Kulturminister Brian Mikkelsen har kørt en kanon frem, ladt den og sigter mod den nye generation. Målet er borgerlig dannelse.

af Rikke G.F. Carlsson
En folkegave, kaldte Berlingske Tidende kulturministerens nye nationale kulturkanon. Og ja, stor er den ikke. Men det forventede jeg nu heller ikke fra den side.
Brian vil nedsætte syv smagsdommerudvalg (og jeg som troede, at den regering var imod alle disse smagsdommere). De syv områder er snævert valgt inden for definitionen kultur- og kulturarv: billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og sidst litteratur.
Udvalgene skal hver især pege på omkring tolv danske værker eller tekster, som vurderes til at være de største ikoner gennem tiderne. De skal starte deres arbejde i begyndelsen af 2005 og være færdige i løbet af foråret. Når udvalgene er færdige med deres oplæg, skal disse diskuteres på en konference, hvorefter udvalgene laver de endelige lister.

Kulturkanonen skal samles i én bog, med tilhørende cd og dvd, som skal skydes af til de danske skoleelever og efter kulturministerens ønske skabe 'en debat om vores kulturarv og det samfund, vi lever i.' Han siger videre: 'De tolv værker, som på hvert område kommer ud af det her, er ikke så afgørende. Det afgørende er, at man erkender, at noget er bedre end noget andet'.
Så er det jeg må sige, er det virkelig alt, hvad man kan presse ud af en borgerlig kulturminister - både hvad angår visioner for kommende generationers kendskab til dels de syv områder, som er nævnt, og dels vores fælles kulturarv.
Jeg er ikke skuffet, jeg er vred. Men nu er jeg jo heller ikke borgerlig og har derfor helt andre definitioner af og visioner for kulturområdet end de borgerlige har.

Hvis man vilé
Hvis man virkelig som samfund ønsker at give ungdommen kendskabet til vores fælles kulturarv, så er det vigtigt at skolesamfundet og de nævnte syv områder får midlerne til at formidle disse. Og dette gøres ikke ved, som Brian siger i Berlingske: '...,at den (bog, cd, dvd) skal være så økonomisk attraktiv, at det ikke er noget problem for skolerne at få fat i den'.
Det gøres ved at de nævnte syv områder får uddannet og ansat flere kulturformidlere til at inddrage, fremvise og undervise børn og unge.
Det gøres ved, at skoleskemaer indeholder væsentlig flere udflugts- og besøgs timer til og fra lokale museer, musikere og så videre.
Der kunne være meget mere turnerende teater og musik og lignende i institutioner og på skolerne.
Der kunne være meget mere lokalt samarbejde mellem institutioner, skoler og de lokale museer, udstillings - og lokalhistoriske organisationer.
Der kunne være meget mere inddragelse af forfattere i danskundervisningen for at fremme skriveglæde og lyst til læsning.
Der kunne laves temauger hvor filmens baggrund og skabelse af egen film kunne mødes i kendskab.
Der kunne komme arkitektstuderende på besøg og formidle og sætte debat i gang angående de huse og bygninger, som omgiver børnene i deres dagligdag, skolebygningen, kontra arbejdspladser, slotte og andre lokale særpræg.
Sådanne tiltag vil fremelske engagerede unge mennesker, der ikke kun erkender, at noget er bedre end andet. Man kan ligefrem få dem til selv at danne egen kritiske smag og nysgerrighed til videre udfoldelse i vores rige kulturarv.
Ja, man kan gøre meget fra politisk side og det har kulturministeren ikke gjort.
Brians kanon er ladet med løst, vådt krudt, og om den overhovedet vil lade sig antænde i de kommende generationer, tvivler jeg stærkt på, når kanonen kun er ladet med 84 udvalgte fællesnævnere for en fælles dansk identitet.