Efter snart to års samarbejde blandt Venstrekræfterne i Ribe Amt, er det tid at gøre status. Hvilke resultater har vi opnået? Hvor har der været problemer med at få samarbejdet til at fungere, og hvad er de videre perspektiver?

af Lars U. Thomsen, DKP Esbjerg.
I begyndelsen af 2003 enedes vi socialister og kommunister i Esbjerg om at lægge kræfterne sammen og udvikle et samarbejde omkring konkrete spørgsmål. En videreførelse af de hævdvundne principper om aktionsenhedens metode som DKP har gjort til en hjørnesten i sit arbejde gennem årtier. Samarbejdet omfatter KPiD, DKP og Enhedslisten samt SUF og SFU som ungdomsorganisationer.
Vi enedes om et minimumsprogram der indeholdt fire hovedpunkter; om freden, EU, sociale nedskæringer og enhed mod højre. Derudover har vi arrangeret gadeaktioner, med uddeling af løbesedler, offentlige møder og foredragsaftner.
I kraft af udviklingen efter angrebene på Jugoslavien, Afghanistan og Irak, kom fredsarbejdet hurtigt til at blive det centrale emne. Vi forsøgte at gå ud over vores egen kreds og invitere et bredt spektrum af faglige og politiske organisationer, til et samarbejde mod dansk krigsdeltagelse og for en styrkelse af FN's autoritet.
Samlet set, har udviklingen i samarbejdet mellem venstrekræfterne udviklet sig gunstigt, frem til foråret i år. Så er det gradvist begyndt med en polarisering mellem de deltagende organisationer.

Antikommunisme
Det vi har spurgt os selv om er: skyldes denne udvikling den landsdækkende polarisering, mellem på den ene side KPiD og DKP/ML, og på den anden DKP og Enhedslisten?
En anden mulighed kan være en principiel uenighed om det politiske indhold.
Mellem DKP og KPiD har der været generel overensstemmelse omkring de væsentlige politiske spørgsmål, mens der i forholdet til Enhedslisten har været principielle forskelle i opfattelsen af samarbejdets form og indhold. Tanken om at skabe en fælles opstilling til næste byrådsvalg vakte modstand i dele af Enhedslisten i Esbjerg, mens andre syntes det vil være en styrkelse af vores muligheder for repræsentation i byrådet.
Det er den ene side. Den anden er, at der blandt tidligere DKP-medlemmer, har udviklet sig en stor modvilje mod de idealer og arbejdsmetoder, som DKP repræsenterer. Antikommunismen har slået dybe rødder i vores samfund og påvirker forholdet til partier og organisationer.
Som eksempel kan nævnes, at da vi i DKP i Esbjerg for et par år siden besluttede at melde os kollektivt ind i den lokale fredsbevægelse, fik vi det svar, at vi var uønskede.
Det er min fornemmelse at polariseringen mellem de to fløje blandt partierne på landsplan, har medvirket til at komplicere problemerne. Det er for øvrigt en deling, som ikke kun er national, men findes i en række europæiske lande.
Der er ikke nogen, som var i tvivl om, at et enhedsarbejde vil møde vanskeligheder på vejen, begivenheder som vil sætte enheden på prøve. Her vil en landsdækkende forståelse af enhedens nødvendighed fremme overvindelsen af vanskelighederne, mens det modsatte nu blev tilfældet.

Fredskonferencen
Konkret løb vi ind i alvorlige problemer omkring holdningen til Irak-krigen. Der må altid udvises smidighed over for forskellige holdninger og ønsker i et så bredt enhedsarbejde, som vi var i færd med at udvikle. Problemet var, at det oprindelige grundlag, kampen mod krigen, blev trængt mere og mere i baggrunden af alle mulige udmærkede forslag, som hørte hjemme i fredsbevægelsens regi, men ikke i det brede enhedsarbejde vi havde påbegyndt.
Da Socialdemokraterne nedlagde veto mod at Irak blev en del af fredskonferencen i oktober i år, forlod DKP og KPiD samarbejdet om konferencen. Formålet med denne manøvre var, kan vi nu se, at skabe rygdækning for S i den afstemning i Folketinget, der skulle give grønt lys for at forlænge de danske troppers indsats i Irak.
Hele denne udvikling stiller partierne over for nogle erfaringsdiskussioner, der får betydning for den videre udvikling af enheden ikke bare i Esbjerg men på landsplan. For DKP's vedkommende var det tydeligt, at uklarheden om forholdet mellem parti og bevægelse spillede en væsentlig rolle i forløbet. Hvem skal man være loyal over for; Enhedslisten eller DKP? Den demokratiske centralisme var erstattet af uenighedskultur, som vel nærmest kan karakteriseres som splittelse.
Vi må forstærke bestræbelserne for at overvinde de ideologiske forskelle, samtidig med at vi arbejder med konkrete opgaver. Kun på den måde kan vi skabe ny fremdrift i enhedsarbejdet. Derfor må det også være en spore til DKP's medlemmer om at vi efter fem års programdiskussion endelig kommer til klarhed om partiets rolle og struktur. Det skylder vi os selv, hvis arbejdet skal bære frugt.