Terrorismen kan aldrig være progressiv; den retfærdige sag behøver ikke terrorismen som middel, som Rosa Luxemburg påpegede engang

af Helene Caprani
'Terrorisme' er politikernes og mediernes nye yndlingsord. De færreste tv-aviser går i dag over skærmen uden besøg af en selvudnævnt terrorekspert. Terrorismen har retorisk afløst kommunismen som den store satan, og således genoplivet den kolde krig på propagandafronten. Men det er ikke noget nyt. Fra første færd er terrorismebegrebet blevet skamredet af opportunistiske politikere og forskere.

Robespierre kaldte sig terrorist
Ordet 'terrorisme' har sin oprindelse i den franske revolution. Robespierre betegnede det nye styre 'la regime de la terreur'; et middel til at skabe og opretholde orden i det ustabile nye samfund, vendt mod de tidligere herskere. Terrorismen blev således fra første stund forbundet med det borgerlige demokrati! Efter Robespierres fald blev betydningen hurtigt ændret til at omfatte misbrug af offentlige embeder (1), og terrorismen skulle siden antage en markant anderledes betydning.
I 1930'erne blev begrebet mere og mere almindeligt i borgerlige politikeres sprogbrug - når det gjaldt fjenderne i snart fascistiske, snart socialistiske regeringer, der således bekvemt blev slået i hartkorn. Et hjemligt eksempel er ledende medier og politikeres vedholdende terrorstempling af modstandskæmperne under besættelsen.
Efter Anden Verdenskrig blev fokus ensidigt rettet mod revolutionære, typisk nationalistiske/antikolonialistiske bevægelser, der som modsvar begyndte at betegne sig selv som frihedskæmpere.
Under den kolde krig opstod desuden begrebet statsstøttet terrorisme, der blev påklistret USA-fjendtlige regeringer som angiveligt sendte selvmordsbombere ind i andre (USA-venlige) lande. Narkoterrorismen dukkede op i 1990'erne, som betegnelse for guerillaorganisationer angiveligt finansieret af narkotikadyrkning og -handel, og beslægtede begreber udvikles stadig, eksempelvis cyberterrorisme (2).

Bush's kosmiske krig
Et slående træk ved terrorismedebatten i dag er USA's regerings monopollignende rolle i selve definitionen af begrebet. Edward Herman, der har forfattet en lang række bøger om nordamerikansk udenrigspolitik, giver følgende enkle karakteristik: 'Terrorisme er det, USA's regering siger er terrorisme' (3).
Idet de altdominerende nordamerikanske massemedier samtidig godtager meningsmonopolet, ignoreres diskussionen om hvorvidt USA selv begår eller har begået terrorhandlinger fuldstændig (4). Terrorismen defineres ikke blot som anderledes, men som direkte modsatstillet USA og alt dets væsen: 'Enten er I med os, eller også er I med terroristerne'. Der er ingen mellemvej; den kosmiske krig mellem 'Vesten' - kapitalismens mest fremskudte positioner på kloden, og 'terroristerne' - alle, der udfordrer USA's verdensherredømme, erklæres i dette åndedrag.
Den absolutte fællesnævner for nutidens herskende debat er således terrorismens modsætningsforhold til den etablerede borgerligt-demokratiske stat. Den eksklusive kreds, der i dag definerer terrorismen, sætter ganske enkelt lighedstegn mellem terroristisk og revolutionær.
Den colombianske FARC-guerilla, med fast plads på USA's terrorliste (og dermed også EU's, der ret beset er en afskrift), er et himmelråbende eksempel. De paramilitære dødspatruljer holdes derimod udenfor det slemme selskab - selvom USA's udenrigsministerium eksempelvis giver dem ansvaret for 80 procent af de grusomheder, der blev begået på colombiansk jord i 1999 (5). I parentes bemærket er Colombia den stat, der får næstmest militært tilskud af USA efter Israel.

Den 'forkerte' stat
Forsvaret for den etablerede stat rækker dog ikke længere, end at den selv kan agere terroristisk. Det forudsætter blot, at den tilhører en anden kategori end det borgerlige demokrati - eller i det mindste står udenfor NATO. Disse stater tildeles uflatterende navne som 'prætorianske regimer' (6), 'slyngelstater' (7), 'ondskabens akse' (8), 'totalitære regimer' (9), 'paria-stater' (10) og 'desperate regimer' (11).
Irak under Hussein, Afghanistan under Taleban, socialistiske Nordkorea og Cuba med flere placeres alle i disse 'forkerte' kasser. I 1985 udnævnte Ronald Reagan således fem stater som terroristiske: Nordkorea, Libyen, Iran, Cuba og Nicaragua (12). Det eneste fællestræk må siges at være en afkølet attitude overfor USA's daværende politik.
Statistisk er det dog de borgerlige demokratier, der har flest ofre på samvittigheden - i det mindste ved anvendelsen af en simpel terror-definition som 'politisk motiveret vold mod civile'. USA's militær dræbte i årene 1955-'75 anslået fire millioner mennesker i Vietnam, Laos og Cambodia. Til sammenligning udgør CIA's sammentælling af terrorofre (efter egen definition) i årene 1968-'80 i alt 3368 menneskeliv (13).
Således adskiller statsterrorismen sig alene ved sit voldsapparats størrelse - der gør den langt mere grusom. Skoleeksemplet er atombomberne over Hiroshima og Nagasaki; langt frygteligere masseødelæggelsesvåben end dem, Bush i dag advarer imod at lade falde i de 'forkerte hænder'. Umiddelbart virker det naturligt at opfatte de forkerte hænder som dem, der kunne finde på at anvende disse våben - ikke mindst dem, der allerede har gjort det. I den dominerende debat forbindes de alligevel udelukkende med ikke-statslige aktører (14), selvom de blot i enkelttilfælde har benyttet sig af slige midler.

