Det nationale kompromis - aftalen mellem Holger K. Nielsen og Fogh Rasmussen - efterlader en lang række spørgsmål. Et af dem er spørgsmålet om, hvorvidt aftalen virkelig er en garanti mod, at unionsglidebanen løber løbsk

af Karen Sunds
Men der er også et langt mere principielt spørgsmål:
* Hvad er ideen i, at politikerne skal overtage den suverænitet, som i dag ligger hos befolkningen?
Det kan undre, at et rødt-grønt parti som SF vil støtte, at det direkte demokrati indskrænkes, at vælgerne får mindre indflydelse.
Og det rejser spørgsmålet:
*Hvilke politiske konsekvenser tror SF-ledelsen denne indskrænkning af demokratiet vil have?
Hvad vil det betyde for det folkelige engagement? Hvordan forestiller SF-toppen sig, at de folkelige kræfter kan komme til at stå stærkt rundt om i de enkelte lande, hvis man har afmonteret arbejderklassens og den almindelige befolknings muligheder for at handle og kæmpe for sine interesser, hvis man har afmonteret mulighederne for at kunne trykke på de politiske knapper, nationalt?
Vil det ikke føre til politiske frustrationer og 'venden ryggen til det politiske system', med det resultat, at de mest reaktionære kræfter kommer til magten?
Netop nu ser vi SF-toppen gennemføre en urafstemning på en måde, der åbenbarer at ledelsen ikke ønsker, at partiets egne medlemmer skal kende det reelle indhold i den EU-forfatning, de skal stemme om. I stedet forsøges opmærksomheden henledt på studehandlen mellem Holger K. Nielsen og Fogh Rasmussen.
Det rejser spørgsmålet:
* Vil SF gå sammen med nej-bevægelserne og kræve en fair folkeafstemning?
Vil SF have en folkeafstemning, hvor ja- og nej-siden får ligeværdige forhold, og hvor befolkningen får adgang til EU-forfatningen på posthuse og biblioteker? Eller vil Holger K. Nielsen hellere lægge strategi sammen med Fogh og Lykketoft imod nej-siden?

Vi venter på svarene...