Den danske uddannelses- og sundhedssektor vil komme til at stå åben som en ladeport for udenlandske monopolers indtrængen.

af Karen Sunds
Et område, som optager meget plads i 'det nationale kompromis', er ja-partiernes mange forsikringer om, at der ikke ligger hunde begravet i EU-forfatningens afsnit om Unionens ret til at indgå handelsaftaler, der åbner sundheds- og uddannelsessektoren i EU-landene for udenlandske monopolers indtrængen.
Men med den nye EU-forfatning får EU såkaldt enekompetence på handelspolitikken. Det betyder konkret, at EU kan indgå handelsaftaler, der er bindende for alle medlemslande, alene på grundlag af et kvalificeret flertal i Ministerrådet.
Der vil kun være krav om enstemmighed, når der er tale om 'kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser', det vil sige radio og TV-programmer, eller når man beskæftiger sig med områder, hvor EU selv lovgiver med enstemmighed.
Det betyder, at EU har ret til at indgå en aftale med USA, hvor EU forpligter sig til at åbne sin servicesektor, mod at EU's monopoler til gengæld får adgang til den amerikanske servicesektor. Sådanne forhandlinger om liberalisering af handlen med tjenesteydelser gennemføres i øjeblikket i verdenshandelsorganisationen WTO. Og EU er stærkt interesseret i en liberalisering, fordi de europæiske servicemonopoler er dominerende på verdensplan.
Disse konsekvenser af EU-forfatningen har affødt massive protester fra lærernes fagforeninger og studenterorganisationer over hele EU. Resultatet er derfor blevet en lidt ny formulering.
Nu hedder det i EU-forfatningens artikel III-315, at der også skal besluttes med enstemmighed når det gælder 'handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser, når disse indebærer risiko for, at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare.'
Men som det præcist formuleres af Birgitte Birkvad, der er ansat for Danmarks Lærerforening i Bruxelles:
- Hvem skal vurdere, hvornår en handelsaftale er 'en risiko'? Skal det vurderes med enstemmighed eller med flertal? Hvis ikke det dækker over, at EU skal have markant større beføjelser på området, hvorfor lod man så ikke bare formuleringen fra Amsterdam-traktaten stå?
Hvordan formuleringen konkret skal tolkes, bliver en sag for EF-domstolen. Den EF-domstol som har ét grundlæggende princip: at fremme integrationen i EU.
Realiteten er, at den danske uddannelsessektor og sundhedssektor vil komme til at stå åben som en ladeport for udenlandske monopolers indtrængen. Det er alene et spørgsmål om tid, hvis EU- forfatningen bliver en realitet.
Men hele dette problem bliver ikke med ét ord erkendt i den politiske aftale mellem de fem ja-partier. Ja-partierne lover ganske vist, at hvis EU alligevel skulle tiltage sig ny kompetence via handelspolitikken, vil Danmark gå til EF-domstolen for at få fastslået, at der er vetoret. Men som vi lige har set: Problemet er, at EU-forfatningen ikke definerer nogen klar vetoret. Danmark er altså langt fra sikker på at vinde en sådan sag ved EF-domstolen.