Da vi senere sad og spiste middag i skuret, skulle bajdsen lige kigge i tegningsmappen, noget, det normalt er så stor forsyndelse mod skurreglerne at gøre i en spisepause, at det koster øl. Men situationen var ikke til at være alt for streng med den slags.

af Kjeld Stenum
Begrebet totalentreprise har fanden skabt. Eller mere nøjagtigt: det er vist ikke selve fanden, men den tidligere storentreprenør Bøje Nielsen, der har skabt det. Der er den forskel på tidligere storentreprenør Bøje Nielsen og så føromtalte hornede person, at Bøje Nielsen siges at have været en god mand for de folk, han havde ansat direkte under sig i sit eget firma.
Det var kun overfor underentreprenørerne, han skal have haft en vis karakterlighed med det sorte gespenst. Iøvrigt blev Bøje Nielsen jo jordet (i økonomisk forstand) af en entreprenørkollega, der anvendte en del tricks, som selv Bøje Nielsen havde for meget samvittighed til at forestille sig, menneskelignende væsner med eller uden horn kunne hitte på at bruge.
Og siden i sit liv skal Bøje Nielsen have anstrengt sig kraftigt for at lægge distance til samme fanden, efter hvad jeg har hørt, endte han med at blive hellig.
Nå, det var totalentrepriser, det handlede om. Nylig gik vi på sådan noget totalentreprise ved noget boligbyggeri på Buddingevej. Det vil sige, det firma, hvor jeg er ansat, deltog som én ud af flere underentreprenører.
For dem, der ikke kender systemet, kan jeg fortælle, at totalentreprise består i, at et pengestærkt firma vinder en licitation ved at give laveste bud, og så bagefter sælger sine licitationsrettigheder videre i småportioner til andre, som regel mindre firmaer, der så bliver kørt i meget kort snor, noget med mange firmaer på pladsen på én gang, meget stramme tidsplaner og meget stram økonomi og den slags.
Det virkelig ulækre ved systemet er, at totalentreprenøren jo kun tjener penge på den ene ting at have haft mange penge i forvejen, selve udførelsen af arbejdet har han overhovedet ikke noget med at gøre.
Totalentrepriser fremmer jo hverken samarbejde eller trivsel på byggepladsen, det behøver jeg vist ikke gå i detaljer med at gøre rede for. Det skulle gå stærkt, og det gik stærkt. Drønstærkt.
Det foregik på den måde, at ingeniøren i vores firma kom med en tidsplan for cirka en uge ad gangen, og kom vi med indvendinger og fortalte, at det eller det da også nødvendigvis måtte laves, så blev dette ekstra arbejde bare skrevet på den samme ugeplan et eller andet sted, uden at tidsrammen i øvrigt blev udvidet.
Hvis ikke vi kunne nå det på normeret arbejdstid, måtte vi jo arbejde over, sådan var holdningen. Han havde lovet tingene færdigt til de og de tidspunkter, og det kunne der ikke laves om på, selv om der så viste sig at være mere arbejde i det, end han havde tænkt igennem.
På den måde lærte man jo hurtigt at holde kæft og være ligeglad med det hele, og lade de ekstra ting komme totalt bag på ham.
Sådan havde vi støbt fundament til én af blokkene, og jordholdet var godt i gang med kloakeringen. Så kom den lokale lejerforeningsformand og spurgte, om ikke vi havde endevendt huset, for på de oversigtsplaner, han havde set, skulle indgangsdørene da vende ud mod Buddingevej, og på vores fundamentsstøbning vendte de ind mod gården.
Bajdsen røg ind til byggeledelsen, der sad kun to ingeniører fra totalentreprise-firmaet, vores egen ingeniør var på en anden plads. Men lejerforeningsformanden havde ret, huset vendte forkert, vi fik røde ører, og den ene af de to ingeniører flegnede totalt ud.
Hele tidsplanen røg jo uundgåeligt i vasken, og det måtte vi betale for, og vi måtte arbejde endnu mere over for at sikre, at det ikke blev alt for håbløst bagud og meget mere.
Vi var i sjakket ret enige om, at årsagen til miseren var, at det skulle være sådan noget forjaget lort det hele i forvejen, det går ikke altid stærkt at have så travlt. Men den var jo ikke god alligevel, den var meget dårlig.
Da vi senere sad og spiste middag i skuret, skulle bajdsen lige kigge i tegningsmappen, noget, det normalt er så stor forsyndelse mod skurreglerne at gøre i en spisepause, at det koster øl. Men situationen var ikke til at være alt for streng med den slags.
Og efter at have bladret og gransket en stund spurgte han, hvor nord var. Det var vi ret enige om. Og vi blev også hurtigt ret enige om, at nordpilen på den tegning, vi havde fået, vendte sådan, at huset skulle vende, som vi havde vendt det. Så røg han jo ind til byggeledelsen igen og smækkede mappen ned i bordet foran næserne af de to ingeniører og spurgte udfordrende, om han og de ikke var enige om, at nord var den retning?
Det var jo ikke så godt for byggeledelsen. Eller måske var det det ingeniørfirma, der havde leveret tegningerne, det ikke var godt for, jeg ved ikke helt, hvor de ender med at få placeret sorteper, for det slagsmål er vist ikke afsluttet endnu. Men det er i hvert fald af vores bord.
Vi lavede fundamentet om, så huset kom til at vende rigtigt, men det blev i vores og ikke i byggeledelsens tempo. Og der kom ikke nogen og skyndte på os mere, så det kom til at tage mere end en uge at få lavet om. Det er meget stor forsinkelse i en totalentreprise. Men i dagene derefter snakkede vi jo en del frem og tilbage om, hvordan sådan noget dog kunne ske.
Til sidst blev vi enige om, at arkitekten nok havde set i fjernsynet, at polerne er ved at vende, sådan at Nordpolen bliver til Sydpolen og omvendt. Det er noget, videnskaben har fundet ud af. Så havde han nok ikke vidst, hvordan han skulle vende pilen. Sådan en fejl forstod vi egentlig godt. Det svarede lidt til når det aldrig lykkes for os at få et stort gulv helt vandret. Det lykkes aldrig, fordi Jorden er rund.