Selvom ja-partierne lover at ville fastholde vetoretten på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område, har de i realiteten anerkendt, at EU principielt styrer området.

af Karen Sunds
'EU skal anvendes til at sikre rammerne for de europæiske velfærdssamfund. EU skal herigennem styrke mulighederne for, at vi kan bevare den danske velfærdsmodel. Indretningen af velfærdssamfundet vil fortsat være en national opgave.'
Sådan hedder det i det nye 'nationale kompromis', som fem unionstilhængerpartier har udfærdiget sammen. Ja-partierne forsøger hermed at give os det indtryk, at den særlige nordiske velfærdsmodel er sikret, også selvom vi stemmer ja til EU-forfatningen.
Men ja-partierne forholder sig kun til en lille flig af EU-forfatningen - den mindst farlige del. De paragraffer i forfatningsteksten, som har virkelig dramatiske konsekvenser for det sociale område, nævnes ikke med ét ord i aftaleteksten.

Kun levninger tilbage
EU-forfatningens del et og to er Unionens nye grundlov. Her lægges de overordnede rammer for magtfordelingen mellem unionsstaten og de nye delstater i det lange sigt. Forfatningens del tre udtrykker derimod, hvor langt EU-integrationen er nået i dag.
Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvad der står i grundlovsdelen, hvis man vil forstå rækkevidden af EU-forfatningen.
Og hvad finder vi så? Kig engang på de to artikler I-12 og I-14. Her står, at EU med den nye forfatning får førsteretten til at lovgive på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område.
Ifølge disse to paragraffer overgår social- og arbejdsmarkedspolitikken nemlig til såkaldt 'delt kompetence'. 'Delt kompetence' er defineret i artikel I-12, stk 2 således: 'Medlemsstaterne udøver deres kompetence i det omfang Unionen ikke har udøvet sin, eller er ophørt med at udøve den.'
Der er ikke nogen tvivl om juraen: Når EU vedtager en ny lov indenfor det sociale område vil denne automatisk træde i stedet for den danske lov. Kun hvis EU afstår fra at lovgive, kan Folketinget gøre det, vel at mærke i respekt for EU-forfatningen.
Sådan er den grundlæggende magtfordeling mellem Unionen og medlemslandene på det sociale og arbejdsmarkedspolitiske område. At EU endnu ikke har udviklet sin magt til dette punkt, er en anden sag. Den nye EU-forfatning åbner mulighed for, at det sker, indenfor denne forfatnings rammer. Er man imod denne magtfordeling, så er det nu, man skal stemme nej. For der bliver ikke spurgt igen.

Førsteret og vetoret
De fem ja-partier bag det nye nationale kompromis har lovet hinanden, at de ikke vil sælge vetoretten på en række udvalgte områder af EU-forfatningen, medmindre de alle er enige om det.
Det drejer sig blandt andet om artikel III-210, der vedrører 'arbejdstageres sociale sikring og sociale beskyttelse, 'repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagere og arbejdsgiveres interesser', 'samt beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere'.
Men det er værd at bemærke, at de fem ja-partier med deres ja til EU-forfatningen i princippet har godkendt den overordnede magtfordeling, nemlig at EU har førsteretten til at lovgive på social- og arbejdsmarkedspolitik.
Derfor er løftet om at ville forsvare vetoretten på det socialpolitiske område heller ikke meget bevendt. Det kan måske få betydning i et par år, men ikke i det lange sigt. Men inden da vil det have opfyldt sit formål: At være den
beroligende lokkemad, der skal få danske vælgere på krogen.