Et er, at det langtfra er givet, at vedvarende energi bliver alternativet i lande som USA, det er nok mere sandsynligt, at a-kraften vil få en renæssance. For det er enorme mængder energi, det handler om, og de rige lande vil bevare deres økonomiske dominans, og det forudsætter fortsat økonomisk vækst.

af Kjeld Stenum
I fjernsynet hører vi af og til om det. En af mine venner gennem mange år, som for tiden arbejder i Grønland, beretter også om det. Visse steder er det så grelt, at grønlænderne fortæller, de kan se fra år til år, hvordan indlandsisen trækker sig tilbage.
Det kan lade sig gøre at sejle i kajak nord om Grønland i dag, noget som var umuligt blot for et par årtier siden. Det er ikke længere muligt at tvivle om, at der sker voldsomme ting med klimaet i Arktis. Det har konsekvenser for det lokale dyreliv: sælen forsvinder, isbjørnen forsvinder.
På længere sigt får det uundgåeligt betydelige konsekvenser også for hele Grønlands økonomi, og der vil blive stillet umådelig store krav til grønlændernes omstillings- og tilpasningsevner. Men issmeltningen i Arktis og Antarktis har også globale konsekvenser: på de lave koraløer i Stillehavet rådner afgrøderne på markerne allerede i dag.
Det skyldes, at vandstanden i sverdenshavene stiger, og grundvandet på øerne derfor bliver for saltholdigt til, at planterne kan tåle det. Det er en århundredgammel landbrugskultur, der bliver ødelagt, og det er tvivlsomt, at lokalbefolkningen kan finde alternative erhverv.
Nu kan man så med det globale overbliks kynisme sige, at det drejer sig om et meget begrænset antal mennesker. Men der er meget kort fra den øjeblikkelige tilstand og til, at millionvis af menneskers eksistensmuligheder vil forsvinde, eksempelvis i Bangla Deshs meget lavtbeliggende floddeltaer, hvor størstedelen af det lands hundrede og tredive millioner mennesker bor.
Skal vi være pessimistiske? Der vil blive en omstillingsperiode, som vil stille meget store krav til folks tilpasningsevner i de mest udsatte områder, men vil vi ikke klare at få tjek på udviklingen på længere sigt? Samtidig med, at isen trækker sig tilbage, marcherer fornuften vel også uundgåeligt frem.
Nu diskuterer videnskabsfolk godt nok stadigvæk, om årsagerne til klimaforandringerne er menneskeskabt drivhuseffekt, eller det er følge af solpletter. Men politikerne erkender jo i stigende omfang, at vi ikke kan lade tvivlen være argument for passiv laden stå til.
Der er jo andre grunde end drivhuseffekten, der understreger nødvendigheden af dramatiske forandringer på energiforsyningsområdet, blandt andet en så simpel kendsgerning, som at Jordens lager af fossile brændstoffer en dag i en ikke særlig fjern fremtid vil være dampet op i atmosfæren som CO2 alt sammen.
Når der ikke er mere, kan det være ret ligegyldigt, om den drivhuseffekt, som det skaber, er hovedårsagen til klimaforandringerne eller ej, vi må finde på noget andet uanset. Selv regeringspartiet Venstre i Danmark har erkendt det og satser nu på vedvarende energi. En dag skriver verdens største energifrådser, USA, måske også under på Kyoto-aftalen. Så vinder fornuften ikke frem trods alt?
Nu er der mange men´er. Et er, at det langtfra er givet, at vedvarende energi bliver alternativet i lande som USA, det er nok mere sandsynligt, at a-kraften vil få en renæssance. For det er enorme mængder energi, det handler om, og de rige lande vil bevare deres økonomiske dominans, og det forudsætter fortsat økonomisk vækst.
Og der er a-kraftværker den mest overskuelige og mest rentable løsning. Sådan tænker de ledende politiske kræfter nok også dybest inde her i Danmark, Venstres nylige satsning på vedvarende energi har vist mest at gøre med, at der er flere stemmer i det end i kernekraft, og det er snart valg. Hvis jeg da ellers kender det parti ret.
Og konsekvenserne af global satsning på a-kraft er affaldsproblemer i titusinder af år, og omfattende lokale miljøkatastrofer som for eksempel Tjernobyl. Samt stor sårbarhed i forbindelse med social uro eller krig.
Men et par alvorligere sider af problemet er, at det for det første kun i meget begrænset omfang er politikerne, der styrer udviklingen i privatkapitalistiske lande, det er privatkapitalisternes diktatur over erhvervslivet, der er afgørende og smadrer enhver nok så velment politisk bestræbelse på at tænke langsigtet.
Og for det andet bliver det næppe de lande, der i dag er de helt store energifrådsere, som bliver den væsentligste faktor for den fremtidige udvikling. Det bliver især lande som Indien og Kina, der tilsammen rummer mere end en tredjedel af klodens befolkning, og som begge er i rivende økonomisk vækst i disse år, med vækstrater i omegnen af ti procent om året.
Mens vi kæmper med at få vore politikere i Japan, EU-landene og USA til at bremse et tog, hvis fart de alligevel kun kan regulere i meget begrænset omfang, bliver det tog overhalet af kinesernes og indernes tog, der kommer brusende bagfra, og som med en god portion moralsk berettigelse kræver ret til i deres industrialiseringsproces blot at forsynde sig en brøkdel gange så meget imod den globale økologiske balance, som vi har forsyndet os imod den i de par hundreder år, vores frådseri har udviklet sig.
Vi kan skælde vore egne politikere ud, men til kineserne og inderne har vi intet at sige, som har nogen som helst vægt. Så hvad klodens økologiske fremtid angår, så er jeg pessimist, medmindre inderne og kineserne af sig selv påtager sig at betale for også vores miljøforsyndelser. Og hvorfor skulle de ikke bare sige til os, at vi kan snakkes ved den dag, de er nået op på vores niveau?
Der er kun én grund: den dag er det for sent at snakke om noget som helst.