Naturligvis kan der ikke afholdes frie og demokratiske valg under en besættelse, hvor besættelsesmagten i kraft af sin militære magt afgør, hvem der ´vinder´
af Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak
Hvis ikke det var fordi, at situationen i Irak er så grusom for det dybt martrede irakiske folk, så ville det dansk sponserede såkaldte valgseminar, der afholdtes den 11.- 12. december i Kuwait, blot have fremkaldt en høj latter.
For det er da utroligt, at dem, der har besat Irak, dem, der er medansvarlige for folkemordet i Irak med over 100.000 civile irakeres død, skal undervise de besatte i at styre deres eget land.
Irak, en del af oldtidens Mesopotamien, hvor civilisationens vugge stod, og hvor skriften og de første skrevne love blev til, skal nu opdrages af en flok 'eksperter' fra udenrigsministeriet og Århus Universitet. Den hvide danske mand må bære sin byrde og 'civilisere' de muslimske 'vilde' i Irak. Det er det officielle Danmark anno 2004. Skrækkeligt.
Valg er ren make-up
Men hvad er det egentlig, som regeringen kan lære irakerne? Er det, hvordan man lyver for sin egen befolkning for at føre ulovlig angrebskrig, forbryder sig mod FN's Charter, mod sit eget lands grundlov og gør sig skyldig i alskens krigsforbrydelser i et fremmed land? Eller er det den fascistoide terrorlovgivning, der indskrænker de demokratiske rettigheder for at 'forsvare demokratiet', som besættelsesmagtens håndplukkede irakere skal lære af danske 'demokrater'?
Med hensyn til de 100 irakiske samarbejdspolitikere, som regeringen havde inviteret til konferencen, har de til opgave at legitimere besættelsen og fungerer som besættelsens 'irakiske' ansigt. 'Valget' den 30. januar skal give dette trætte ansigt ny make-up, men det bliver meget svært. Næsten to års besættelse med daglige mord, massakrer og tortur kan ikke skjules med hverken make-up eller ansigtsløftninger.
47 politiske partier i Irak har allerede meddelt, at de vil boykotte 'valget', som vil være en farce, ufrit, udemokratisk og givet på forhånd - hvis det altså afholdes.
Resultatet vil være et pro-amerikansk 'parlament' og 'regering', som nok engang 'inviterer' besættelsesmagten til at blive i Irak. Den offentliggjorte stemmeprocent vil være 'godkendt'. Internationale observatører vil erklære fupvalget 'gyldigt'. Valg a la Afghanistan!
En umulighed
Naturligvis kan der ikke afholdes frie og demokratiske valg under en besættelse, hvor besættelsesmagten i kraft af sin militære magt afgør, hvem der 'vinder'. De, der organiserer og deltager i 'valget', legitimerer ikke bare besættelsen og dens dagsorden om udplyndring af Irak og dets rigdomme, men de forlænger den også.
Så længe Irak er besat, vil der ikke blive hverken fred i Irak eller mulighed for et Irak på irakernes præmisser, et irakisk demokrati.
Det er derfor, at modstandsbevægelsen, som netop kæmper for at gøre en ende på besættelsen, i virkeligheden repræsenterer det nye og demokratiske Irak. Den har for lang tid siden erklæret, at den efter en overgangsperiode på to år efter besættelsens ophør vil afholde frie valg i Irak.
Det store flertal af irakere har dog allerede truffet et helt afgørende valg i Iraks historie: Modstandens væbnede vej som den eneste vej til Iraks befrielse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278