke være 400 meter højt, ikke engang nærved, det skal være 190 meter højt, og efter de officielle tidsplaner at dømme så er de ved at være oppe i højden. Nå, 190 meter er nu heller ikke så helt lidt, selv om jeg aldrig ville lade en svensker vide, at jeg er en smule imponeret. Det bliver uden diskussion Skandinaviens højeste hus.
Jeg tror, Stockholms Kaknæstårn er det højeste i dag, og det er kun 155 meter. Turning Torso får 54 etager. Til sammenligning har Domus Vista fra 1969 og stadig Danmarks højeste beboelseshus 29 etager og er godt 100 meter højt. Avedøreværket, som jeg har været med på, er 90 meter, skorstenene omkring 150 meter.
Der går 25.000 meter beton til Turning Torso, og de foreløbige omkostningsoverslag siger 1, 1-1, 2 milliard svenske kroner. Den klatreforskalling, der er anvendt til elevatortårnene, vejer 142 tons. Det er sgu imponerende nok.
Til vinduespudsning skal der monteres en specialkran i toppen, og vinduespudsningen skal inkluderes i huslejen. Det er meget praktisk. Det kunne nok give problemer, hvis nærigrøve, der ikke ville smide penge ud til vinduespudsere, gav sig til at hænge ud af vinduet og forsøge at polere på den udvendige side.
Turning Torso kan give sig 30 cm i toppen i stormvejr, det er ikke særlig meget, jeg mener, Ålborgtårnet giver sig over en meter. En toplejlighed på 230 kvadratmeter kan erhverves for den nette sum af 13,1 millioner svenske kroner, en ungkarlehybel på 45 kvadratmeter koster 2,2 mill. kroner.
Efter danske forhold ikke ekceptionelt dyrt for så eksklusivt byggeri, tror jeg. Der står ingenting om, hvordan man hænger billeder på væggen i sådan et snoet hus. Skal man sætte dem i vindskæve billedrammer? Det er nok derfor, det er så billigt.
En dag bliver jeg nødt til at tage en tur til Sverige og kigge på det. Jeg må også vide, om elevatortårnene også er snoede, så man drejer rundt, når man kører op. Jeg må over og røre ved det tårn. Jeg ved ikke, hvorfor man er så frygtelig nysgerrig med den slags.
Egentlig så er jeg jo imod sådan noget prestigebyggeri, jeg går ligesom Troels Kløvedal meget mere ind for kolonihaver. Jeg ville bare skidegerne have været med til at bygge det. Det ville have været et eventyr.