FredsVagten er autonom og udtrykker sin aktivitet på Christiansborg Slotsplads. Vi ser i det samlede billede af fredsaktiviteter, at det er os der fylder mest i den brede offentlige bevidsthed

af Bo Richardt, fredsvagt ved Christiansborg
Det gør vi ikke qua opbakning fra fredsnetværkene, men qua egne kræfter hvor vi indædt fastholder vores protest på fjerde år, selvom vi mandskabsmæssigt er helt inde ved benet.
Af og til konfronteres vi med det øvrige fredsarbejde. Nu senest har vi haft en vision om at melde os ind i Danmarks Fredsråd for at støtte op om en samling af fredsbestræbelserne. Imidlertid har vi takket nej, da vi reelt ikke har kræfter til at gå ind i det organisatoriske.
Og vi ser, at der er en hel del dobbeltbogholderi i bureaukratiet med at holde disse netværk i gang. Så meget at det tager pusten fra de Tordenskjolds Seniorsoldater, som overhovedet orker gå ind i det. Så i stedet for at vi bruger kræfter på at støtte op om organiseringen og koordineringen af en paraply som Danmarks Fredsråd, foreslår vi, at I og jeres organisationer støtter op om vores meget konkrete fredsarbejde.
Vi har helt ærligt svært ved at holde skansen mod den store ligegyldighed. Men vi bider tænderne sammen i erkendelsen af vores betydning. Og tænker hvor vidunderligt meget lettere det ville være hvis bare én procent af dette gode blads læsere ville støtte fredssagen i vores regi med bare én vagt á tre timer om måneden.
Og det vidunderlige ved FredsVagten er at det ikke kun er nyttigt - det er tilmed personligt givende i følelsen af at gøre noget. Og dertil kommer, at det er både fysisk og psykisk sundt at opholde sig så meget udendørs; frisk luft og lys til at modvirke de normaldanske vinterdepressioner, som ved gud ikke bliver mindre af at gnave gulvtæpper i afmagt.
Omkring det personligt givende, vil jeg lige fortælle et par konkrete anekdoter fra FredsVagtens hverdag.
Der kom en flok børn på klasseudflugt, Femte klasse tror jeg, hen til mig en dag for nylig nede på FredsVagten. De spurgte mig om mit syn på Venstre og regeringen. Jeg himlede jo straks op om hvor dumme og inkompetente de er, mens læreren stod bagved og smilede venligt medvidende. Men, forsatte jeg så, jeg synes ikke Venstre er forkert, fordi de laver en lortekrig, det er bare knaldende dumt.
Nej, jeg synes de tager politisk fejl, fordi de tror på, at alle mennesker skal være imod hinanden i stedet for med hinanden. Vi skal konkurrere fremfor samarbejde... nej naturligvis skal vi osse samarbejde, men kun hvis vi vurderer, at det gavner os personligt i en nøgtern cost-benefit analyse. Vi skal ikke være alment solidariske og gøre noget for hinanden til fælles gavn - ikke uden personlig bonus. Det er det det handler om, når alting skal lægges ud på markedet.
Jeg passer jer, mine børn - jeg har tvillinger på 14 - når I er små, og hvis jeg gør det med kærlighed fremfor med noget-for-noget bagtanke, håber jeg I osse vil passe på mig når jeg blir gammel. Den solidaritet er vigtigere end kapitalpensioner...etc (jeg holdt nok et lidt enklere sprogbrug end her gengivet).
Jeg så de nikkede forstående, når jeg talte om solidaritet kontra konkurrence.
Sådan har FredsVagten sine bedste stunder om formiddagen, når skolerne kommer forbi. Der kommer stort set skoleklasser hver eneste dag. Sidst var det en 10 - 12 18-19-årige, der først var provokerende, i deres forsøg på om de ikke kunne latterliggøre mig. De stillede deres spørgsmål med tøsefnis og tyggegummi, der helt klart ikke mente det alvorligt med den påtagne interesse.
Men jeg svarede seriøst, og fangede alligevel deres opmærksomhed ved at inddrage Barsebäck-perspektivet; en dag med østenvind, bye bye kolonihave. Hvad er Barsebäck, spurgte en af de unge fyre uden påtaget smil. Selvom jeg strejfede en stærkt undrende tanke, at han ikke vidste det, svarede jeg helt nøgternt. Okay, sagde han og løftede øjenbrynene. Og da de gik, fordi nogen kaldte, sagde de ærligt farvel.
Det er FredsVagten når den er bedst. Og det er ikke så helt sjældent endda.
Gode gamle hvidhårede Peter Henning fra Helsingør, én af vore allerbedste folk, misser sjældent en lejlighed til at fortælle sin historie om fremvæksten af det danske demokrati med 1849-grundloven. Om at det var folkeskolen indførelse 35 år tidligere der satte dagsordenen. Og det er i al sin enkelhed en rigtig god historie.
Da der var Operation Dagsværk havde fire af vores gode hvidhårede vikinger: Gubbeklubben, kalder de sig, fundet ud af at hyre to af de unge til at agitere for FredsVagten. Det gjorde de så ved at dele fredsmaterialer ud på Strøget.
Nogen gange kan man osse få en politiker i tale. Nogen gange standser de op. Sidst jeg var dernede, kom Helge Adam Møller forbi. Jeg sprang i retstilling og gjorde honnør; Befal, hr. oberst. Så vendte han om og påpegede, at han havde været 'fredsvagt' som soldat i 42 år (tror jeg det var). Jeg spurgte om fred var lig med død. En soldats fornemste opgave er at skaffe fred ved at slå fjenden ihjel. Tak, hr. Møller. Vi havde en lille disput, og der er ikke mange andre steder, hvor man ellers kan få en lille personlig snak med en folketingspolitiker. Jeg er ganske klar over, at det på ingen måde bider på sådan en professionel taburetklæber som ham. Men det gir mig inspiration til skoleklassen, der kommer lige efter.
Vi indrømmer, at det er ikke altid der sker lisså meget som her beskrevet. Men der er ingen tvivl om, at vi alt andet lige har en direkte betydning for fredssagen.