Ideologi er udmærket, sålænge den forbliver ideologi, siger politikerne så, i realpolitikken må man følge folkestemningerne, hvis man vil overleve. Det vil sige, den førte politik bliver principløs, altså den fører ingen vegne hen. Og det er netop også det, den skal.

af Kjeld Stenum
Opinionsundersøgelser kan bruges til meget. Nylig blev det sagt i radioavisen, at en opinionsundersøgelse havde vist, at omkring fire femtedele af befolkningen mente, politikerne lyttede for meget til opinionsundersøgelser.
Det er utvivlsomt sandt, at de fleste politikere gerne vil være folkestemningen tilpas, især omkring folketingsvalg, for det er jo på det at være folk tilpas, at de bliver valgt.
Eller er det på det, de bliver valgt? Hvad var det nu, opinionsundersøgelsen sagde? Men skal politikerne da lytte til den folkestemning, der ikke kan lide politikere, der lytter til folkestemninger? Det er godt nok godt, man ikke er politiker i sådan et samfund, som vi har.
Paradokset minder om de paradokser, der for omkring hundrede år siden var ved at tage livet af matematikerne, den logisk-positivistiske filosof Bertrand Russell beskrev et af dem således:
Skal den barber, der klipper alle dem i hans landsby, som ikke klipper sig selv, klippe sig selv? Det, som var problemet, var, at både et svar og det modsatte svar tilsyneladende kunne udledes. Og kunne der udledes modsigelser af matematikkens spilleregler, kunne der udledes hvad som helst. Eller med andre ord, matematikken brød sammen som videnskab.
Den diskussion, sådanne paradokser satte i gang blandt matematikerne, er der absolut ikke plads til at gå i detaljer med her. Hvad paradokset her angår, så har det naturligvis at gøre med, at vi i det hele taget har noget, der hedder folkestemning på den ene side, og noget, der hedder praktisk politik på den anden.
Altså at politik er et gebet for professionelle politikere i vores samfund, og ikke et aspekt af vores allesammens tilværelse. Det ville helt sikkert være fundamentalt anderledes i en socialistisk rådsrepublik. Som vi har indrettet vores parlamentariske repræsentative demokrati, bliver folkeviljen ikke til organiseret politisk kraft, men bare til frustrerede udtryk for afmagt, til folkestemninger.
Og politikerne er ikke en del af folket og har derfor ikke deres egen selvstændige andel i folkeviljen. De flagrer rundt og kobler sig på snart den ene, snart den anden af den afmægtige befolknings frustrerede stemninger, i håb om på tv at tage sig ud som fyldte besjælede mennesker med rigtige holdninger. Men det er de ikke. De er ikke andet end tomme hylstre, der lader sig fylde med hvad som helst.
Det er symptomatisk, at den forhenværende minimalstatsteoretiker Anders Fogh Rasmussen i dag er leder for en regering, der praler af at have udvidet den offentlige sektor. Og det er symptomatisk, at fordi han er så dygtig til at fylde sit tomme hylster med lige netop det, der lige netop passer bedst i det rette øjeblik, så er han blevet statsminister med stor succes.
De politikere, der formår at tale med ægte menneskelig harme og skide på, hvad der tilfældigvis lige er bruset op af frustrerede folkestemninger, sådan som Mimi Jacobsen, når hun skældte ud på Pia Kjærsgårds indvandrer- og flygtningepolitik, den slags politikere bliver til ingenting og kører deres partier i sænk.
Hvordan kan det være, det er sådan, når opinionsundersøgelsen jo netop syntes at sige, at det var politikere af den støbning, vi ville sætte pris på?
Det er der en bestemt grund til. For vi mener ikke noget særligt med det, vi siger til den rare dame inde fra Gallup, når hun spørger os ud til en opinionsundersøgelse. Vi er ikke vant til, at der kommer nogen som helst konsekvenser af, hvad vi mener, derfor er vi tilbøjelige til at tage ret let på det at mene noget, det er jo bare at lufte en øjeblikkelig stemning.
Når det kommer til selve vores hellige og vel snart eneste legitime politiske handling, altså det med at sætte krydset på stemmesedlen, så er vi mere ømskindede. Så bryder vi os ikke om politikere, der er så konsekvente i deres egne holdninger, at de kommer ret meget på tværs af vores frustrerede stemninger.
Gør de det, bliver vi endnu mere frustrerede, for det, der frustrerer os, er jo netop, at vi føler, vi ikke har nogen reel indflydelse. På den måde opdrager vi systematisk vore politikere til at droppe fikse ideer (selvstændige meninger) og reagere på stemninger i stedet for.
Ideologi er udmærket, sålænge den forbliver ideologi, siger politikerne så, i realpolitikken må man følge folkestemningerne, hvis man vil overleve. Det vil sige, den førte politik bliver principløs, altså den fører ingen vegne hen. Og det er netop også det, den skal.
Hele det politiske sceneri går ud på lige netop det ikke at gøre noget, samtidig med at man ser ud til at gøre en hel masse. Politikerne går med tunge bebyrdede skridt og alvorlige miner fra forhandling til forhandling for at opnå resultater. Men i realpolitik må man jo bøje sig mod hinanden. Så man bøjer og bøjer.
Socialdemokrater privatiserer, og liberalister laver offentlig sektor. I virkeligheden bedriver ingen af dem politik i nævneværdigt omfang. Det er den økonomiske og ikke den politiske sektor, der former fremtiden. Og den bestemmer demokratisk valgte politikere ikke over i et privatkapitalistisk samfund som vores.
De har lige så lidt indflydelse på den, som strået, man stikker ned for at standse den strømmende flod. De lærer hurtigt, at de klarer sig bedst ved at flyde med strømmen.