En progressiv definition af terrorisme...
Med en så forskruet debat in mente, må vi da helt afvise begrebet - eller kan vi redefinere det? Samfundskritikeren Noam Chomsky argumenterer for en opdeling efter overholdelse af international lovgivning, først og fremmest FN-pagten af 1948. Således kan Chomsky vende debatten på hovedet, og betegne USA som en 'voldelig slyngelstat' (15), der har begået 'ikke blot direkte agression, undertrykkelse og terror, men også støtte til den samme praksis på klientstaters vegne' (16).
AnFlertallet af de borgerlige terrorismedebattører støtter faktisk Chomskys definition - om end med visse modifikationer. Den fremtrædende 'terror-ekspert' Walter Laqueur finder således, at terrorisme indebærer 'brud på etablerede normer' (17), uden at definere disse nærmere.
En anden ledende 'ekspert', Bruce Hoffman, fokuserer på overholdelse af krigens love, det vil sige Genve- og Haag-konventionerne. Men når det gælder staters brud på reglerne, kan Hoffman alligevel ikke finde terrorismeetiketten frem. Der er i stedet tale om krigsforbrydelser.
Argumentet er, at stater kan straffes for krigsforbrydelser - det kan en ikke-statslig part ikke, og derfor vil der i et sådant tilfælde være tale om en terroristisk handling (18). Således frikendes staten igen for terrorisme, ligegyldig om den i øvrigt retsforfølges for sine forbrydelser eller ej. Alene muligheden for at straffe staten betyder, at der er tale om en krigshandling - ifølge Hoffman.

Målet helliger midlet...
'Krigsforbrydelse' er nu heller ikke et pænt ord. Derfor hedder det i stedet gengældelse, når USA's regering beskriver voldshandlinger fra egen eller allierede staters side. Således blev en israelsk bombning, der dræbte tyve tilfældige tunesere og et højere antal palæstinensere, af den daværende USA-administration og massemedierne accepteret som 'gengældelse' (19) - en reaktion på terrorismen, med tungere skyts.
Også nyligt afdøde Yasser Arafat definerede terrorisme efter motiv: 'Forskellen mellem den revolutionære og terroristen ligger i årsagen til, hvorfor de hver især kæmper. Den, der forsvarer en retfærdig sag og kæmper for frihed og befrielse for sit land fra angriberne, bosætterne og kolonialisterne, kan umuligt kaldes terrorist' (20).
Arafat havde både ret og uret. Det rigtige er, at man ikke kan slå et helt folk over én kam og kalde dem terrorister, fordi man ikke støtter deres kamp. Men terrorismedebattens virkelige skillelinje går ikke mellem frihedskæmpere og terrorister, eller mellem borgerlige og socialister. Den går mellem de, der accepterer politisk motiveret vold på civile, og de, der ikke gør. Uanset aktøren.
At benægte, at ens egen politiske fløj kan begå terrorisme, er at gøre dem og sig selv en bjørnetjeneste. Terrorismen kan aldrig være progressiv; den retfærdige sag behøver ikke terrorismen som middel, som Rosa Luxemburg påpegede engang.
Begrebet må i stedet generobres, så handlingen virkelig kan angribes. Med den simple definition 'politisk motiveret vold på civile' kan allerede konkluderes en central pointe: Terrorismen er i sandhed menneskehedens største fjende i dag. Først og fremmest i skikkelse af de kræfter, der kontrollerer USA's enorme militærapparat.

Helene Caprani er stud. mag. i historie og stud. scient. soc. i internationale udviklingsstudier

Noter:
1. Hoffman, Bruce: Inside Terrorism. Columbia University Press, 1998: 17
2. Se for eksempel Laqueur, Walter: A History of Terrorism. Transaction Publishers, 2002: xi
3. Herman, Edwards S.: Power and the Semantics of Terrorism. Covert Action Information Bulletin, Summer 1986: 9
4. Herman, 1986: 10
5. Chomsky, Noam: Rogue States. South End Press, 2000: 65f
6. Kaplan, Robert: The Coming Anarchy. The Atlantic Monthly, 1994: 59
7. Chomsky, 2000: 1
8. -22/4 2004
9. Hoffman, 1998: 23
10. Hirst, Paul: War and Power in the 21st Century. Polity Press, 2001: 98
11. Møller, Per Stig: Two years later, Still a Wake-up Call. The Wall Street Journal Europe, 2003: 5
12. Herman, 1986: 9
13. Herman, 1986: 11; Chomsky, 2000: 5
14. Se eksempelvis Laqueur, 2002: xii
15. Chomsky, 2000: 16
16. Chomsky, 2000: 5
17. Laqueur, 2002: 3
18. Hoffman, 1998: 34f
19. Herman 1986: 11
20. Citeret i Hoffman, 1998: 26