08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Følg FN: Forbyd tortur i dansk lov

Følg FN: Forbyd tortur i dansk lov

Fredag, 10. december, 2004, 00:00:00

Forbuddet mod tortur skal skrives ind i dansk straffelov. Det skal ske for at sende et signal om, at Danmark ikke i noget tilfælde accepterer tortur

af cand. mag. Tue Magnussen, kommunikationskoordinator Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre
I dag er det 20 årsdagen for FN's konvention mod tortur. Det er samtidig FN's menneskerettighedsdag, som blev indstiftet for at huske, at verdenssamfundet i 1948 i FN vedtog Menneskeretserklæringen, som er den første erklæring med et totalt forbud mod tortur. Verdenserklæringen var et modtræk mod, at nazismen og krigens grusomhed få år før havde betydet udbredt tortur i et uhyggeligt omfang.
Det var derfor ikke nogen tilfældig dag FN's generalforsamling i 1984 vedtog den hidtil vigtigste internationale konvention mod tortur, nemlig 10. december.
I vores del af verden er 10. december ofte synonym med hektisk juletravlhed og i år vil mangen en dansk arbejdsplads bruge denne fredag til den traditionelle julefrokost.
I den københavnske metro vil de mange rejsende blive mødt af dans, musik og optræden. Mavedans, sambarytmer og gospelsang vil sammen med aktivister fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) sætte fokus på tortur på fire metrostationer. Amnesty International samler underskrifter ind som led i kampagnen for at få tortur gjort strafbart i dansk lov. RCT ønsker at give kampagnen et skub fremad for at realisere det imponerende mål om i det næste års tid at få samlet underskrifter fra 100.000 danskere for udtrykkeligt at få tortur gjort strafbart i dansk lov. Det er et mangeårigt ønske fra både RCT og Amnesty.
RCT vil have skrevet forbuddet mod tortur ind i dansk straffelov. Det skal ske for at sende et signal om, at Danmark ikke i noget tilfælde accepterer tortur. Hverken i den civile eller militære straffelov nævnes tortur i dag. FN's komite mod tortur har flere gange henstillet til Danmark om at nævne tortur i lovgivningen. Det vil kunne sende et klart og vigtigt signal til befolkningen og det internationale samfund om, at tortur er forbudt og uacceptabelt i Danmark.
Folketinget diskuterede i foråret et forslag om at inkorporere flere internationale konventioner i dansk lovgivning. Forslaget blev nedstemt. Kun de radikale, SF og Enhedslisten stemte for. I juni havde RCT og Amnesty International foretræde for Folketingets retsudvalg. Det fælles ønske om at tortur bør gøres strafbart i dansk lov, fik nu også opbakning af Socialdemokratiet.
I denne samling er oppositionen gået sammen om et beslutningsforslag om at inkorporere FN's konvention mod tortur i dansk lov. Folketingets førstebehandling af forslaget til en ny militær straffelov tyder desværre ikke på, at tortur bliver eksplicit nævnt, selvom forsvarsminister Søren Gade ikke helt har afvist. På samme måde synes det stadig at knibe med et folketingsflertal, for at tortur udtrykkeligt gøres strafbar i den civile straffelov.
At opfylde FN's konvention mod tortur vil være den bedste gave fra Danmark til FN og omverdenen i anledning af konventionens årsdag. Det er samtidig et signal om, at arbejdet mod tortur fortsat er en dansk mærkesag - især når Danmark fra årsskiftet bliver medlem af FNs sikkerhedsråd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp