08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dollarfald uden bund

Dollarfald uden bund

Torsdag, 02. december, 2004, 00:00:00

I dag er USA stærkt afhængig af de asiatiske lande, især Japan og Kina, som reelt holder hånden under den amerikanske økonomi.

af Karen Sunds, økonom
Den amerikanske dollar kan stå overfor en historisk nedtur, som bringer den ned på det svageste niveau siden USA forlod guldstandarden i 1971.
Denne opsigtsvækkende forudsigelse kommer fra verdens største bank, den New York-baserede Citigroup Bank.
Ifølge analytikerne i Citigroup Banks analysehus, er alene den svækkelse på 30 procent, som dollaren har været igennem i perioden fra begyndelsen af 2002 og til i dag, det største fald i dollaren siden 1985. Men alt tyder på at dollaren skal endnu længere ned, vurderer banken. Lige nu skal der bruges 5,61 danske kroner, for at betale for en dollar.
De markante ændringer i den globale økonomi, som udspiller sig i øjeblikket med dollarfaldet, er akkumuleret over lang tid, men slår først for alvor igennem nu.
Således siger den tidligere amerikanske finansminister Lawrence Summers, ifølge hjemmesiden World Socialist Web, om de enorme underskud på den amerikanske betalingsbalance:
- Disse tal er uden fortilfælde. USA har aldrig haft så store betalingsbalanceunderskud, og intet enkeltstående land har nogensinde før haft underskud, der er så store, i forhold til den samlede verdensøkonomi.

Finansiel terrorbalance
USA«s underskud på handelsbalancen ligger i øjeblikket på 5,5 procent af bruttonationalproduktet. Ifølge Summers opsuger dette underskud næsten to tredjedele af den samlede mængde betalingsbalanceoverskud, altså overskydende kapital, som findes i resten af verdens lande.
Samtidig taler Summers om, at der er en finansiel terrorbalance i verden:
- På den ene side er USA afhængig af en evigt stigende indstrømning af kapital fra de asiatiske banker til at finansiere deres underskud. På den anden side er udlånerne - på trods af, at de har tab på deres investeringer og udsætter sig selv for stadig større finansiel risiko - også bange for at trække deres kapital ud af USA, af frygt for at det starter en kolossal finansiel krise, udtaler han ifølge World Socialist Web.
Den amerikanske centralbankchef, Alan Greenspan, lægger da heller ikke skjul på, at han er bekymret:
- På et tidspunkt vil den andel af dollars, der er ejet af udenlandske investorer være så stor, at det repræsenterer en uacceptabel risiko. Det vil føre til, at den udenlandske kapital mindskes markant, efterfulgt af en stærkt øget rente i USA, erklærede Greenspan i forrige uge, i forbindelse med et møde i Frankfurt for verdens centralbankchefer.

USA afhængig af Asien
I dag er USA stærkt afhængig af de asiatiske lande, især Japan og Kina, som reelt holder hånden under den amerikanske økonomi. Det vil uundgåeligt komme til at påvirke hele det politiske billede på globalt plan i fremtiden.
Den største del af USA«s statsgæld er finansieret og ejet af Japan, der har amerikanske statsobligationer for 4130 milliarder kroner. Kina ejer amerikanske statsobligationer for i alt 978 milliarder kroner.
Mens den amerikanske økonomi således sejler videre på en knivsæg slår dollarfaldet også hårdt i Europa. De koncerner, der kommer fra euro-området, får stadig sværere ved at konkurrere med de amerikanske varer, fordi den konstante opskrivning af euroen gør deres varer forholdsvis dyrere.
Det er årsagen til, at EU«s finansministre fra deres sidste møde sendte en åben opfordring til Greenspan om at intervenere på pengemarkedet for at holde dollaren oppe, konkret ved at hæve renten. Men uden held. Den amerikanske centralbank, FED hævede renten i starten af november til to procent, og den vil ikke blive hævet mere, ifølge Greenspan.
Bush-regeringens forhåbning er nemlig også, at dollarfaldet skal føre til et så markant skift i konkurrenceevnen, til fordel for de amerikanske virksomheder og til ulempe for de europæiske, at det i sig selv kan forbedre handelsbalancen. Men på trods af at dette konkurrenceforhold altså allerede er ændret markant til fordel for US-firmaerne, fortsætter handelsunderskuddet altså alligevel med at stige og stige. Alene dette fortæller noget om de problemer, som USA«s økonomi er inde i.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp