Ja, jeg er sgu lige ved at tro, at hvis vi har en meget lav trafikmoral, så viser det noget om en lav samfundsmoral i al almindelighed, mens en høj trafikmoral viser det modsatte.

af Kjeld Stenum
Et eksempel, som enhver cyklist i København kender: Man kommer til at køre i 'slalom' med en bus. Bussen overhaler én mellem hvert busstop, og hver gang man når frem til et stoppested, har bussen netop lagt til der, og man må - ligegyldigt om der er en trafikø til udstigning - bremse op og være agtpågivende overfor folk, der stiger på eller af.
Er der ingen trafikø, skal man oven i købet i henhold til færdselsloven holde tilbage for af- og påstigende buspassagerer. Sådan er reglerne, og dem kan man overtræde eller overholde. At overtræde reglerne er kriminelt, og vi kan aldrig vide, om folk lader være med at gøre kriminelle ting for at undgå straf, eller fordi de finder det umoralsk.
Så er der en gråzone, alt efter hvordan den enkelte cyklist fortolker det med at være agtpågivende og vise hensyn. Nogen holder tilbage, blot folk gør mine til at ville over cykelstien for at komme ud til en bus, andre farer meget aggressivt frem og tvinger folk til at vente til allersidste øjeblik med at få chance for at komme ud til deres bus. I den gråzone viser man sin trafikmoral.
En meget høj trafikmoral viser den, der er meget omhyggelig med at handle på måder, så trafikken afvikles på bedst mulig måde, og en meget lav trafikmoral viser den, der blot farer frem og forårsager unødig kaos ved busstoppestedet, eller modsat har så travlt med at bremse op for at give plads til en flot pige, at en bagved liggende cyklist, der lige skal til at overhale, kommer i alvorlige vanskeligheder, og det gør pigen måske også.
Dette er objektivt, hvad vi forstår ved god og dårlig moral i trafikken, og det er meget illustrativt for, hvad vi forstår ved god og dårlig moral i samfundet i al almindelighed. Lad os brygge lidt videre på situationen.
Sæt cyklisten nu har travlt, måske er det en mandag morgen, hvor alting driller, og man også er lige ved at komme for sent på arbejde. Alligevel gør man alt, hvad man kan for at være en ansvarlig trafikant, og man viser særligt hensyn ved busstop, hvor der ikke er trafikøer, selvom man er lige ved at eksplodere over at være kommet til at køre i 'slalom' med den satans bus.
Og så optræder buspassagererne ikke med tilsvarende hensynsfuldhed. Nej, de bliver stående unødigt længe på cykelstien og forhindrer én i at komme videre, måske giver de sig ligefrem til at gå hen ad cykelstien i stedet for at gå op på fortovet, måske er der i virkeligheden blot tale om en lillebitte tøven, hvor de lige skal orientere sig for at blive klar over, at det altså er en benyttet cykelsti, de er landet på.
Pointen er, at i sådan en situation bliver vores cyklist meget let meget vred. Han koger op (kvindelige trafikanter siges oftest at gøre det lidt mindre, måske fordi det ikke er en obligatorisk del af kvinders opdragelse at blive afrettede på militære kaserner), der er ikke langt til bandeordene og skråt-op-fingeren og for nogen heller ikke til selvtægt, og det er ikke altid, begrundelsen for denne voldsomme reaktion er særlig saglig.
Måske er han uretfærdig overfor en stakkels buspassager, der reagerer lige så heftigt, og måske geråder han på den måde ud i et for trafikkens afvikling aldeles uhensigtsmæssigt klammeri midt på cykelstien, andre cyklister kan ikke komme forbi, ingen buspassagerer kan komme ud til kantstenen, så næste bus kører forbi, og vores cyklist kommer selv for sent på arbejde. Hvad sker der med vores meget moralsk bevidste cyklist? Hvorfor bliver vedkommende så hidsig?
Det er selvretfærdigheden, der kommer op i ham. Alle andre skal sgu også optræde hensynsfuldt, siger han til sig selv, nu gør han det, endda selv om det koster så meget for ham, og så udnytter andre det bare til at skide på ham. Det er simpelthen for meget.
Han har ret til at blive vred i denne situation, siger han til sig selv, og så giver han slip på alt, hvad der kan bremse denne vrede. Nu er der jo god grund til at blive tilpas vred i situationen, ellers bliver de formastelige buspassagerer måske aldrig klar over deres hensynsløshed, eller de bliver ligeglade, fordi vores cyklist viser ligegladhed med dem.
At lade være med at skælde ud på dem, der gør noget lort, er også at sige til dem, at man egentlig ikke forventer sig bedre af dem. Allerede grækeren Aristoteles var klar over, at problemet om det moralsk rigtige var et problem om rigtig afvejning. At afveje, hvilken reaktion der er passende, er at besinde sig på de andre og ikke blot fortabe sig i sit eget, og det er netop i denne besinden sig på de andre, at det moralske ligger.
Men pointen her var, at vores cyklist bliver uhensigtsmæssigt meget vred. Han sætter netop sagligheden til side og fortaber sig i sig selv. I grunden så forvandles han fra at være moralsk bevidst til at være korsridder eller retfærdighedssoldat.
Sådan nogen er der mange af i trafikken, ja, vistnok særlig i trafikken har vi særlig kort til lige netop den type reaktioner. Men også her er trafikken illustrativ for samfundet i al almindelighed. Ja, jeg er sgu lige ved at tro, at hvis vi har en meget lav trafikmoral, så viser det noget om en lav samfundsmoral i al almindelighed, mens en høj trafikmoral viser det modsatte.
Samfundslivet består jo af mange ting, blandt andet potentielle konfliktsituationer. Og i vores evne til at håndtere dem viser vi vores moral. Trafikken er stort set ikke andet end potentielle konfliktsituationer, derfor viser trafikken måske i særlig klar form et samfunds moralske tilstand.
Er vi meget aggressive i trafikken, er det blot udtryk for, at vi i al almindelighed bærer rundt på for megen forurettelse og for lidt menneskekærlighed. Det er udtryk for, at enhver af os i for høj grad sætter sig selv som individ i centrum og i for høj grad glemmer eller ignorerer, at det at være individ netop forudsætter, at man har et samspil med andre at være det i.
Resultatet af denne fortrængning plejer vi at kalde liberalisme. Og det forklarer vel egentlig meget godt, hvorfor samfund får meget kortere til krige, når liberalismen vinder frem.