Jeg synes, at det er flot at se, at så mange slagteriarbejdere står sammen i en svær situation

af Kresten Hjelm Pedersen, Hals
Det er yderst glædeligt at se, at ordet solidaritet stadig eksisterer på nogle af de mange danske arbejdspladser, som hyppigere og hyppigere bliver ramt af urimelige fusioner, nedskæringer og flytninger til udlandet.
Slagteriarbejderne rundt om i landet har helt klart meldt ud, at de ikke finder sig i, at man uden videre underminerer de mange års faglig kamp for at sikre bare nogenlunde anstændige lønninger til arbejderne på gulvet.
Ved forhandling efter forhandling har man uden videre måtte lade sig spise af med sølle to til tre procent årlige lønstigninger, mens aktionærernes afkast og direktørernes lønninger stort set ikke har haft nogen øvre grænse gennem de senere år.
Ydermere tillader arbejdsgiverne sig oven i købet at stille krav om en lønnedgang på 15 procent her og nu svarende til flere års overenskomstmæssige lønstigninger, hvis man skal bevare håbet om, at der også i fremtiden skal være beskæftigelse til den enkelte under pågældende NNF-overenskomst.
Det er jo bestemt i sig selv slemt nok, selvom sådan et tåbeligt krav efter min mening burde have udløst grineanfald i den helt store stil med fare for at skære arme og ben af kollegaerne ved siden af.
Hvis ledelserne ønsker at flytte virksomhederne ud af landet, så må de for min skyld hellere gøre det i dag end i morgen, så vi kan blive fri for at høre på deres jammer i den uendelige jagt på profit.
Nej, det farligste element ved slagteriarbejdernes situation er faktisk arbejderne selv.
I hvert fald de arbejdere som oprindeligt er valgt til at varetage kollegaernes interesser og ikke kapitalens.
De mis-tillidsfolk, som har været med til at indgå den hovedrystende aftale, burde hurtigst muligt trække sig tilbage og overlade hvervet til de kollegaer, som trods alt stadigvæk har bevaret troen og håbet på, at det til evig tid vil være både værd og nødvendigt at kæmpe for ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet.
I modsat fald bomber vi os selv tilbage til stenalderen rent lønmæssigt og risikerer uden nogen tvivl at havne i samme situation som de tusindvis af tyskere, som har accepteret lignende vilkår og dermed bragt sig selv i decideret fattigdom. Den tid burde bestemt være forbi på disse breddegrader.
Jeg synes, at det er flot at se, at så mange slagteriarbejdere står sammen i en svær situation, og jeg kan kun opfordre til, at man fortsat signalerer, at den slags direkte angreb på arbejderen er aldeles uacceptable og urimelige. Godt gået kammerater!