Markedskræfternes frie hærgen er grundlovsfæstet i den nye EU-forfatning.

af Karen Sunds
I den politiske aftale mellem de fem ja-partier, hedder det, at 'EU er ikke et ideologisk projekt, men en fælles ramme for politisk indsats', og at EU 'skal sikre rammerne for de europæiske velfærdssamfund.'
Men allerede i artikel I-3 I EU-forfatningen, hvor Unionens mål bliver defineret, kan vi læse, at 'Unionen arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa, baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne.'
Sådanne politiske og økonomiske mål - lavinflation og høj konkurrenceevne - vil i enhver almindelig lærebog blive defineret som liberalistiske målsætninger. Med den nye EU-forfatning bliver de en grundlovsfæstet del af Unionen, og kan aldrig fjernes igen, medmindre hele forfatningen falder. EU er således mere end nogensinde et ideologisk projekt, hvis EU-forfatningen bliver en realitet.

SF-ja til markedskræfterne
SF-toppen er åbenbart klar til at sige ja til de frie markedskræfter. Således hedder det, at partierne vil arbejde for at 'styrke EU's konkurrenceevne' og have 'særlig fokus på et velfungerende indre marked.'
Endnu mere alarmerende bliver det, hvis vi går længere ind i EU-forfatningen og ser på, hvordan EU konkret vil blande sig i den danske velfærdsmodel.
Lad os bruge det aktuelle servicedirektiv som et konkret eksempel.
De fleste er enige om, at EU's servicedirektiv vil blive en bombe under danske løn- og arbejdsforhold. Direktivet vil betyde, at en ungarsk tandlæge har ret til at levere tandpleje i Danmark efter ungarske regler, og en lettisk tømrer kan sætte køkkener op i Danmark til lettiske lønninger.
Men servicedirektivet er en simpel konsekvens af EU's indre marked, der definerer, at der skal være fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. Og disse grundlæggende principper for de frie markedskræfter kommer nu direkte ind i EU-forfatningen og bliver dermed grundlovsfæstet i den nye unionsstat.
Vi kan nævne i flæng fra den nye EU-forfatning:
* Artikel III-144: 'Indenfor rammerne af denne underafdeling er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse. Ved europæisk lov eller rammelov kan anvendelsen af denne underafdeling udstrækkes til også at omfatte tjenesteydere, der er statsborgere i et tredjeland og bosat indenfor Unionen'
* Artikel III-137: Forfatningen definerer alle unionsborgeres ret til at etablere sig frit i alle EU-lande, og der er 'forbud mod restriktioner' Forbuddet gælder også restriktioner mod retten til at 'oprette agenturer, filialer eller datterselskaber.'
* Artikel III-122: Paragraffen omhandler 'tjenesteydelser af almen økonomisk interesse', og det slås fast, at de principper og vilkår, som disse tjenesteydelser skal ydes på grundlag af, - navnlig de økonomiske og finansielle principper - skal fastlægges ved europæisk lov, uden at dette anfægter medlemsstaternes kompetence til 'under overholdelse af forfatningen at levere, udlægge og finansiere sådanne tjenesteydelser'. Ved europæisk lov vil altså sige, at der kan besluttes med kvalificeret flertal.
Paragraffen er et typisk eksempel på, hvordan EU-forfatningen er skruet sammen.

SF tolker - EU bestemmer
Der er mange floskler, men pilles glasuren af, står den hårdkogte EU-jura tilbage: At Unionen skal lovgive omkring principperne for udbud af tjenesteydelser, og at medlemslandene skal overholde forfatningens regler om, at der skal være et frit indre marked uden restriktioner for tjenesteydelser.
Her hjælper det fedt, at Holger K Nielsen selvsikkert udtaler, at 'SF nu også har forpligtet regeringen og dens embedsapparat på præcis de tolkninger, der er med i aftalen'. For det bliver hverken Holger K. eller regeringens embedsmænd, der kommer til at afgøre tolkningen. Det bliver EF-domstolen.
Konklusionen er altså, at velfærdsopgaver som hospitalsvæsen, social omsorg og uddannelse ikke skal udføres af statslige eller kommunale monopoler, hvis det forstyrrer det indre marked. Det private erhvervsliv skal kunne give tilbud på samme betingelser som de offentlige myndigheder.
En kommune eller et medlemsland, som vil bevare en velfærdsopgave i offentligt regi, risikerer altså at komme til at handle imod EU-forfatningen.