09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvilket system til det komplekse samfund....

Hvilket system til det komplekse samfund....

Lørdag, 18. december, 2004, 00:00:00

Skal man tro Fogh-regeringen og dens system er verden en simpel ting, der består af tabeller og alfabeter. De, der kan håndtere dem, har fremtiden for sig!

Ofte - for ikke at sige altid - hører vi, at socialismen er et system, der gør samfundet og dermed dets mennesker til en grå masse. Til et leverpostejssamfund indrettet efter simple og rigide regler, som gør borgerne til redskaberne for staten og brikker i et simpelt liv.
Spørgsmålet er så, har det kun været sådan? Er det det, der er frugten af socialismens program? Svaret er næ.
Vor tids spændetrøje er det borgerlige samfund. De sidste ugers debatter om skole og kultur har virkelig vist det.
Her er der for alvor leverpostej på dagsordenen - udtrykt i dansk, regning og national kulturarv. Skal man tro Fogh-regeringen og dens system er verden en simpel ting, der består af tabeller og alfabeter.
De, der kan håndtere dem, har fremtiden for sig! De vil være borgere i et globalt vindersamfund, når der blot tilsættes en knivspids kulturarv.
Den konservative Brian Mikkelsen ønsker en kulturkanon med 12 værker, der udtrykker det ypperste i den danske kulturarv.
Ligesom skolernes liv gøres fattigere, rigidt og forenklet, vil det myldrende komplekse kulturliv blive reduceret til kunstværker, der isoleres fra deres sammenhæng, og hvor kunstnerne gives en genistatus.
Netop den genistatus - der netværkssamfundet til trods - udtrykkes i den borgerlige opfattelse af samspil mellem individ og samfund.
Kernen er, at det borgerlige liberale samfundssystem er dårligt til at håndtere et moderne teknologisk og komplekst samfund.
Den højt besungne individuelle frihed er især baseret på isolation og afståelsen af det enkelte menneskes brug af den samfundsmæssige dynamik og den virkelige individuelle udfoldelse.
Mennesket bliver redskab for den kapitalistiske økonomi frem for at være et mål for samfundet. Menneskets livsudvikling tilsidesættes til fordel for simple systembehov.
Modsætningen i kapitalismens grundfjeld mellem den samfundsmæssige produktion og den private tilegnelse er virksom og står i vejen.
Man hører undertiden, at socialismen måske da kan være meget godt for fattige og tilbagestående lande, for ligesom at skubbe dem i gang. Det er naturligvis noget sludder.
Det socialistiske samfund som system er en avanceret løsning på det modernes samfunds problemer og muligheder.
Jo mere udviklet teknologisk et samfund er - verden er - jo mere har socialismen at byde på.
Netop socialismen er kendetegnet ved at kunne håndtere et komplekst samfund med en høj grad af samspil og udspil mellem borgene og samfundet.
Det er på basis af et socialistisk samfund, at der kan rykkes mod et vidensamfund med livslang læring og dannelse, der kan anvendes i virkeliggørelsen af det menneskelige samfund. Glem alt om Pisa.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. dec. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp